Dagen i dag har budt på mange kommentarer fra forskellige eksperter, som alle er enige om, at den mail, som socialrådgiverne har modtaget om at lukke fem sager hver pr. 1. september, indeholder ulovlige anvisninger. Derom er der ingen tvivl.
Alligevel kan jeg ikke lade være med at være bare en lille smule opmuntret over mailen. Ikke fordi jeg synes, at den på nogen måde er i orden. Jeg er 100 pct. enig med alle eksperterne i, at anvisningerne er i strid med loven.
Men den giver os i al sin klodsethed en unik og meget konkret anledning til at have en saglig og faglig diskussion om, hvordan økonomi og faglighed kan gå bedre hånd i hånd på socialområdet.
Jeg har i mine mange år som socialrådgiver oplevet ufattelig mange sparerunder. Enten som praktiker, hvor jeg gennem mundtlige pålæg er blevet bedt om at skrue ned for en eller anden type bevillinger, fordi pengene for i år var brugt. Det må man ikke. Uanset om vi er i januar eller i november, så er lovens krav og rettigheder de samme.
Læs også: Politikerne lovede mere forebyggelse, men nu vil cheferne spare
Eller da jeg som formand for socialrådgiverforeningen forsøgte at holde den faglige tunge lige i munden under de blodige besparelser, der fulgte i kølvandet på finanskrisen. Hvor ingen socialrådgivere turde lægge navn til deres fortællinger om, hvordan fokus på økonomi var vigtigere end socialfaglige vurderinger, forsinkede foranstaltninger, øgede ventetiderne og forringede mulighederne for at varetage barnets tarv.
Hver gang har det været et vilkår, at det var vanskeligt at dokumentere, at besparelserne var ulovlige. Fordi de ikke stod nogen steder. Dermed blev mange af forsøgene på at rejse diskussionerne om, hvad det socialfaglige arbejde handler om og forpligter socialrådgiverne og vores arbejdsgivere til, fejet af bordet med påstande om, at vi (socialrådgiverne) i virkeligheden bare var økonomisk møguansvarlige.
Nu har vi en meget klar mail, som ikke er til at løbe fra. Og i tillæg hertil også en meget klar socialrådgiver, Susanne Fasting Artz, som bruger sin faglighed til at sige nej til at gøre, som hun bliver bedt om. Det er utrolig modigt af hende.
Jeg håber inderligt, at Susanne befinder sig på en arbejdsplads, hvor man - når dagens mediestorm har lagt sig - anerkender hende for at gøre sit arbejde. Og hvor man dernæst benytter lejligheden til at gå ærligt ind i den vigtige debat om, hvordan vi i det omkostningstunge sociale arbejde både kan holde den faglige fane højt og udvise økonomisk ansvarlighed. I den rækkefølge.
