Albertslund finder ny direktør i Furesø

Ledelse

15/11/2017 11:54

Nick Allentoft

Centerchef fra Furesø tager et ryk op og bliver direktør i Albertslund.

Albertslund Kommune har ansat Elisabeth Gadegaard Wolstrup som ny direktør for By, Kultur, Miljø & Beskæftigelse. Hun kommer fra en stilling som centerchef for By og Miljø i Furesø Kommune. Hun begynder i Albertslund ved årsskiftet.

Albertslund er en ambitiøs kommune med et stort kulturhjerte og er fremme i skoene på miljøområdet. Det skal den nye direktør for By, Miljø, Kultur & Beskæftigelse, Elisabeth Wolstrup, bidrage til fortsætter. Derudover skal hun stå i spidsen for udviklingen af kernedriften og medvirke til udviklingen af nye indsatser, så Albertslund også i fremtiden er en attraktiv bosætningskommune - for eksisterende borgere og nye. Og det glæder hun sig til:

  *   Albertslund er en kommune i absolut front indenfor det grønne område, der er et rigt kulturliv og enormt spændende udfordringer på beskæftigelsesområdet. Den stærke grønne profil, som også bæres ud i livet af engagerede borgere, gør Albertslund til en attraktiv kommune for mig. Der er en vifte af vigtige opgaver, som jeg glæder mig til at være med til at sætte retning for og bringe ind i en ny tid. Jeg ser frem til at arbejde tæt sammen med politikere, borgere og virksomheder i Albertslund om de mange opgaver inden for by, kultur, miljø og beskæftigelse, siger Elisabeth Wolstrup.

Hun kommer fra en stilling som centerchef for By og Miljø i Furesø Kommune. Inden det var hun kontorchef i Miljøstyrelsen. I Albertslund Kommune ser de frem til at få Elisabeth Wolstrup med ombord:

  *   Jeg glæder mig meget til samarbejdet med Elisabeth. Med hende får vi en dygtig og engageret topchef. Elisabeth har sit afsæt i en solid faglighed på en del af direktørområdet. Hun er optaget af at skabe gode resultater i samarbejde med både medarbejdere, kommunalbestyrelse og borgere. Hun bringer nye perspektiver og ideer med til Albertslund, og samtidig er jeg sikker på, at Elisabeth vil møde Albertslund med den åbenhed og nysgerrighed, som gør, at hun kan finde en god vej ind i det stærke fællesskab, som Albertslund udgør, siger kommunaldirektør i Albertslund Kommune, Jette Runchel.
Elisabeth Wolstrup indtræder i direktørforum i Albertslund Kommune, der udover hende består af kommunaldirektør Jette Runchel og Kristina Koch Sloth, der er direktør for Børn, Sundhed & Velfærd.

Elisabeth Wolstrup, der blev valgt blandt 61 ansøgere, efterfølger Niels Carsten Bluhme som direktør for By, Miljø, Kultur & Beskæftigelse. Niels Carsten Bluhme fortsætter i Albertslund Kommune som projektdirektør, hvor han primært skal arbejde med større byudviklingsprojekter.

Mest Læste

Annonce