Anklager anker frifindelse af sygeplejerske i dødssag

Sundhed

11/04/2018 23:03

Simon Bülow

Østre Landsret skal nu vurdere, om afdelingssygeplejerske skal straffes i sag om drabsforsøg på patienter.
Anklagemyndigheden insisterer på, at en afdelingssygeplejerske skal straffes for, at hun ikke formåede at stoppe en underordnet sygeplejerskes forsøg på at dræbe en stribe patienter.   I sidste måned valgte Retten i Nykøbing Falster at frifinde den 50-årige afdelingssygeplejerske. Men onsdag oplyser Statsadvokaten i København, at dommen er anket til landsretten.   Den tiltalte var leder af den afdeling på sygehuset i Nykøbing Falster, hvor den nu dømte sygeplejerske Christina Aistrup Hansen arbejdede.   Afdelingssygeplejersken var anklaget for ikke at have reageret på en række mistænkelige oplysninger, som hun modtog om Aistrup Hansen.   Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.     Blandt andet anklages den 50-årige for at have undladt at følge op på en mistanke om, at Hansen havde givet en døende patient medicin, som ikke var ordineret.   To gange skal hun desuden have ignoreret, at kolleger mistænkte Aistrup Hansen for bevidst at gøre skade på patienter.   Anklager Michael Boolsen havde krævet afdelingssygeplejersken idømt fire måneders fængsel. Forsvarer Thomas Hess-Petersen gik efter frifindelse - eller maksimalt en bøde på 10.000 kroner.   Men et flertal i byretten valgte altså helt at frifinde den 50-årige for grovere og gentagen forsømmelse og skødesløshed, sådan som anklagen lød.   Sagen mod Christina Aistrup Hansen begyndte 1. marts 2015 efter en nattevagt, hvor flere patienter var døde.   I byretten blev den unge sygeplejerske straffet med fængsel på livstid for at have dræbt tre patienter og for at have forsøgt at dræbe en fjerde med store mængder medicin, som de slet ikke skulle have haft.   I Østre Landsret var man enig i, at Aistrup Hansen havde ondt i sinde, og at hun som minimum havde accepteret risikoen for, at patienterne ville dø.   Dog følte retten sig ikke overbevist om, at det var indsprøjtningerne, der dræbte de i forvejen gamle og svækkede patienter.   Derfor valgte man alene at dømme Hansen for fire drabsforsøg. Den forbrydelse takserede retten til 12 års fængsel.   /ritzau/  

Mest Læste

Annonce