Uden en diagnose vil borgere med stor sandsynlighed ikke få tildelt sociale ydelser som sygedagpenge. Derfor må læger ofte vurdere, om de skal give en diagnose, som borgeren egentlig ikke har. Det skriver Kristeligt Dagblad.
Dilemmaet er et af de største problemer ved anvendelsen af diagnoser i dag, lyder det i en ny rapport fra Det Etiske Råd.
Velfærdsstat eller velfærdssamfund
Vi har sat velfærd til debat i en tid, hvor kampen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund er blevet afgørende for velfærdsmodellens fremtid.
Følg artikler og indlæg på temasiden her.
For når psykiske diagnoser som depression flyttes over i andre systemer som det kommunale socialsystem, får diagnosen pludselig afgørende betydning for, hvilken hjælp borgeren kan få.
Det siger Steen Vallentin, der er formand for Det Etiske Råds arbejdsgruppe om anvendelse af diagnoser og lektor på institut for ledelse, politik og filosofi på Copenhagen Business School.
- Ifølge lovgivningen må en diagnose ikke være tungen på vægtskålen i tildelingen af sociale ydelser, men diagnoser er med tiden blevet et let kriterium at træffe beslutninger ud fra i kommunerne, siger han til Kristeligt Dagblad.
- Enten har du fået en diagnose som for eksempel depression, eller også har du ikke. Hvis du ikke har, så kan der være sociale ydelser, som du ikke har adgang til. Derfor kan læger være presset til at sætte en label på borgeren, selv om den ikke passer.
Rapporten fra Det Etiske Råd bygger blandt andet på nyere forskning og workshops med fagpersoner og patienter, hvor der ifølge Steen Vallentin er udtrykt ønske om mere helhedstænkning i anvendelsen af diagnoser.
- Vi kan ikke forvente, at man i det sociale system uden videre skal have fuld tillid til, at borgerne fejler det, de siger, men man kan prøve at skabe en bedre dialog mellem socialrådgivere, sagsbehandlere og sundhedssystemet, siger han til Kristeligt Dagblad.
Læs mere om temaoplægget fra Etisk Råd her.
/ritzau/