Jeg forstår godt behovet for at indlede på den måde. Som veteran på området har jeg bevidnet flere afbureaukratiseringsprojekter, end jeg har tal på. Og de små lettelser i regeltyranniet, der er kommet ud af det hen ad vejen, er for længst sandet til i nye byger af detailregulering. Så pessimismen er til at tage og føle på.
Måske derfor bliver jeg faktisk en smule glad af at læse det udspil, der nu er kommet. Ikke lige over forslaget om, at flere ledige fremover selv skal booke deres samtaler med jobcenteret, for det kan jeg selv ikke med min bedste vilje se som en regelforenkling. Men resten af forslagene ligner umiddelbart en god start på et opgør med kompleksiteten i lovgivningen, samtalecirkusset og de mere uforklarlige dele af forskelsbehandlingen af de mange forskellige grupper af ledige.
Den konkrete gode vilje
Regeringens forklaring på, at det hele er vokset os over hovedet, er de seneste mange reformer, som alle har haft fokus på bestemte målgrupper, og som derfor igen og igen har føjet nye særregler til. Der nævnes som eksempel § 75 i Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, som ifølge regeringens udspil er vokset med 28 tillægsparagraffer, fordi der efterfølgende er tilføjet § 75a - å. Det er et sjovt eksempel. Ikke mindst fordi man har overset, at nogen i mellemtiden har afskaffet §§ 75d - i, så der ”kun” er 22 tillægsparagraffer tilbage under § 75. Men det understreger jo bare behovet for den øvelse, der nu er gået i gang. Og den er tydeligvis svær. I hvert fald smutter det her og der.
LÆS OGSÅ KNUD AARUPS ANMELDELSE
Det gælder blandt andet i afskaffelsen af samtalehelvedet. Med regeringens forslag får alle fremover fire samtaler i løbet af de første seks måneder, og derefter skal de kun indkaldes efter behov. Det lyder jo dejlig enkelt. Men nogen har nok alligevel fået kolde fødder, for dagpengemodtagerne skal stadig også deltage i to fællessamtaler med jobcentret og A-kassen de første seks måneder oveni. Og i én til fællessamtale efter 16 måneder. Ligesom kontanthjælpsmodtagerne stadig skal hives ind til første samtale indenfor en uge, og sygedagpengemodtagerne skal tale med sagsbehandleren inden 8. uge. Men derudover er det kun fire samtaler de første seks måneder. Og Rom blev jo som bekendt ikke bygget på én dag…
Buketten af forslag til færre proceskrav er også opmuntrende. Især bliver jeg glædeligt overrasket over, at den såkaldte syv-dages regel nu foreslås afskaffet. Den har jeg haft kig på i mange år, fordi den udefra set ligner et simpelt krav om, at ledige mindst hver syvende dag skal tjekke deres jobforslag i Jobnet. Men reglen er slet ikke så enkel.
Det svære sprog
Den ledsages af 91 siders bilag (!) fordelt på en 12 siders vejledning, 2 sider om behandling af klager, 37 sider om fravær og fritagelser med start- og slutdatoregler. Hertil kommer trin-for-trin vejledninger til hhv. dagpengemodtagere, unge under 30 med og uden uddannelse, kontanthjælpsmodtagere over 30, dimittender og dem uden ydelse. Og det er ikke bare mange sider, det er langt hen ad vejen også ulæseligt stof.
I den nævnte 12-siders vejledning er der eksempelvis beskrevet hele 12 decideret uforståelige scenarier for ”beregning af dato for tjek af jobforslag”, hvor det forklares, hvordan jobcentret skal forholde sig, hvis syv-dages fristen falder på en fredag, en lørdag eller en helligdag. Scenario 4 lyder sådan her:
Der skal ikke foretages tjek af jobforslag i følgende helligdagsperioder: 23/12 - 1/1 samt onsdag før påske - 2. påskedag. De to helligdagsperioder indgår ikke i beregningen. Hvis dato for tjek af jobforslag beregnet ud fra en tilmelding, forrige dato for tjek af jobforslag eller slutdatoen for et nulstillende fraværsforhold falder op til 7 dage før helligdagsperioden, lægges differencen op til 7 dage til efter helligdagsperioden – svarende til at borgeren får i alt 7 dages frist.
Teksten ledsages af en figur, som vel er tænkt som en forklarende illustration, men som er 100 pct. lige så uforståelig. Det er mageløst. Og det er et retssikkerhedsmæssigt problem, at vi har nogle regler, som er så komplicerede, at jeg tør vædde to biografbilletter på, at der ikke findes en eneste sagsbehandler i Kongeriget, som kan forklare, hvad de går ud på. Hvor er det godt, at syvdagesreglen nu foreslås skrottet.
Forenklingsforslagene tager også fat i kravene til ret og pligt-tilbud. I de gældende regler er det lykkedes skiftende regeringer at indføre særregler om, at forskellige målgrupper alt efter alder og forsørgelsestype skal have 1. tilbud senest efter hhv. 13 uger, tre måneder eller seks måneder. Og de efterfølgende tilbud er der lige så varierende regler for. Nu foreslår regeringen, at alle kun skal have ret og pligt til ét tilbud, som de skal have senest efter seks måneder. Hvis der er brug for mere, så kan det bevilges efter behov. Ja da!
Princippet om både at koge mange målgrupper og mange forskelligartede tilbud ned til få, går igen i hele udspillet: 11 forskellige målgrupper, som kan få tilbud om løntilskudsjob og hele 17 forskellige målgrupper, som kan komme i virksomhedspraktik, koges ned til to: Tæt på arbejdsmarkedet og længere væk fra arbejdsmarkedet. Og varigheden af forløbene for de to typer målgrupper foreslås også gjort langt mere overskuelige. Det er velgørende.
Digitaliseringens tvang
Desværre snubler afbureaukratiseringsintentionen i afsnittet om digitalisering. Det er her, det foreslås, at selvbooking af samtaler med jobcentrene skal gælde for flere, og så remses der ellers op af målgrupper, som det skal gælde for, ligesom der opremses muligheder for at blive undtaget. Lejligheden benyttes også til at gøre det obligatorisk for alle målgrupper at modtage Min Plan og udarbejde et CV på Jobnet – igen med et særligt CV til udsatte grupper og undtagelser for de rødhårede og dem med stritører. Det er en ommer.
Ser man bort fra, at det ikke lykkedes at undgå at falde for fristelsen til også liiige at indføre nogle nye krav til sidst, så er det samlet set et rigtig godt og nødvendigt udspil. Det er første gang jeg har set så hårdhændet et opgør med proceskrav og særregler for alle de mange målgrupper, beskæftigelsesreglerne har opdelt de ledige i. Det bliver rigtig spændende at se, hvor det ender.
Regeringen kalder selv udspillet for ”historisk”. Det er for det første lidt fesent, at de selv siger det, og for det andet er det jo først, når udspillet har været igennem den politiske kværn, og alle har trykket på knapperne, at vi ved, hvor meget af det, der bliver til noget. Det er nu, den sværeste øvelse går i gang. Held og lykke med det.
