Ældre gik til frikadellerne

Velfærd

20/09/2013 09:00

Freja Eriksen

En gruppe ældre borgere har været i skolekøkkenet for at teste ”Ready to Cook”. Projektet skal give ældre langt flere valgmuligheder i den mad, de får leveret fra kommunen.

Fornylig mødtes en lille gruppe ældre borgere på Tirsdalens Skole i Randers – ikke for at regne og stave – men for at lave mad. De skulle teste ”Ready to Cook” – en ny form for madservice, der giver langt større valgfrihed i sammensætningen af måltider og en mere aktiv tilberedning, men som forhåbentlig også puster til glæden og det sociale samvær i hverdagen.

”Det var rigtigt godt,” siger 81-årige Anette Hansen.

Hun og de andre ældre fra Randers Kommune fik udleveret en kasse med forskellige fødevarer i portionsstørrelse, som de selv skulle pakke ud og lave et måltid mad ud fra. I kassen lå blandt andet råt kalve- og flæskekød, rå kartofler og grøntsager samt en lille pose færdigtilberedt sovs.

”Det var dejligt nemt at gå til, og det var gode råvarer. Der fulgte en lille opskrift med, så vi kunne læse, hvordan det skulle laves. Og det smagte også rigtigt godt,” smiler Anette Hansen.

Fakta om "Ready to Cook"

”Ready to Cook” er et udviklingsprojekt, som har til formål at skabe komponentbaserede måltidsløsninger, der kan skræddersys til ældres meget forskelligartede smag, ernæringsbehov og funktionsevne – og samtidig sikre større madglæde.

Projektet skal endvidere udvikle digitale platforme, som kan give de ældre en større grad af spontanitet og fleksibilitet i forhold til bestilling af måltider, og som gør det muligt for madserviceleverandørerne at håndtere den større kompleksitet i måltidssammensætning.

Projektet vurderes at have et stort erhvervspotentiale inden for fødevareerhvervet og vil samtidig fremme offentligt-privat samarbejde. EU’s Regionalfond støtter projektet med cirka 2 mio. kroner efter indstilling fra Vækstforum Midtjylland.

Selv om håret er gråt, og benene måske ikke render så hurtigt mere, så behøver smagsløgene ikke fejle noget. Mange ældre vil stadig gerne selv bestemme, hvad de spiser, og også selv tilberede deres egen mad i højere grad end det kommunen tilbyder dem nu.

”Det er dejligt, når man selv kan vælge. Jeg spiser meget sundt og kan ikke tåle så meget sovs, men det er der jo andre, der kan. Derfor er det godt, at man selv kan vælge sin mad,” understreger Anette Hansen.

Bag projektet ”Ready to Cook” står VIFU (center for Fødevareudvikling) i samarbejde med konsulentfirmaet NyX og en række fødevarevirksomheder, kommunale madserviceleverandører, vidensinstitutioner samt firmaer med ekspertise i webdesign og mobile teknologier.

”Nogle ældre spiser direkte af den bakke, de får leveret. Andre serverer maden i skåle, anretter pænt og dækker fint op. Vi er alle forskellige, og det skal vi også have lov til at være, når vi er ældre. Derfor er det vigtigt, at der findes forskellige valgmuligheder for den mad, vi får leveret fra det offentlige,” vurderer Dorte Storper, direktør i VIFU.

Marianne Sloth Sørensen fra Madservice Kronjylland i Randers Kommune, som laver mad til ældre, vurderer også, at de ældre gerne vil have indflydelse på den mad, de spiser.

”De ældre kunne sagtens finde ud af at lave frikadellerne. De gik ind i projektet med liv og sjæl. Mange ældre vil jo gerne selv lave maden, for det har de været vant til hele livet,” fortæller Marianne Sloth Sørensen.

Først efter en evaluering af projektet vil det vise sig, om ”Ready to Cook” kan realiseres i kommunerne.

 

Mest Læste

Annonce