Ankestyrelsen anker dom, der kan bane vej for lettere førtidspension

Velfærd

10/11/2015 10:59

Nick Allentoft

Dom, der gik Ankestyrelsen imod, bliver nu anket til Vestre Landsret, skriver Avisen.dk.

- Vi er i fuldkommen chok.

Sådan siger kæresten til Rikke, der ifølge to læger er så angstramt, at hun ikke kan arbejde til Avisen.dk, efter en følelsesmæssig rutsjetur gennem retssystemet, som på ny har kastet parret ud i uvished.

Sagen er i flere medier blevet kaldt for 'Rikke-sagen'. 

Rikke vandt for nylig over Ankestyrelsen i Retten i Aalborg og troede, at hun efter tre års kamp endelig kunne se frem til at få førtidspension med tilbagevirkende kraft.

Afgørelsen var ifølge Rikkes advokat, Marianne Fruensgaard, "et udtryk for, at myndighederne bliver irettesat i forhold til, at man ikke bare kan ignorere klare, lægelige udtalelser fra de læger, der er omkring borgeren."

Professor Jørgen Elm Larsen fra Københavns Universitet har også i medier vurderet dommen til at blive en "bombe under reformen" af førtidspension.

Men nu har Ankestyrelsen anket dommen til Vestre Landsret, erfarer Avisen.dk, som er i besiddelse af både domsafsigelsen fra Retten i Aalborg 26. oktober og Ankestyrelsens ankestævning.

Rikke er et opdigtet navn. Avisen.dk kender kvindens rigtige identitet.

Mest Læste

Annonce