Odense klar til ny lovgivning om digital selvbetjening

03/02/2012 10:20

Odense Kommune

85 % af de børn, der starter i 0. klasse til august, er indskrevet via digital selvbetjening. Det er resultatet af et tæt samarbejde mellem kommunens skoleafdeling, BorgerServiceCenter og biblioteker.

Odense Kommune har valgt at starte med digital skoleindskrivning et år tidligere end den kommende lov om digital skoleindskrivning kræver. Det har kommunen gjort for at få erfaringer med, hvordan den bedst understøtter borgerne i den digitale proces.

Tidligere foregik skoleindskrivningen ved at forældrene mødte op på den lokale folkeskole og indskrev deres barn. Nu har Skoleafdelingen investeret i en selvbetjeningsløsning, der gør det let for forældrene at tilmelde barnet til skole hjemmefra.

Når forældrene logger sig på, vil systemet allerede indeholde de oplysninger, som kommunen i forvejen har om barnet og forældrene. Barnets distriktsskole vil ligeledes fremgå, så forældrene med ganske få klik og indtastninger kan færdiggøre skoleindskrivningen.

Forældrene guides samtidigt videre til den digitale selvbetjeningsløsning, hvor de kan udmelde barnet af børnehave og tilmelde barnet til SFO.

- Pladsanvisningssystemet er endnu ikke helt så intutitivt som skoleindskrivningssystemet, fortæller konsulent Morten Traczyk Hermansen og chefsekretrær Michael Nielsen fra Skoleafdelingen.

-Men vi fik indhøstet nogle værdifulde erfaringer, som sikrer, at processen bliver bedre næste gang, tilføjer de.

Skoleafdelingen glæder sig over den positive modtagelse, den digitale skoleindskrivning har fået.

- Den store tilslutning til brugen af løsningen bekræfter, at borgerne er klar til at kommunikere digitalt med kommunen, siger Morten Traczyk Hermansen og Michael Nielsen.

Brug for NemID

Forældrenes NemID er adgangskoden til den digitale skoleindskrivning. Borgerrådgiverne rykkede også ud på skoler i Vollsmose for at understøtte de forældre, der endnu ikke er dus med det offentliges fælles nøgle til digital selvbetjening.

- På to timer fik vi udstedt 20 NemID og efterfølgende indskrevet 30 elever ad den digitale kanal, fortæller Frank Jespersen, der er leder af borgerrådgiverne i Odense Kommune. Vi blev helt overvældet af den positive modtagelse, vi fik blandt forældre og skolefolk. At få alle forældre til at bruge NemID har jo også en positiv afsmitning på de andre områder, hvor vi tilbyder digital selvbetjening og kommunikation, fremhæver han.

Biblioteket i Vollsmose spiller i forvejen en stor rolle i arbejdet med at bygge bro mellem borgerne og den kommunale forvaltning. Biblioteket har blandt andet et læringscenter, hvor borgerne kan hente hjælp til digital selvbetjening og kommunikation med det offentlige.

Fremover vil vi tage information om NemID og digital selvbetjening med i s introduktion til småbørnsforældre, fortæller filialleder Kambiz Kalantar Hoomoozi

På den måde kan kommunen fra starten af vende forældrene til, at det er ad den kanal, kommunikationen med det offentlige foregår.

Mest Læste

Annonce