Afstanden mellem R og S vokser

Politik

23/08/2016 12:10

Nick Allentoft

I en usædvanlig hård tone retter den radikale partileder Morten Østergaard kritik mod Mette Frederiksen og Socialdemokratiet for at være ét parti i regering og et andet i opposition.

Det sker i et interview med Ugebrevet A4 op til partiets sommergruppemøde tirsdag.

- Vi har anlagt forskellige strategier i forhold til tiden i opposition. Vi synes jo, at vi bragte Danmark et bedre sted hen, da vi var i regering, og derfor har vi ikke været optaget af noget andet i opposition. Der har vores veje skiltes på udlændingeområdet, hvor Socialdemokratiet har valgt at alliere sig tættere med Dansk Folkeparti og regeringen, siger Morten Østergaard.

Og det fatter den radikale partileder ikke.

Velfærdsstat eller velfærdssamfund

Vi har sat velfærd til debat i en tid, hvor kampen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund er blevet afgørende for velfærdsmodellens fremtid.

Følg artikler og indlæg på temasiden her

- Efter min bedste overbevisning har det, som regeringen, DF og Socialdemokraterne er blevet enige om, ikke løst noget som helst på integrationsområdet. For jeg mener godt, at vi kunne have bragt Danmark igennem den her flygtningekrise uden at gøre vold på vores grundlæggende værdier, siger han til Ugebrevet A4.

Direkte adspurgt, om han mener, at Socialdemokratiet gør vold på grundlæggende værdier med partiets udlændingepolitik svarer Morten Østergaard:

- Ja. Og det har været til vores forbløffelse men – det må man jo sige – uden nogen stor blufærdighed. Det er ikke nyt, at Radikale og Socialdemokraterne er uenige om udlændingepolitikken, og det var vi også i regering. Hvis der kommer et nyt flertal efter et valg, tror jeg på en ny udlændingepolitik, men hvad Socialdemokratiet gør i opposition, er jeg jo ikke herre over, fastslår han.

Morten Østergaard langer også på andre områder ud efter den tidligere regeringspartner. Han er træt af, at Socialdemokratiet op til en ny politisk sæson med forhandlinger om en holdbar økonomisk 2025 plan bidrager til at tegne et billede af Radikale som caffe-latte-fantaster, der kun tænker på de højtuddannede og med deres krav om skattelettelser også i toppen vil bidrage til stigende ulighed herhjemme.

- Det er fair, at man kan være politisk uenig, men jeg synes altså, at det klinger hult, når man siger, at nu skal vi satse på uddannelse. Og så lægger stemmer til besparelser hver eneste gang, man skal finde penge. Uanset om det er en politiaftale eller dagpengeaftale, siger Morten Østergaard til Ugebrevet A4.

Mest Læste

Annonce