Auken rydder op i lovgivningen

Bæredygtighed

10/12/2013 15:10

Med et historisk reformarbejde sætter Ida Auken kurs mod en moderne, enkel og gennemskuelig natur- og miljølovgivning.

Omkring 50 forskellige love og mere end 500 bekendtgørelser. Så meget fylder den danske natur- og miljølovgivning anno 2013, men det vil miljøminister Ida Auken lave om på.

- Natur- og miljølovgivningen er blevet alt for omfattende og uoverskuelig. Mange af lovene er så indviklede og svære at forstå, at det går ud over deres gennemslagskraft. Derfor sætter jeg nu gang i et arbejde, der skal give os en langt mere enkel, klar og sammenhængende lovstruktur. Det vil gøre det nemmere at forstå og bruge reglerne til fordel for både borgere, virksomheder, organisationer og myndigheder - og i sidste ende selvfølgelig for miljøet, siger Ida Auken.

Efterspurgt - og svært
Både organisationer og miljøretseksperter har efterspurgt en enklere natur- og miljølovgivning. Senest har Natur- og Landbrugskommissionen og Vækstteam for Fødevarer i foråret anbefalet en lovreform. Det er dog et stort skrivebordsarbejde, der skal til.

- Vi forbedrer løbende de enkelte love, men nu går vi et spadestik dybere og ser på den grundlæggende struktur: Hvordan ville vi indrette natur- og miljølovgivningen, hvis den skulle bygges op fra grunden? Det er historisk, men det er også en kompliceret opgave at forenkle strukturen i den samlede danske natur- og miljølovgivning, der er indført over mere end 40 år. Så det kommer ikke til at ske fra den ene dag til den anden, men jeg mener, at det er nødvendigt, og vi skal ikke udsætte opgaver, bare fordi de er svære, siger Ida Auken.

En særlig arbejdsgruppe i Miljøministeriet skal komme med et forslag til den nye lovstruktur og vil involvere alle relevante interessenter og eksperter på området i arbejdet. På den baggrund forventes det, at miljøministeren vil kunne lægge et forslag frem i begyndelsen af 2015.

Det løbende arbejde med lovgivningen kører videre upåvirket af lovstrukturarbejdet.

Fra forbud til mulighed
Den nye lovstruktur er en del af miljøministerens arbejde for mere tidssvarende miljøregler.

- Jeg ser forenklingen i en større sammenhæng. Miljølovene startede groft sagt med at være forbud mod ting, vi ikke ville have. Men det 21. århundredes miljøpolitik skal også skabe muligheder for ting, vi gerne vil have - for eksempel miljøteknologi. Vi skal bevare en høj miljøbeskyttelse, men hele tiden arbejde for at gøre reglerne enklere og give friere tøjler til dem, der godt kan finde ud af at følge reglerne, siger Ida Auken.

Mest Læste

Annonce