Anklage: Læge spenderede forskningspenge på luksus

En 64-årig læge har bedraget et medicinalfirma og Rigshospitalet for millioner, mener anklagemyndigheden.

En 64-årig læge sidder onsdag på anklagebænken i Københavns Byret i en sag om svindel med forskningsmidler. Han er tiltalt for at have bedraget et medicinalfirma og Rigshospitalet for i alt 2,8 millioner kroner.

Forskningspenge blev brugt på dyre Rolex-ure, mærkevarer fra Louis Vuitton-butikker i Paris, Barcelona, München, Chicago og Atlanta, middage på D'Angleterre og andet privat luksusforbrug, mener anklagemyndigheden.

Anklager Per Justesen, der skal føre sagen i byretten, kræver lægen idømt en ubetinget frihedsstraf, oplyser han til Ritzau.

Gennem seks år fra august 2006 til april 2013 brugte lægen ifølge det omfattende anklageskrift mindst to millioner kroner fra en konto, hvor et medicinalfirma havde indbetalt seks millioner kroner til et forskningsprojekt.

I anklageskriftet indgår ikke færre end 390 bilag fra handler foretaget med et Eurocard, som lægen havde tilknyttet til kontoen. Ifølge anklagen vildledte lægen sponsoren til at tro, at kontoen tilhørte Rigshospitalet.

13. januar 2011 købte lægen et Rolex-ur til 160.650 kroner i den eksklusive butik Klarlund i København. Allerede måneden efter blev kontoen brugt til indkøb af endnu et Rolex-ur i en anden juvelerforretning. Denne gang var prisen 80.000 kroner.

Kortet er også blevet brugt ved 15 besøg i Louis Vuitton-butikker, hvor der blev købt ind for tusindvis af kroner, og ved en stribe middage på blandt andet Sejlklubbernes Restaurant i Charlottenlund og på luksushotellet D'Angleterre i København.

Sagen mod den 64-årige læge er den første af en stribe lignende sager, der kommer for retten. Han er ud over groft bedrageri og underslæb også tiltalt for databedrageri og tjenestemisbrug. Han nægter sig skyldig, 

Dommen ventes til november.

FAKTA: Sager om fusk med forskningsmidler
En 64-årig læge er tiltalt for at spendere millioner af forskningskroner på dyre ure og middage.
Efter presseomtale i Jyllands-Posten i 2013 har Rigshospitalet politianmeldt i alt fem læger, som politiet har sigtet for svindel for i alt 6,5 millioner kroner.
 
* I den første sag er en 64-årig læge tiltalt for groft bedrageri og underslæb over for et medicinalfirma og Rigshospitalet.
 
* I den næste sag, der kommer for retten til januar, er en læge tiltalt for have brugt forskningspenge til indkøb af malerier og dyrt design, som han havde derhjemme.
 
* I én sag har politiet opgivet at rejse tiltale, mens to andre fortsat er under efterforskning.
 
* Flere end 1000 forskningsprojekter i Region Hovedstaden er blevet gennemgået af et revisionsfirma, og ud over de fem politianmeldelser har ti hospitalsansatte været igennem en tjenstlig undersøgelse.
 
* Rigsrevisionen har undersøgt sagen og udtrykt kritik af kontrollen med forskningsmidlerne. Det har ført til en opstramning af kontrollen.
 
Kilde: Jyllands-Posten og Politiken
 
/ritzau/
Emneord: Fusk, Svindel, Forskningsmidler, Forskning
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 5689

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige