Nyt medicinalsamarbejde om sundhedsforskning

21/09/2012 13:20

Region Hovedstaden

Region Hovedstaden, Københavns Universitet og GlaxoSmithKline indgår banebrydende strategisk samarbejde.

For første gang nogensinde indgår en dansk region og et dansk universitet nu sammen et formelt strategisk samarbejde med en stor international medicinalvirksomhed. Det sker den 21. september 2012, hvor Region Hovedstaden, Københavns Universitet og GlaxoSmithKline skriver under på et 5-årigt tæt strategisk samarbejde om forskning og udvikling af kliniske forsøg.

Formålet er at skabe et mere smidigt samarbejde omkring forskningsprojekter på bl.a. hiv/AIDS-, astma- og kræftområdet. Det omfatter blandt andet en indsats for en hurtigere og mere effektiv rekruttering af patienter til afprøvning af lægemidler ved hjælp af patientdatabaser. På den måde skal samarbejdet blandt andet søge at omsætte viden fra forskning i proteiners indvirkning på sygdomme og geners betydning for fedme, diabetes og kræft til fremtidens patientbehandling.

Koncerndirektør Kim Høgh peger på to hovedårsager til Region Hovedstadens ønske om samarbejde:

- Vi vil vende den negative udvikling, hvor flere og flere kliniske forsøg finder sted i udlandet. Ved at skabe gode rammer for klinisk forskning sikrer vi ikke blot vores patienter tidligere adgang til de nyeste lægemidler, men danner også grundlag for at bevare og skabe nye arbejdspladser i medicinalindustrien i Hovedstaden, siger Kim Høgh.

Thomas Bjørnholm, prorektor ved Københavns Universitet, ser også store perspektiver for det strategiske samarbejde:

- Aftalen vil skabe nye innovative samarbejder mellem Københavns Universitets stærke forskningsområder indenfor sundheds- og naturvidenskab og GlaxoSmithKline. Koblet med et tæt samarbejde med Region Hovedstaden giver det store muligheder for nye behandlingsformer. Nyudviklingen sker via etablering af tillidsfulde samarbejder og det kræver regelmæssig dialog og netværksmøder.

Birgit-Yvonne Reimann, administrerende direktør for GlaxoSmithKline, ser frem til samarbejdet med hovedstadsregionens sundhedsforskere:

- Region Hovedstaden og Københavns Universitet råder over forskningsmiljøer i verdensklasse, og Danmark ligger i top 5 på GlaxoSmithKlines interne rangliste over lande, hvor det er godt at forske. Derfor ser vi et stort potentiale i samarbejdsaftalen, og som forskningsbaseret virksomhed er vi naturligvis interesserede i at vedligeholde og udvikle et stærkt forskningsmiljø, siger Birgit-Yvonne Reimann.

Aftalen gælder foreløbigt frem til september 2017.

Mest Læste

Annonce