Bilag til kommuneaftalen: Digitalisering og velfærdsteknologi

Bilag 2 Som led i realiseringen af den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi er der enighed om det videre arbejde med en række konkrete digitaliseringsinitiativer. I forlængelse af digitaliseringsstrategien igangsættes endvidere udarbejdelsen af en digitaliseringsreform af velfærdsområderne frem mod økonomiforhandlingerne for 2014. Regeringen, KL og Danske Regioner samarbejder om at realisere denne målsætning.

Læs hovedelementer i aftalen her
 

Digital kommunikation
Med den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi er der sat et ambitiøst og realiserbart mål om, at 80 pct. af alle ansøgninger, indberetninger, breve og al anden skriftlig kommunikation med det offentlige som udgangspunkt skal foregå obligatorisk digitalt i 2015. Regeringen og KL samarbejder om at realisere denne målsætning.


Digital Selvbetjening
Første bølge af obligatoriske digitale løsninger (anmeldelse af flytning, ansøgning om plads i dagtilbud, indskrivning i folkeskole og skolefritidsordning samt ansøgning om sundhedskort og EU-sygesikringskort) implementeres fra december 2012. Regeringen og KL er endvidere enige om at arbejde for at gøre det obligatorisk for borgerne at ansøge, anmelde og indberette til kommunerne på op til yderligere 13 konkrete kommunale områder fra 2014. Overgangen til digital selvbetjening i de første 2 bølger vil frigøre ressourcer i kommunerne på 41 mio. kr. i 2013 og 255 mio. kr. i 2014.

Regeringen og KL er enige om, at der udover dette er et samlet potentiale ved overgang til obligatorisk digital selvbetjening og informationssøgning på de resterende kommunale områder på mindst 300 mio. kr. For at nå i mål med at realisere potentialet vil regeringen og KL gennemføre yderligere analyser med særligt fokus på socialområdet, beskæftigelsesområdet samt miljø- og teknikområdet og i tillæg hertil også afdække muligheder og potentialer ved øget automatisering, yderligere regelforenkling, bedre dataadgang, mere effektiv systemunderstøttelse m.v.

Læs pressemeddelelse om aftalen her
 

Digital Post
Regeringen og KL er enige om, at L160 om obligatorisk digital post bidrager til at frigøre 547 mio. kr. i 2015. Kommunerne har allerede realiseret en del af gevinsterne ved digital post og vil i de kommende år arbejde for realisering af det fulde potentiale. Heraf udgør kommunale mindreudgifter til porto og materialer 103 mio. kr. i 2013, 131 mio. kr. i 2014 og 244 mio. kr. i 2015, som modregnes i det kommunale bloktilskud. De øvrige gevinster indgår i moderniseringsaftalen med 24 mio. kr. i 2013. Det afspejler et yderligere omprioriteringspotentiale i forhold til tidligere projekter om fjernprint og digital dokumentboks.


Fokus på effektiv implementering
Regeringen og KL enige om en målrettet indsats for at sikre en effektiv omstilling til god digital borgerservice i kommunerne. Alle kommunale selvbetjeningsløsninger skal i takt med overgangen til obligatorisk digital kommunikation leve op til aftalte krav til gode og effektive selvbetjeningsløsninger, før obligatoriske løsninger kan gøres tilgængelige på borger.dk.

Arbejdet understøttes af et fælleskommunalt program, som skal sikre, at der på alle de obligatoriske områder er brugervenlige selvbetjeningsløsninger, der gør borgerne i stand til at betjene sig selv, og som understøtter den kommunale forvaltning med henblik på realisering af de afledte effektiviseringer. I forlængelse heraf følger KL og staten op på kommunernes omstillingsarbejde og drøfter løbende, hvordan der sikres sammenhæng mellem udviklingen af de kommunale selvbetjeningsløsninger og udviklingen i de fællesoffentlige løsninger.

Regeringen, KL og Danske Regioner er enige om at analysere muligheder og potentialer ved en mere effektiv servicering af de borgere, som fortsat henvender sig personligt, herunder fx via et fællesoffentligt call center, jf. også initiativ herom i den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi.

Der er desuden enighed om, at opgaven med at registrere de virksomheder, der undtages fra den obligatoriske digitale modtagelse af breve som følge af manglende internetdækning, varetages af borgerservicecentrene, der i forvejen har den tilsvarende undtagelsesopgave for borgerne.


Grunddata
Regeringen og KL er enige om at effektivisere produktionen, distributionen og anvendelsen af de offentlige grunddata om ejendomme, adresser mv., geodata og virksomheder. Frem til sommeren 2013 udarbejdes grundlag for tilsvarende effektiviseringer vedrørende grunddata om personer og indkomstområdet. Der er enighed om at synliggøre gevinsterne herved, og at initiativet bidrager til at åbne det kommunale it-marked op for mere konkurrence. Parterne er endvidere enige om etablering af en fællesoffentlig grunddatabestyrelse.

I september 2012 forventer parterne at indgå en fælles politisk aftale om grunddataprogrammet. Forud for dette gennemføres en fælles konsolidering af business casen og uddybning af programmet.


Styrket anvendelse af it i folkeskolen
Regeringen og KL er enige om at arbejde videre med at styrke udbredelsen af it i folkeskolen. Digitale læreprocesser indgår i dag i mange folkeskoler, men der er behov for en mere systematisk indsats for at sikre, at anvendelsen af it og digitale læremidler bliver en integreret del af undervisningen i folkeskolen.

I forlængelse af aftalen om kommunernes økonomi i 2012 er det målet, at der medio 2012 kan udmøntes op til 50 mio. kr. fra den afsatte pulje på i alt 500 mio. kr. til skole-it til medfinansiering af digitale læremidler i fagene dansk, matematik, engelsk og naturfag. Udmøntning af midler tilrettelægges med sigte på, at de digitale læremidler bidrager til øget faglig kvalitet i undervisningen og mindsket ressourceanvendelse. Regeringen og KL er enige om, at der frem mod aftale om kommunernes økonomi for 2014 skal gennemføres en måling af effekterne ved digitale læremidler.

Regeringen og KL er enige om, at der årligt skal følges op på omstillingen til øget brug af digitale læremidler, herunder for fremdriften i implementeringen af den nødvendige lokale itinfrastruktur.

Automatiseret sagsbehandling og Udbetaling Danmark
Regeringen og KL er enige om, at sagsbehandlingen på ydelsesområderne kan automatiseres og effektiviseres yderligere. Der er gennemført en analyse, som viser, at der på social- og beskæftigelsesområdet er et væsentligt potentiale ved at genbruge data fra indkomstrelaterede registre i sagsbehandlingen. Parallelt hermed undersøges mulighederne for at reducere omfanget af socialt bedrageri og fejludbetalinger bl.a. ved øget genbrug af data og en mere effektiv, systematisk og digitalt understøttet kontrolindsats.

Frem mod sommeren 2013 udarbejdes et samlet grundlag for, hvordan sagsbehandlingen på ydelsesområderne kan automatiseres yderligere, herunder ved genbrug af data, obligatorisk digital borgerkommunikation, regelforenklinger, it-understøttelse mv. Parterne er enige om, at der herved kan realiseres gevinster på de områder, som overgår til Udbetaling Danmark, som ligger ud over de allerede forudsatte effektiviseringsgevinster på 300 mio. kr.

Regeringen og KL er enige om, at Udbetaling Danmark i 2012 igangsætter en kampagne, der vejleder borgerne om, at Udbetaling Danmark gradvist overtager ansvaret for udbetaling af folkepension, førtidspension, boligstøtte, barselsdagpenge samt familieydelser til borgerne fra slutningen af 2012.


Øget konkurrence på det kommunale it-marked
Regeringen og KL vil samarbejde om at øge konkurrencen på det kommunale it-marked og sikre udvikling og anvendelse af fælles, landsdækkende it-løsninger med henblik på at etablere en effektiv it-understøttelse. KOMBIT gennemfører derfor en række fælleskommunale udbud, hvor regeringen og KL forudsætter, at alle kommuner tilslutter sig. Effektive og koordinerede udbud på områder, hvor der i dag er leverandørmonopol, herunder på de områder som overgår til Udbetaling Danmark, skal opfylde fællesoffentlige krav til standarder og arkitektur. Digitaliseringsstrategien og en fælles rammearkitektur skal understøtte en øget konkurrenceudsættelse af de kommunale ydelsesområder. Potentialet ved de fælles udbud synliggøres i form af positive business cases. De første områder er kontanthjælp, sagsoverblik/partskontakt samt sygedagpenge.

Parallelt hermed vil regeringen afsøge mulighederne for yderligere regelforenklinger og anvendelse af objektive kriterier, der kan reducere omfanget af kompleksitet i it-systemerne og dermed muliggøre billigere og mere fleksible løsninger.


Digitaliseringsreform af velfærdsområderne
Der er behov for en mere klar og forpligtende kurs for udviklingen inden for velfærdsteknologi i den offentlige sektor i de kommende år. Regeringen, KL og Danske Regioner er enige om, at der skal udarbejdes en digitaliseringsreform af velfærdsområderne, der kan indgå i økonomiforhandlingerne for 2014. Reformen skal fastlægge retningen for den offentlige sektors arbejde med velfærdsteknologi i årene fremover og skal ses i forlængelse af den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi samt arbejdet med sundheds-it, udredning om udbredelse af velfærdsteknologi på det sociale område samt telemedicin.

I forbindelse med reformarbejdet vil der blive udarbejdet målsætninger for øget digitalisering af velfærdsområderne på baggrund af analyser og business cases, ligesom der vil blive fremsat forslag til ændrede rammebetingelser og forslag til udvikling og udrulning af konkrete velfærdsteknologier. Der fokuseres særligt på de indsatser og metoder, der reducerer ressourceforbruget. I arbejdet tages udgangspunkt i de temaer, der er identificeret som led i det forberedende arbejde.

Som led i arbejdet med reformen er regeringen, KL og Danske Regioner enige om, at gevinster ved investeringer i it og teknologi skal synliggøres, og at finansieringen til udvikling og drift af nye fælles it-løsninger og teknologier som udgangspunkt påhviler den eller de parter, som opnår gevinsterne.


Digitalisering på sundhedsområdet
Regeringen, Danske Regioner og KL er enige om at udarbejde en ny digitaliseringsstrategi for sundhedsområdet, som tager udgangspunkt i, understøtter og videreudvikler de spor, der er lagt med aftalte mål og milepæle på området. Som grundlag for strategien udarbejdes en grundig afdækning af nuværende status for sundheds-it udviklingen. Strategien koordineres med arbejdet med digitaliseringsreform af velfærdsområderne.

Regeringen, KL og Danske Regioner er ligeledes enige om, at der frem mod sommeren 2013 udarbejdes forslag til en ny finansierings- og styringsmodel for fællesoffentlig it-infrastruktur på sundhedsområdet, hvor omkostninger finansieres af de parter, der opnår gevinsterne. I forlængelse heraf er parterne bl.a. enige om at kommunerne bidrager til finansiering af den nationale serviceplatform med 4 mio.kr. i 2013.

Det Fælles Medicinkort er i kommunerne blevet forsinket, hvilket betyder at den kommunale gevinst i gensidighedsaftalen på 35 mio. kr. i 2012 ikke har kunnet realiseres. Potentialet i de efterfølgende år justeres i overensstemmelse hermed.

Regeringen, KL og Danske Regioner er enige om at prioritere udviklingen af en digital medarbejdersignatur til mobile platforme. Der er enighed om, at kommunerne i en overgangsperiode kan anvende andre løsninger til mobile platforme, der er tilstrækkeligt sikre.


National handlingsplan for udbredelse af telemedicin
Der mangler fortsat viden om telemedicinske løsninger i drift. Regeringen, KL og Danske Regioner er derfor enige om at igangsætte storskalaforsøg med telemedicin. Regeringen vil udmønte i alt 50 mio. kr. fra Fonden for Velfærdsteknologi til gennemførelse af national handlingsplan for udbredelse af telemedicin, hvoraf de 33 mio. kr. er udmøntet til medfinansiering af projekt om klinisk integreret hjemmemonitorering. Initiativerne følges tæt i perioden 2012- 2015 med henblik på at sikre solide evalueringer.


National implementering af telemedicinsk sårvurdering
Regeringen, KL og Danske Regioner er enige om at iværksætte en national implementering af telemedicinsk sårvurdering for patienter med diabetiske og venøse bensår. Implementeringen vurderes at kunne frigøre i alt 53 mio. kr. i 2013 stigende til i størrelsesordenen 307 mio. kr. årligt ved fuld indfasning i 2017, heraf 8 mio. i 2013 stigende til 45 mio. kr. i 2017 i regionerne og 45 mio. kr. i 2013 stigende til 262 mio. kr. i 2017 i kommunerne.

Regeringen vil udmønte i alt 30 mio. kr. til formålet. Da der er tale om foreløbige vurderinger, er der enighed om, at der i forbindelse med de årlige økonomiforhandlinger følges op på gevinstrealiseringen og nødvendige forudsætninger i projektet. Der er endvidere enighed om at revidere business casen i 2013 bl.a. på baggrund af de konkrete resultater af gevinstrealiseringen og på baggrund af resultatet af randomiserede forsøg, hvor de kliniske effekter i form af færre og kortere indlæggelser og reduktion i antallet af amputationer undersøges.

Projektudgifter ud over 30 mio. kr. og driftsudgifter efter projektudløb afholdes af kommuner og regioner.
 

Finansministeriet på DenOffentlige.dk Finansministeriet
Aktivitet: Artikler: 87 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

Mest læste

Seneste kommentarer

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige