Ny træneruddannelse fløjtes i gang i Bispehaven

28/03/2012 13:19

Niels Buch Johannsen

Fredag den 30. marts fra kl. 16-19 er der kick-off på Idræt+, som er en ny gratis træneruddannelse til unge i alderen 15-19 år fra områderne Rosenhøj, Bispehaven, Langkærparken og Trigeparken i Aarhus.

Idræt+ er et nyt partnerskabsprojekt mellem Aarhus Kommune, DGI Østjylland og Det Boligsociale Fællessekretariat. Målet med projektet er at få så mange unge i alderen 15-19 år fra de fire områder til at indgå aktivt som trænere eller ledere i deres lokale idrætsforening ved at give dem en gratis træneruddannelse.

Idræt+ lægger fra land med at afholde et kick-off arrangement i Bispehaven den 30. marts fra kl. 16-19 for alle interesserede. På programmet er blandt andet forskellige street-aktiviteter, en fodboldkamp mellem de nye unge træneraspiranter, break dance-opvisning og ikke mindst underholdning fra Natteravn feat. Sara Blå.

"Der er en masse unge i de forskellige områder, der vil noget med sport og idræt, og gerne vil være trænere, men af den ene eller anden grund ikke er kommet i gang", udtaler Henriette Gaardbo, der er projektleder for Idræt+ samt Idræts- og integrationskonsulent i Aarhus Kommune.

"Vi har allerede afholdt to rekrutteringsarrangementer for de unge forud for denne kick-off, og her har de mødt talstærkt op, så nu glæder jeg mig bare til at fløjte de første to træneruddannelser i gang", uddyber hun.

Starter med break dance, hip hop og fodbold
Til april starter de to første uddannelsesforløb, som rent fysisk er placeret i Bispehaven, men åben for unge fra alle områderne. Programmet består af en hip hop-/break dance-uddannelse og en fodbolduddannelse. Senere starter der lignende uddannelsesforløb lokalt i Rosenhøj i Viby Syd, Langkærparken i Tilst og Trigeparken i Trige.

Alle fire steder vil Idræt+ give de mange unge, der har lyst, en gratis træneruddannelse, hvor de kommer til at indgå i et forløb med en mentor fra en lokal forening. Al undervisning foregår i idrætstøj i en hal, på boldbanerne eller i danselokalet og trænerne er erfarne og kompetente instruktører.

Uddannelse, udvikling og netværk
Med Idræt+ arbejder Aarhus Kommune, DGI Østjylland og Det Boligsociale Fællessekretariat på tre fronter på samme tid ude i lokalområderne. Udover uddannelsen af unge idrætsledere, vil der også blive arbejdet med foreningsudvikling, herunder uddannelse af foreningernes instruktører, så de kan indgå i projektet som mentorer for de unge. Mentorerne skal vejlede og støtte de unge i at indgå i foreningen som hjælpetrænere.

Det sidste ben i Idræt+ er dannelsen af lokale netværk. Gennem mentorordninger, uddannelsesforløb og lokale idrætsarrangementer, skal projektet være med til at etablere netværk på tværs af skoler, SFO’er, klubber, foreningslivet og andre, der kan sætte de unges fritids- og foreningsliv på dagsordenen i de fire lokalområder.

"Jeg er overbevist om, at projektet vil rykke i de fire områder. Vi har et rigtig stærkt samarbejde Aarhus Kommune, Det Boligsociale Fællessekretariat og DGI Østjylland imellem, og sammen med de unge, de lokale foreninger og resten af lokalområdet har vi så mange ressourcer, vi kan trække ind i projektet, at vi har mulighed for at skabe et rigt idrætsliv til gavn for alle områdernes beboere", udtaler Lotte Jensen, formand for projektudviklingsforum i DGI Østjylland.

Idræt+ er finansieret af DGI Østjylland, Aarhus Kommune, Det Boligsociale Fællessekretariat samt med midler fra Social- og Integrationsministeriet via DGI Inklusion. Projektet løber frem til 31. december 2013. 

Mest Læste

Annonce