Anmeldelse af bogen Primadonnaledelse

Ledelse

19/08/2013 09:42

Nick Allentoft

Ledelse og lederskab får et nyt samfundsmæssigt perspektiv med ny bog fra Helle Hedegaard Hein. Ledere skal vågne op, og gøre plads til primadonnaer og præstationstrippere, hvis Danmark skal formå at indrette samfundet til fremtiden. Pragmatikerne fylder for meget, og primadonnaerne for lidt.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det meste af vores samfund er indrettet efter pragmatikere og lønmodtagere. Det truer udviklingen og fornyelsen af både velfærdssystemet og vores muligheder for at indrette samfundet til fremtiden. Det er essensen af budskabet i Helle Hedegaard Heins nye bog, Primadonnaledelse, der på trods af titlens invitation til fordomsfuld stigmatisering tildeler lederne et kæmpe ansvar for at gøre plads til flere arketyper på arbejdspladserne.

Hein inddeler os i fire plus en arketyper, og formår at lave en relevant og overbevisende fremstilling af typerne – de skal bruges til lederens konstante dygtiggørelse som motivator af sine medarbejdere, og hans evne til at forstå og oversætte den enkelte medarbejders reaktionsmønstre. Forfatteren minder sin læser om, at ledelse er et fag.

”Betragter man ikke ledelse som et fag, bliver lederskabet let unødigt personligt og følelsesbetonet, fordi man kun har sig selv at sætte ind i lederskabet, og så kommer man som leder let til at tage medarbejdernes reaktioner personligt frem for at betragte dem i et ledelsesperspektiv,” skriver forfatteren.

Det er netop missionen for Hein, at vi på arbejdspladserne skal blive dygtigere og bedre til at anerkende hinandens styrker og dermed forstå hinandens arketyper. Forfatteren er helt tydeligt på en mission for at øge forståelsen for sine fire arketyper – og særligt primadonnaen - fordi det er forudsætningen for, at vores arbejdspladser indrettes til den fremtid, vi allerede befinder os i – en verden med fokus på nytænkning, fornyelse, innovation, kreativitet, eller kort og godt arbejdspladser med højtspecialiserede medarbejdere.

Hein har noget at komme med efter mange års forskning og forfining af sine teorier. Hun rammer spot on lige mellem de mange værktøjskasser, der udvikles til ledere, og de mindst lige så mange diplomuddannelser, masters og bøger i øvrigt, der tilbydes nutidens ledere med henblik på at blive dygtige til deres lederskab.

Frustrationsregression

Heins arketyper er overbevisende, og alene bogens fokus på primadonnaen fortæller, hvad udfordringen er: Mennesker, der sætter sig selv til side for at forfølge et højere ”kald” bliver alt for ofte misforstået i et samfund, der er domineret af pragmatisme, motivanalyse og interessestyring.

Det blokerer for de mennesker, der rent faktisk har et kald. Mennesker der forfølger et højere mål, som ofte skal ses i en helhed. Men netop helhed, har for lidt plads, når mål og rammer er defineret af pragmatiske begrænsninger.

”De højtspecialiserede medarbejderes loyalitet er i langt højere grad knyttet til sagen, faget, karrieren eller deres kolleger, end den er knyttet til arbejdspladsen og til lederen. Samtidig griber ledelse langt ind i disse medarbejderes hverdag. Ledelse er afgørende for, om medarbejderne føler, at de agerer i nogle rammer, der tillader dem at yde deres bedste,” skriver Hedegaard Hein, og præsenterer læseren for begrebet frustrationsregression. Det er nemlig ifølge Hein alt for mange dygtige medarbejderes svar på dårlig ledelse, og særligt primadonnaerne og præstationstripperne regredierer – bliver frustrerede og demotiverede medarbejdere – når de udsættes for dårlig ledelse, ikke bliver forstået eller blot ikke får den nødvendige plads til at udføre deres arbejde.

”Ledelse er også afgørende for, om medarbejderne føler motivation, arbejdsglæde og mening. For nogle højtspecialiserede medarbejdere er ledelse endda afgørende for, om de oplever livsmening. Derfor bærer man som leder af højtspecialiserede medarbejdere et stor ansvar,” pointerer Helle Hedegaard Hein i sin bog, og understreger, at lederen skal bruge arketypeforståelse til at blive en dygtigere motivator.

Tilhøreren og 500-krone sedlerne

Helle Hedegaard Hein formår elegant og uden fordomme at føre sin læser gennem alle fire arketyper uden at stille én bedre end en anden. Javel, hun fremhæver og gør mest ud af primadonnaen, men beskriver og fortæller på anerkendende vis også hvorfor – og læseren kan fint selv lægge til og fra i fortolkningen af, hvor besværlig og fantastisk primadonnaen er.

På samme vis med de tre øvrige arketyper – præstationstripperne og pragmatikeren samt den sekundære – lønmodtageren - som primært er med som forklaring på, at mennesker regredierer fra en af de andre arketyper til lønmodtageren på grund af dårlig ledelse eller elendig arbejdsplads i kombination med manglende evne til at træffe beslutninger om egen fremtid.

På spørgsmålet om, hvad der egentlig driver Helle Hedegaard Heins mission, fortæller hun om en arrogant overlæge fra sin tidlige forskning.

”Han havde et sindssygt arrogant syn på sygeplejerskerne og også på visse af afdelingens læger, men han og jeg havde det fint sammen. Han levede og åndede for sine patienter, og jeg har aldrig mødt så dedikeret en læge. Og hans arrogante syn på andre viste sig at udspringe af en foragt for deres syn på arbejdet, som de betragtede som blot et arbejde. Dem, der ikke delte hans kald, havde han ikke meget til overs over for,” fortæller Helle Hedegaard Hein og trækker dernæst en oplevelse frem fra et af hendes utallige foredrag. Her blev hun afbrudt midt i foredraget, da en af tilhørerne rejser sig og går op mod hende.

”Da han stod 1 meter fra mig stak han hånden i inderlommen og hev et bundt pengesedler frem. Så lagde han fire 500-kronersedler på bordet foran mig og sagde: 'På 25 minutter har du formået at sætte ord på det, jeg ikke selv har evnet at sætte ord på – og du har forstået det, som min psykolog efter flere år stadig ikke har forstået. Jeg plejer vist at betale 2000 kr. for en konsultation hos min psykolog. Det behøver jeg ikke mere. Så værs’go’!'”

Nok er Helle Hedegaard Hein på en mission, der skal lære os at give mere plads til primadonnaerne og præstationstripperne, og nok har hun en pointe med, at de er undertrykte og misforståede i dag. Men hun peger samtidig på, at ingen af arketyperne fungerer optimalt uden de andre.

Ledelsesbog med samfundsrelevans

Primadonnaledelse er derfor først og fremmest en ledelsesbog med værdifuld og velskrevet gennemgang af teorier, metoder og værktøjer til at blive en dygtigere leder. Helle Hedegaard Heins arketyper er en inspirerende ny vinkel på personlighedstype-cirkus, test-helvede og kompetenceudviklings-strategier.

Enhver arbejdsplads med mange medarbejdere kræver en leder, der kan motivere sine medarbejdere med udgangspunkt i det enkelte menneskes styrker og potentiale. Det giver bogen et værdifuldt forståelsesgrundlag for at kunne.

Men bogen er mere end det.

Den er en mulighed for at hente selvindsigt som leder, og et vink med en vognstang til debatten om det danske samfunds fremtid i en global konkurrence.

Prikker til personlige refleksioner

Bogens måde at føre læseren gennem arketype-beskrivelserne kan ikke undgå at give personlige refleksioner, og dermed bibringe læseren en større forståelse for egen situation. Er man primadonna giver bogens afsnit i sig selv begrundelse for at læse den, så selvom du ikke er leder, men ser dig selv som et menneske med et ”kald” - et højere mål – giver bogen viden til værdifulde refleksioner. Er du leder af mennesker i fagprofessioner må bogen betragtes som pligtlæsning.

Dermed bidrager bogen også indirekte til den aktuelle debat om fremtidens danske velfærdssystem. Med sin balancerede beskrivelse af arketyperne udpeger Helle Hedegaard – bevidst eller ubevidst - knasten for en konstruktiv debat og ikke mindst en konstruktiv udvikling af det danske samfund.

Hvis vi skal indrette os til fremtiden med udgangspunkt i en pragmatisk og dermed nøje afmålt og indrettet tilgang, har vi allerede tabt velfærdssystemet på gulvet. Derfor er bogen værdifuld læsning for de ledere, politikere, samfundsdebattører og kommentatorer, der alle søger efter de smarte løsninger på fremtiden.

Uanset hver enkelt meningsdanners egen arketype-identitet bringer bogen en større forståelse for, hvordan vi kan blive endnu bedre til at forny, udvikle og tilpasse vores særlige danske løsninger til en fremtid, der byder på enorme kendte udfordringer.

I Hedegaard Heins univers har enhver arbejdsplads brug for alle arketyperne, men skal blive dygtigere til at give dem alle plads og lige vilkår. Det er et velplaceret indspark til debatten om innovation, fornyelse, udvikling, vækst og globalisering.

Find mere om bogen her.

God læselyst!

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.