Digital velfærd ja tak – men hvad er de konkrete mål?

19/03/2013 12:56

Dansk Industri

Regeringen præsenterede tirsdag - i samarbejde med Danske Regioner og Kommunernes Landsforening - et debatoplæg om brug af teknologi på velfærdsområderne. Set med erhvervsøjne er der behov for en egentlig køreplan for, hvornår og hvordan helt konkrete opgaver digitaliseres.

Et online måleapparat, kroniske lungepatienter kan betjene hjemme fra stuen og undgå turen til hospitalet. En direkte videoforbindelse til fysioterapeuten, så genoptræningen af den skadede skulder kan ske hjemmefra, og flere kan genoptrænes samtidig. Eller et it-system, der gør det muligt at aflevere opgaver og eksaminer digitalt til underviser og censor i stedet for at kopiere bunker af papir.

Der er tale om nye teknologier, der skal give borgerne mere frihed og medbestemmelse i deres eget liv samtidigt med, at det offentlige kan løse opgaverne billigere.

Ventet med spænding
Fra erhvervslivets side har oplægget længe været ventet med spænding, da potentialet for forandringer på de store velfærdsområder er gigantisk – der er tale om årlige udgifter på 4-500 milliarder kroner.

- Vi hilser derfor debatoplægget velkomment samtidig med, at vi konstaterer en betydelig politisk forsigtighed om, hvor langt man kan gå med teknologi. Det er sikkert klog politisk kommunikation; borgerne skal ikke føle, at de får trukket noget ned over hovedet. Men der er ingen tvivl om, at ny teknologi kan gøre os alle langt mere selvhjulpne – til glæde for os selv og til gavn for samfundet, siger branchedirektør Tom Togsverd, DI ITEK.

Behov for egentlig køreplan
Set med erhvervsøjne er der behov for en egentlig køreplan for, hvornår og hvordan helt konkrete opgaver digitaliseres. Planen kunne eksempelvis indeholde, at alle elever i udskolingen undervises digitalt senest i 2015, og at halvdelen af alle konsultationer i 2015 håndteres på distancen via mail eller video (telemedicin).

- Målet er at udvikle den danske offentlige sektor til at levere det, samfundet har behov for, samtidig med at udgifterne holdes nede. Kun gennem en målrettet digitalisering kan denne vision føres ud i livet. Vi medvirker derfor gerne til, at der inden sommeren 2013 formuleres konkrete mål for alle store udgiftsområder, siger Tom Togsverd.

DI ITEK håber således at blive taget med på råd forud for kommune- og regionsaftalerne i juni 2013 for at indarbejde konkrete målsætninger om offentlig velfærdsteknologi.

Mest Læste

Annonce