Rejsegilde for Retspsykiatri Syddanmark

31/10/2012 14:32

Region Syddanmark

Rejsegilde for Retspsykiatri Syddanmark Knap otte måneder efter byggestart - tirsdag 30. oktober 2012 - kunne retspsykiatrien i Middelfart holde rejsegilde på det nye byggeri, der fra efteråret 2013 skal samle al retspsykiatri i Region Syddanmark.

Kransen var på plads, og håndværkerne fik en stor tak med på vejen. Som psykiatri- og socialdirektør Jacob Stengaard Madsen gjorde opmærksom på:

- Et byggeri er ikke bare et byggeri. Og slet ikke, når der bygges til psykiatri. Det kræver nemlig en helt speciel viden og faglig forståelse, når man har med psykiatri - og retspsykiatri - at gøre.

Sikkerhed og behandling

Direktøren hentydede til de mange sikkerhedsmæssige hensyn, der er at tage, når man bygger til retspsykiatri. Baderiste og lamper, der fx skal skrues godt fast. Og så kom han ind på de tanker og de grundsten, som hele byggeriet er funderet på; nemlig sikkerhed og behandling:

- Det er ikke kun fysiske rammer og nye bygninger, vi laver. Vi skaber en retspsykiatri, hvor behandling og sikkerhed går hånd i hånd. Hvor der er forståelse for, at det er indlagte patienter, vi har med at gøre. Patienter, der skal gøres raske. Og hvor vi skal forberede dem på et liv udenfor, sagde Jacob Stengaard Madsen.

Relationer og fritidsaktiviteter

Der vil være fokus på den gode relation mellem patient og medarbejder, og der vil være forskellige fritidsaktiviteter for patienterne, blandt andet i form af voksenundervisning, træningskøkken og sportshal.

Byggeriet skrider meget hurtigt frem, da flere elementer, blandt andet tagkonstruktioner, ydervægge og badeværelser, bliver leveret færdiglavet fra fabrik.

Omkring 30 procent af byggeriet står færdigt på nuværende tidspunkt.

Fakta

Region Syddanmark samler retspsykiatrien i Middelfart, hvor der fremover bliver 70 retspsykiatriske døgnpladser samt en almenpsykiatrisk afdeling med 36 pladser.

Ud af de retspsykiatriske døgnpladser skal 14 være private to-værelsesstuer, hvor anbringelsesdømte patienter, der kan være indlagt op til 8 år, efter en periode kan flytte over.

Foruden ombygning af eksisterende arealer udvides der med ca. 8.500 kvadratmeter.

I den nye Retspsykiatri Syddanmark vil behandling og sikkerhed gå hånd i hånd med fokus på gode relationer og fritidsaktiviteter.

Uden for murene vil der være gængse fysiske sikkerhedsforanstaltninger i form af en fire meter høj facade, der er designet til at modstå flugtforsøg. Afskærmningen omkring retspsykiatrien vil være videoovervåget og belyst, og der vil være elektronisk adgangskontrol.

Om få måneder bliver hovedindgangen lukket, da der skal bygges en tunnel tværs hen over forpladsen.

Entreprenøren er 5E Byg A/S og totalrådgiver/arkitekt er Creo, Odense.
Der er på nuværende tidspunkt omkring 80-100 byggefolk på pladsen.
 

Den samlede pris er knap 250 millioner kroner.

Dele af byggeriet vil blive taget i brug allerede fra foråret 2013, og i flere step henover året - indtil foråret 2014, hvor hele byggeriet forventes at stå færdigt.

Læs mere om byggeriet: www.psykiatrienisyddanmark.dk/byggeri

Mest Læste

Annonce