Anmeldelse: Diamanten giver styringsparadigmer værdi

De fire efterhånden ret kendte professorer udi offentlig ledelse og styring,  Lotte Bøgh Andersen, Carsten Greve, Kurt Klaudi Klausen og Jacob Torfing, er gået sammen om en ny bog med den lidet underholdende titel "Offentlige styringsparadigmer." 

Omend titlen er nærmest gabende, er selve bogen velskrevet, velfunderet og nødvendig. 

Forfatterne er rutinerede kræfter, der leverer en tiltrængt gennemgang og begrebsafklaring af nogle af de herskende buzz-words i den forvaltningspolitiske diskussion.

Begrebet ”styringsparadigmer” er åbenbart valgt i mangel på bedre. Forfatterne gør opmærksom på at begrebet ikke er uproblematisk. Dels er det ikke klart, hvad der skal forstås som paradigme, dels lægger bogen netop op til, at flere paradigmer eksisterer side om side. Men det går, og man er aldrig i tvivl om meningen.

De fem paradigmer

Bogen er kort, og men har på den begrænsede plads fået plads til en gennemgang af fem paradigmer: 

• Bureaukrati, (som bogen kobler med professionsstyring), 
• New Public Management, 
• New Weberian State, 
• Digital Era Governance (som bogen adskiller fra New Public Governance) 
• New Public Governance (som her samler flere strømninger: netværksstyring, tillidsbaseret styring, samskabelse m.fl).

Bogen byder på et veritabelt scoop: ”Styringsdiamanten,” som gennemgående redskab.    Bogens værdiskabende perle Styringsdiamanten er en grafisk fremstilling af fire dimensioner, som forfatterne behændigt placerer de gennemgåede styringsparadigmer på. Valget af paradigmer kan diskuteres, men med bogens tilgang fungerer afgrænsningerne – om end andre valg naturligvis havde bragt andre erkendelser for dagen.

Styringsdiamanten er en lille perle. ”Diamanten” klassificerer de gennemgåede styringspadigmer på fire dimensioner: 

• Paradigmets centraliseringsgrad
• Paradigmets anvendelse af værdier i styringen
• Paradigmets fokus på inddragelse af det omgivende samfund i styringen og
• Paradigmets brug af incitamenter i styringen.

  Styringsdiamenten er ikke i sig selv epokegørende, men etablerer et sprog, og en mulighed for sammenligning og diskussion af paradigmerne, som gør, at diskussionen får retning og substans.   Styringsdiamanten byder på nogle normative betragtninger på de fem styringsparadigmer, der næsten kalder på debat: 

• Skal NWS ses som paradigme på lige fod med NPM? 
• Er det rimeligt at placere NPG med en relativt høj centraliseringsgrad? 

Men det er netop styrken. Bogens tilgang skaber et sprog at være uenig på, og dermed kvalificerer bogen debatten.   Bogens bidrag til debatten i øvrigt Et par highlights fra bogen fortjener at blive nævnt. Når bogen inkluderer professionsstyring som paradigme, taler den ind i den aktuelle debat om Professionernes ”underkastelse” for ”djøffiseringen. Med sin skarpe beskrivelse af professionernes mulige ekspansion af opgaveområderne placerer den professionsstyringen fint i bureaukrati-paradigmet. Dén havde jeg ikke set komme. Det er en fin analyse.

En anden pointe, der fortjener fokus, er bogens kritik af NPM. Kritikken er klar, men da bogen netop understreger styringsparadigmernes sameksistens, er kritikken også væsentligt mere nuanceret end det f.eks. kom til udtryk i foråret 2016, da den såkaldte ”KORA-rapport” om resultatbaseret styring blev udgivet. Bogens tredje bidrag, der fortjener at blive fremhævet, er dens fokus på styringsparadigmernes samtidighed, og den betydning det får for organisationers adoption af flere parallelle paradigmer. F. eks.:  ”…En situation præget af hybrid styringstænkning vil [dermed] næsten per definition være et udtryk for en organisation præget af inkonsistens, og et udtryk for, at en organisation er i splid med sig selv.” (s. 132).  De fleste af os praktikere vil nikke genkendende til netop denne situation. Alt imens vi forsøger at skabe mere menneskelige organisationer, der er i stand til at tage omverdenen ind, arbejder vi ufortrødent videre med KPI’erne, incitamentsstrukturerne m.v.    Det er en kort bog i stærkt akademisk sprog Som nævnt er det en kort bog, og derfor kan den heller ikke rumme alt. Sproget kræver koncentration, når grundige akademiske teorier og analyser bliver forklaret. Det betyder også, at læseren må have et forudgående kendskab til begreber i den aktuelle styringsdebat. Etablerede akademiske begreber som f. eks. ”public service motivation”, ”tillidsbaseret ledelse, samskabelse m.fl. bruges uden nærmere forklaring.  Derfor er det heller ikke en begynderbog, der let læses uden forkundskaber i offentlig styring. Det er en bog for os, der er fordybet i debatten, men den må samtidig være en kærkommen udgivelse til undervisning på MPG, Statskundskab m.m., hvor bogens pointer kan forklares og sættes i sammenhæng.  De fire professorer fokuserer på styring og man mærker deres mangeårige forskning og solide indsigt klart. Det tjener både debatten og forskerne stor fortjeneste, at de har fundet sammen om denne udgivelse.  I det afsluttende kapitel samler de op, og giver en (god) diskussion af styringens rammesætning af offentlig ledelse i 2017.  Til gengæld diskuteres lederens selvstændige rolle i styringen ikke, og vi efterlades med et lidt fatalistisk indtryk af, at lederens selvstændige rolle er begrænset. Det er i den korte fremstilling et fornuftigt valg, - og man må så thy til Majgaard m.fl. for en nuancering af denne diskussion. Alt i alt en god og nyttig bog. Tak for den.