Allan Søgaard: "Man kan ikke lede noget, man ikke forstår"

"Vi ved, at god ledelse gør en forskel".

Sådan lød budskabet på hans første PowerPoint-slide. Men egentlig, understregede formanden for regeringens ledelseskommission, burde der have stået ’bedre offentlig ledelse’.

- Fordi vi kommer fra et meget højt niveau, sammenlignet med offentlige sektorer i resten af verden, og det kommer vi til at skrive i indledningen til vores rapport. For det, vi kalder ’public service motivation’ – at det gør en forskel at være ansat i den offentlige sektor – fylder meget hos ledere og medarbejdere. Og det gør I for lidt ud af, sagde Allan Søgaard Larsen.

- Ja, I kan godt grine lidt af mig, når jeg siger ’visionsledelse’, fordi det ligger ikke til danskerne at sige højt, hvorfor man gør det, man gør. At skolelæreren fx er med til at undervise og udvikle et barn, der skal indgå som borger i Danmark og som verdensborger. Men det prøver jeg at italesætte, når jeg kommer rundt – sætte retning og perspektiv på. For god ledelse er at kunne tale til hjertet.

Bruger for meget tid på at lede opad

Og her kunne han så været stoppet. Men det gjorde Allan Søgaard Larsen selvfølgelig ikke. For ledelseskommissionen har i sit arbejde også udpeget områder i ledelsen af den offentlige sektor, som kan blive bedre. Et af dem er viden.

- God ledelse består af tre niveauer: viden, håndværk og et kunstelement – personlig stil, om man vil. Når det gælder viden, er det utroligt vigtigt, at nogle med baggrund i professionerne bevæger sig ind i det administrative vælde. For hvis man ikke forstår ’forretningen’, kan man heller ikke lede den, pointerede han og koblede også det at lede nedad til debatten om dokumentation og dataindsamling.

- ”Der er alt for meget dokumentation”, hører vi hele tiden. Jo, men pas nu på, for dokumentation sikrer også borgerens retssikkerhed. Hvis vi ruller tilbage på styring, risikerer vi at få smidt noget ud, som er meget vigtigt i et borgerperspektiv. Og her er de fagprofessionelle nødt til at være med til at definere, hvad der er brug for og bære det opad til jer topledere.

Det slår også et hul i ledernes viden, at de er for optagede af at lede opad.

- En departementschef bruger 85 % af sin tid på ministeren, og det er måske forståeligt nok. Men der, hvor vi kan flytte noget, er, når dem længere nede i kæden fortæller dem højere oppe, hvad som rør sig. Derfor bør de administrative chefer lære at lede nedad. Den forbindelse virker ikke så godt, som den bør. Og derfor får vi debatten om varme og kolde hænder – og konflikter over, hvad som er vigtigst. Og der er jo tosset at sige, at det er bedre at spare på de kolde hænde end de varme. Der er jo nødt til at være ledere, som organiserer de varme hænder.

Kan ikke lede over 100 medarbejdere

Ledelsesrum- og spænd har også været genstand for ledelseskommissionens research. Ledelsesrummet er under pres 360 grader rundt – fra borgere, politikere, faglige organisationer og forvaltning, og derfor komplekst at navigere i.

- For ofte banker folk jo ikke engang på døren, inden de kommer ind. Offentlig ledelse er en særlig disciplin – og sværere end i den private sektor på alle niveauer, fordi der ikke er samme entydighed. Men kompleksiteten må ikke blive en lammelse. For selvom vi har sagt det i 30 år, siger vi det igen: Borgeren i centrum Al offentlig virksomhed skal have udgangspunkt i effekten for borgerne. Det er dem, vi er her for. Og der, hvor vi kan flytte noget for dem, er gennem professionerne, som skal stå på et fundament af viden, evidens og data om, hvad de kan, sagde Allan Søgaard Larsen.

Her er ledelsesspændet en vigtig faktor. For man kan ikke lede noget, man ikke er i kontakt med.

- Mange offentlige ledere har over 100 medarbejdere i direkte reference, men hvis vi tror på, at ledelse gør en forskel, kan vi ikke have et ledelsesspænd, der ser sådan ud. Så hvor mange kan man være leder for, ville forvaltningschef Kim Askelund Madsen fra Taarnby Kommune vide.

- Hvis man har et spænd på over 30, vil jeg sige, at man skal kunne forklare, hvorfor det går an. Og det er i hvert fald ikke 150, svarede Allan Søgaard Larsen.

Frikommunerne har gjort en forskel

Skismaet mellem borgernes retssikkerhed på den ene side og et opgør med regeltyranniet på den anden blev samlet op af økonomi- og indenrigsminister, Simon Emil Ammitzbøll, som lagde sig i slipstrømmen på budskaberne fra ministerkollegerne Sophie Løhde og Troels Lund Poulsen, som også talte på årsmødet. 

Læs også: Sohpie Løhde: Måske skal I lave en tørresnor til os

- Det ligger i min liberale overbevisning, at regelforenkling er et must. Men selvfølgelig skal der være regler på socialområdet – det handler om retssikkerhed, men de skal ikke drukne jer, så I ikke kan handle. Derfor slår jeg slag for øget tillid til medarbejderne i den offentlige sektor. Det fremmer resultater, så vi får mere for pengene, sagde han. Her har frikommuneforsøgene spillet en central rolle, pointerede ministeren, som lovede en tredje runde i 2018.

- De har leveret gode input til en forenkling af beskæftigelsessystemet. Og derfor genetablerer jeg også ’udfordringsretten’ – samtidig med, at vi undersøger egenproduceret bureaukrati i to kommuner.

Benchmarkingenhed på vej

Kommunerne kan endvidere se frem til en statslig benchmarkingenhed i regi af Økonomi- og Indenrigsministeriet, som skal se på, hvordan opgaverne løses bedst for pengene.

- Nogle mener, at benchmarking er kontroversielt – for er det ikke bare at skabe mere bureaukrati? Jo, men nogle gange er det nødvendigt for at blive klogere – nogle gange må man bruge penge for at spare penge senere. Men målet er at skabe reel læring på tværs, sagde Simon Emil Ammitzbøll.

Intet er helligt i konkurrencen

Og mens vi er ved pengene, rundede han også det, som mange i salen ventede spændt på – nemlig konkurrenceudsættelsen. For i FSD’s Årsmødeavis havde han bebudet, at ’intet var helligt’ i den sammenhæng.

- Det er en god sætning til at skabe debat, fordi så tænker folk det værste, de kan forestille sig. Men egentlig er jeg flintrende ligeglad, om det er offentlige eller private, som leverer ydelserne – det handler om, hvad vi mener det offentlige skal levere på skatteborgernes vegne. Så sad os smide fordomme og ideen om, at kommunal egenproduktion altid er bedst for borgerne. Konkurrence får folk op på mærkerne og løfter både kvalitet og effektivitet, pointerede Simon Emil Ammitzbøll.