Grønbog tager hensyn til energitung industri

09/04/2013 10:49

Dansk Industri

EU Kommissionens netop offentliggjorte grønbog om EU’s energi- og klimapolitik fremhæver hensynet til energitung produktion. DI hilser debatten velkommen.

Et af de grundlæggende mål med EU's energipolitik er at sikre, at EU bevarer sin konkurrenceevne, hedder det i EU-kommissionens netop udsendte grønbog om 2030 energi- og klimapolitikken.
Grønbogen skal ses som et første debatoplæg, og er startskuddet til en offentlig høring, der strækker sig frem til 2. juli 2013. Herefter går Kommissionen i gang med at udarbejde et egentligt forslag til energipolitik, som forventes fremlagt inden årsskiftet.

- Vi er grundlæggende glade for, at der tages hul på den vigtige debat om fremtidens energipolitik, og det er positivt, at grønbogen lægger vægt på hensynet til konkurrenceevnen for de energitunge virksomheder. Europas konkurrenceevne skal medtænkes sammen med klima og forsyningssikkerhed, så vi kan løfte væksten, skabe flere arbejdspladser og hæve Europas velstand fremover, siger Energi- og klimapolitisk chef Troels Ranis, DI.

Behov for diskussion
I grønbogen bliver det desuden pointeret, at der er behov for en grundig vurdering af de mål og instrumenter, der er fastlagt i den nuværende energipolitik. Her hedder det blandt andet, at udledningen af klimagasser skal være reduceret med 20 pct. i 2020 i forhold til udledningen i 1990, mens der i den langsigtede 2050-plan sigtes mod 80-95 pct. reduktion. Grønbogen lægger op til debat om faste mål for 2030 samt fastlæggelse af de virkemidler, der skal sikre, at målet nås.

- Den nuværende indsats leverer resultater. EU når sit 2020 mål for CO2-reduktion, VE indsatsen er godt på vej, og der er også gjort en betydelig indsats for at styrke energieffektiviteten. Men der er behov for en diskussion af, hvilken ambitioner vi vil have for 2030, og hvordan, med hvor mange og med hvilke instrumenter vi vil gennemføre denne indsats smartest. Så vi sikrer en samlet effektiv pakke, der kan videreføre EU’s indsats frem mod 2030, siger Troels Ranis.

DI fremlægger vision
Derfor vil DI og BusinessEurope i løbet af foråret 2013 fremlægge en vision for 2030 politikken, som vil handle om, hvilken kombination af mål og midler, der bedst sikrer EU’s klimaindsats, forsynings-sikkerhed og konkurreevne.
- Vi ønsker at stærkt EU-kvotesystem frem mod 2030, men vi har samtidig været bekymret over forslaget om tilbageholdelse af CO2-kvoter (backloading), fordi det vil øge virksomhedernes omkostninger i en krisetid, og er en kortsigtet løsning, der ikke styrker kvotesystemet efter 2020, siger Troels Ranis.

Mest Læste

Annonce