Blå blok kalder regeringen: Hvor er ungdomsdomstolen

Politik

07/10/2015 22:20

Nick Allentoft

Konservative og DF undrer sig stadig mere højlydt over, hvorfor regeringen ikke indfører domstol til unge i år. Men ingen faglige eksperter kan pege på fordele ved lavere kriminel lavalder, mener Kriminalforsorgsforeningen.
De stod skulder ved skulder, de fire partiledere fra partierne i blå blok, da de før valget i en fælles kronik talte for indførelsen af en særlig ungdomsdomstol, der i særlige tilfælde kunne straffe unge ned til 12 år.   En af medforfatterne, Lars Løkke Rasmussen (V) er nu blevet statsminister, men selvom der altså er flertal for at indføre præcis det, der stod i kronikken, så har regeringen ikke ungdomsdomstolen med på sit arbejdsprogram for i år. I stedet henviser justitsminister Søren Pind til (V) at han vil "blive klogere", før han til sin tid præsenterer forslaget, som der jo ellers allerede er 90 mandater bag.- Det her skal selvfølgelig blive til noget. Det er ikke til diskussion. Det vil i den grad være et løftebrud, hvis det ikke bliver til noget, siger de Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, der nu vil have en forklaring fra justitsministeren på ventetiden.   - Jeg undrer mig over det. Og jeg undrer mig ikke mindst over, hvad det mon er for en maskine, som Søren Pind er kommet ind i, siden man nu ikke fremsætter det her forslag, som vi var enige om før valget, siger han.   Tirsdag var Dansk Folkeparti ude med en lignende undren, og partiets retsordfører, Peter Skaarup, understregede, at Dansk Folkepartis tålmodighed "ikke er ubegrænset".   I kronikken er detaljeringsgraden ganske omfattende, når det kommer til den foreslåede ungdomsdomstol.   Der nævnes erfaringer fra andre lande, og der er fire punkter, som blå blok stillede vælgerne i udsigt med den ekstra store vægt det er, at gå sammen om forslaget.   Forening: Fornuftigt ikke at ville sænke kriminel lavalder - Det er sund fornuft, at regeringen ikke har lavere kriminel lavalder med på lovprogrammet for det næste folketingsår.   Sådan lyder det fra John Hatting, formand for Kriminalforsorgsforeningen, som er en forening for de civilt ansatte i kriminalforsorgen.   - Der kan ikke opstøves én anset faglig ekspert, der peger på fordele ved en lavere kriminel lavalder. Internationalt vil vi også få alvorlig kritik, for FN peger på en lavalder på 14-16 år samtidig med, at de understreger, at man aldrig må sænke lavalderen. Ungdomskriminaliteten styrtdykker, og så sent som i dag kom der nye tal, der bekræfter det fortsatte fald, og den udvikling kan man bremse med lavere lavalder og ungdomsdomstole, som begge vil medføre flere kriminelle og dermed mere kriminalitet.   John Hatting har tidligere været ude at advare mod at sænke den kriminelle lavalder.  Han er glad for at forslaget er væk, og håber, at det aldrig sker.   - Søren Pind har fagligt fuldstændig ret, når han siger, at der især skal tages hånd om de værste ungdomskriminelle. Og jeg føler mig overbevist om, at han er klar over, at han spiller hasard med unges fremtidsmuligheder, hvis han som en del af løsningen sænker lavalderen, siger John Hatting.   /Ritzau/

Mest Læste

Annonce