Affolkning: Også større landsbyer rammes

Infrastruktur

23/11/2015 16:10

Nick Allentoft

Engang var det de små landsbyer, der oplevede befolkningsflugt. Nu er turen kommet til de større. Sammenlægning af kommuner skubber på udviklingen.

Storbyerne trækker med deres arbejdspladser, uddannelser og kulturtilbud, og det mærker de i landkommunerne. Både små og større landsbyer rammes af affolkning.

Mens det tidligere typisk var byer med 450 indbyggere, der oplevede en stagnation eller et fald i indbyggertallet, så er udviklingen i 2015 nået til byer med 900 indbyggere. Det viser en Momentum-analyse baseret på tal fra Danmarks Statistik.

Læs alt om vækstpakke 2015 her

- For mig at se er det en bølge, der begynder i de helt små byer og breder sig til større. Det er et billede på urbaniseringen, som bare drøner derudad, siger Ellen Højgaard Jensen, direktør i Dansk Byplanlaboratorium.

På Aalborg Universitet forklarer lektor Jørgen Møller en del af udviklingen med kommunalreformen fra 2007. 

- Dengang mistede mange af de større landsbyer og små bysamfund status, institutioner og betydning. Hvor de før var en stor by i en lille kommune, er de nu en lille by i en stor kommune. 

- Det betyder, at de ikke er så attraktive, som de var engang, siger han.

Han opfordrer derfor kommunalpolitikerne til at melde ud, hvilke landsbyer de satser på. 

- De samfund, der ikke er levedygtige, skal man sørge for at tømme for indbyggere så hurtigt som muligt, siger Jørgen Møller.

I Guldborgsund Kommune har de taget hul på den diskussion, men borgmester John Brædder (Guldborgsund Listen) vil dog ikke stille sig i spidsen for aktive lukningsplaner.

- Vi står ikke og siger, at den og den landsby vil vi ikke satse på, men vi prøver at sige, at vi ikke kan holde liv i alting, hvis ikke borgerne er aktive selv, siger John Brædder.

- De steder, hvor der er initiativ, bakker vi op som kommune, men de steder, hvor man ikke hos borgerne selv gør noget, er det svært for kommunen at drive en vækst. Vi har heldigvis oplevet, at der i mange af landsbyerne er vilje til virkelig at tage fat.

Inden politikerne lukker landsbyer, skal de dog gøre sig klart, at det kan bringe husejerne i en svær situation, fordi deres bolig bliver usælgelig. 

- I de tilfælde mangler vi nogle redskaber til at hjælpe dem videre, siger Ellen Højgaard Jensen.

Affolkning fra landdistrikter breder sig * I slutningen af 1970'erne og 1980'erne var det typisk byer med 450 indbyggere, der oplevede, at indbyggertallet enten stagnerede eller faldt.   * I 2015 er den udvikling nået til byer med 900 indbyggere.   * Landbefolkningen udgør i 2015 12,3 procent af den danske befolkning. For 40 år siden udgjorde den 17,4 procent.   Kilde: Danmarks Statistik, Momentum.   /ritzau/

 

Mest Læste

Annonce