Ansat om Lindegården: Som at være i et voldeligt ægteskab

Efter en kollega blev dræbt, og Mia Kristina Hansen selv var blevet udsat for flere voldelige overfald, tog hendes 15-årige søn fat i hende.    “Han sagde: 'Mor nu stopper du med at arbejde der. Hver gang du går på arbejde, frygter jeg, at du ikke kommer hjem igen',” siger 53-årige Mia Kristina Hansen.   Mia var enig med sin søn. Hun burde stoppe, for arbejdet sled på hende og familien. Alligevel kom opsigelsen først i marts måned i år, godt to år efter drabet på hendes 57-årige kollega, Vivi Nielsen. For Mia holdt af sit arbejde og håbede, at hvis hun og kollegerne stod sammen, så ville forandringerne komme.   Forholdene på Lindegården blev også forbedret efter drabet.   “Vi fik en højere normering i 2016 og 2017, men de penge er der ikke mere. Og nu oplever jeg, at man sparer igen. For at passe på mig selv og min familie, har jeg sagt op fra den 1. maj,” siger Mia Kristina Hansen.    Hun oplever, at situationen på Lindegården er et symptom på et psykiatrisk system, der gradvist bliver tvunget i knæ af flere patienter og færre ressourcer. Eksempelvist oplever hun - som det var tilfældet med Vivi Nielsens drabsmand - at det er svært at få syge beboere indlagt. Og når de indlægges, bliver de kort efter udskrevet, fordi der er flere akut syge patienter, end der er hospitalssenge.   “Den anden dag kunne jeg se, at et hus var rødt (højeste sikkerhedsniveau, red.). Så bliver personen indlagt i psykiatrien. Så går der nogle timer, og så skriver man igen fra det hus, at nu er personen ude igen,” siger hun.   Når Mia i dag tænker på sin tid på Lindegården, kan hun undre sig over, at hun og kollegerne ikke allerede før drabet sagde fra.   “Allerede før drabet havde personalet et ønske om, at der skulle laves om på tingene. Der var brug for en højere normering og flere ressourcer,” siger hun.   Men som menneske er det svært at opfatte de gradvise normskred, der sker omkring en, fortæller hun.   “På den måde er psykiatrien lidt ligesom at være i et voldeligt ægteskab, hvor grænserne langsomt flytter sig, og til slut er det, der engang var unormalt, blevet normalt,” siger hun.   Det er Københavns Kommune, der driver Lindegården, og her erkender socialborgmester Mia Nyegaard (R), at normeringerne efter et løft nu er tilbage til niveauet før drabet   "Det er korrekt, at serviceniveauet pr. borger på Lindegården er på samme niveau i dag som i 2015. Men siden drabet har vi helt konkret flyttet de borgere, som var sværest at håndtere, og vi har indført metoder og værktøjer til at forebygge og håndtere konflikter."    Mia Nyegaard oplever, at psykiatrien på landsplan er blevet mere presset. Hun opfordrer derfor de ansvarlige politikere til at mødes og finde en løsning for psykiatrien.   "Helt generelt er der brug for flere penge til psykiatrien. Det nuværende niveau er simpelthen ikke godt nok. Derfor mener jeg, at området helt grundlæggende skal have et løft. Det er et fælles ansvar for Folketing, regioner og kommuner," skriver Mia Nyegaard.