Beslutningsforslag skal omstøde offentlighedsloven

Politik

25/10/2015 22:07

Nick Allentoft

Partier uden for forliget bag offentlighedsloven vil fremsætte et beslutningsforslag for at få loven ændret.

Flere af de partier, der stemte imod offentlighedsloven i 2013, vil nu med et beslutningsforslag have loven omstødt.

- Vi vil nu samle det flertal, der tegner sig, så vi kan få sammensat et beslutningsforslag, der kan blive gennemført og dermed ændre offentlighedsloven, siger Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll.

Udmeldingen kommer i kølvandet på de Konservatives kursskifte, som betyder, at der nu tegner sig et flertal for at få ændret loven.

Enhedslisten har også meldt sig på banen i forhold til at få udarbejdet et beslutningsforslag.

- Vi stiller et beslutningsforslag med det samme, sagde Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper fredag aften efter Søren Pape Poulsens udmeldinger. 

Også Alternativet melder sig klar til at få loven omstødt.

- Det er virkelig positivt, at Konservative nu også er med på, at vi får ændret den, siger Alternativets retsordfører Josephine Fock.

Liberal Alliance rækker samtidig en hånd ud til venstrefløjen, og håber, at man politisk kan samle sig om at udarbejde beslutningsforslaget.

- Det er vigtigt, at vi ikke ender i en konkurrence om at komme først med et beslutningsforslag. I stedet bør de partier, der ønsker øget åbenhed sætte sig sammen og lave fælles forslag, siger Simon Emil Ammitzbøll.

Offentlighedsloven skulle efter planen evalueres i 2017, men det er det, et politisk flertal nu vil have rykket frem.

Det er især paragraf 22, 24 og 27, som blokerer for indsigt i ministerkalendere og dokumentudveksling mellem myndigheder, som partierne nu vil have ændret. 

I 2013 blev loven vedtaget med støtte med Venstre, Konservative, Socialdemokraterne, Radikale Venstre og SF. Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Enhedslisten stemte imod. 

FAKTA: Det vil et fl​ertal ændre ved offentlighedsloven I den omstridte offentlighedslov fra 2013 er det især tre paragraffer, som har ført til stærke protester, heriblandt en underskriftsindsamling med omkring 190.000 underskrifter. Det er også de tre paragraffer, som et politisk flertal nu vil have revideret.   Her kan du få et overblik over, hvad paragrafferne betyder:   *Paragraf 22: Blokerer for offentlighedens adgang til ministre og embedsmænds kalendere.   *Paragraf 24: Blokerer for offentlighedens indsigt i dokumenter, der udveksles på et tidspunkt, hvor det har betydning for rådgivning af en minister.   *Paragraf 27: Blokerer for offentlighedens indsigt i dokumenter udvekslet mellem myndigheder, ministerier og folketingsmedlemmer.   Kilder: Politiken, Retsinformation.dk   /ritzau/  

/ritzau/

Mest Læste

Annonce