Foto: Aarhus Kommune

Anden gang på kort tid: Letbanetog og bil støder sammen under testkørsel

Infrastruktur

06/12/2017 11:18

Nick Allentoft

Ingen personer kom til skade, da et letbanetog og en bil stødte sammen. Det er anden gang, at det sker.

Et letbanetog og en personbil stødte tirsdag aften sammen ved Nørreport i Aarhus.

Det oplyser kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi Jakob Christiansen.

Sammenstødet skete under en testkørsel klokken 22.24.

Det var en 19-årig mand, som kørte bilen. Han ville krydse skinnerne, og da han drejer ind foran letbanen, bliver han ramt, forklarer Jakob Christiansen.

Letbanen kørte med lav hastighed, og ingen kom til skade under uheldet.

Kommunikationschef hos Aarhus Letbane, Jens Velling, oplyser til JP Aarhus, at man nu er i gang med at undersøge hændelsesforløbet.

Det er ikke første gang, at et letbanetog støder sammen med en bil.

I september skete der ligeledes et mindre uheld, da et tog kolliderede med en bil i et trafikeret kryds. Her kom der heller ikke nogen til skade.

Indvielsen af Letbanen blev udskudt i ellevte time i september på grund af problemer med sikkerheden.

Men fredag mødes Letbanen og Trafikstyrelsen for at få de sidste detaljer på plads og få godkendelse til at begynde at køre med passagerer.

Trafikstyrelsen har tidligere meldt ud, at man forventer at være klar med en godkendelse af letbanen til at køre fra uge 50.

På mødet fredag vil det stå klart, om den melding kommer til at holde stik, eller om ibrugtagningen af letbanen igen skal udskydes.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce