Nedslidningskurven er vendt

09/04/2013 10:40

Dansk Industri

Inventaret på danske virksomheder er blevet stadig mere nedslidt over de seneste 10 år. Nu er kurven knækket, men der er behov for større investeringer for at hæve produktiviteten. Nyindkøbte maskiner og robotter snurrer lystigt på Vagn Pedersens Maskinfabrik. Flere er nyleaset i 2012, hvor virksomhedens omsætning steg fra 39 mio. kr. i 2011 til 63 mio. kr. i 2012.

- Under krisen var vi tvunget til at holde igen med investeringer i produktionsapparatet. Men med de nye maskiner kan vi producere mere effektivt, og robotterne gør, at vi kan producere mere især i vores andetholdsskift, hvor vi har svært ved at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, fortæller direktør Lars Ravn Nielsen, Vagn Pedersens Maskinfabrik.

Lang vej til toppen
Dermed bidrager virksomheden til et lille knæk i den nedslidningskurve, der siden starten af årtusindet er gået den gale vej i dansk industri.

- Maskiner og inventar er i det seneste årti ikke blevet udskiftet og moderniseret. Det har ført til kraftig nedslidning af produktionsapparatet og det forringer konkurrenceevnen, fordi man får en lavere produk­tivitet, forklarer underdirektør Kent Damsgaard, DI.

Svært at finde nødvendig finansiering
Fra 2010 og frem til 2012 er kurven vendt, fordi virksomhederne slider lidt mindre på udstyret, men investeringerne ligger fortsat lavt, viser en ny analyse fra DI.

- Der er stadig lang vej til en samlet dansk industri med et moderne produktionsapparat og den høje grad af automatisering, som er nødvendig for for alvor at rykke produktiviteten. Det kommer til at kræve store investeringer for mange virksomheder, og desværre ser vi stadig, at især de små og mellemstore virksomheder har svært ved at finde finansieringen til de nødvendige indkøb, siger Kent Damsgaard.

Mest Læste

Annonce