Madspild har regeringens interesse

Bæredygtighed

15/11/2010 11:04

Administrator

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

Madspild er et usynligt, men ret alvorligt problem i Danmark. Så alvorligt at Landbrug & Fødevarer har opgjort, at madspild koster danskerne 16 milliarder kroner om året. Det svarer til at en gennemsnitsfamilie smider årligt 10.000 kr i skraldespanden - vel at mærke på trods af finanskrisen. Derudover har Danmark ifølge Eurostat EU-rekord i skrald. Vi ligger på en 3. plads over de mest ressourceforbrugende lande i verden målt i forhold til indbyggertal, afslører den nye rapport fra WWF.

Det er tankevækkende. Tankevækkende at vi bor i velfærds-Danmark, hvor vi med den ene hånd spilder tonsvis af god spiselig mad, og med den anden betaler ulandshjælp til de sultne børn i Afrika.

Madspild har rødder i brug-og-smid-væk kulturen. Selvom Miljøstyrelsen har undersøgt at husstande står for 89% af madspildet i Danmark, skal man ikke glemme, at der er flere aktører, som er ansvarlige for madspild. Fødevareproducenter, som producerer mere mad, end der er behov for. Detailhandlen, som lokker folk til at købe mere mad, end de har brug for – for ikke at glemme al den gode mad, der ikke kan blive solgt, som butikkerne smider ud hver dag. Fødevareemballage, som forhindrer os i at få de sidste rester ud – nogle gange op til 25% af indholdet. Restauranter, bagerier, kantiner, den private og offentlige sektor, som smider tonsvis af god mad ud.

Men nu skal det være slut med madspildet – Miljøminister Karen Ellemann har sørget for at forebyggelse af madspild er kommet på finansloven 2011.

Handling
Jeg kommer oprindeligt fra Moskva, Rusland. Dengang under Kommunisme-tiden, var der ikke noget, der hed madspild. Man behandlede maden med stor respekt og omtanke - noget som mangler i Danmark.

Da jeg som teenager, under praktik i et dansk bageri, blev beordret til at smide store sække af godt brød ud. Den oplevelse sad dybt i mig, og det fik mig til at handle.

I 2008 stiftede jeg Stop Spild Af Mad - en non-profit forbrugerbevægelse som giver mennesker gratis redskaber til at komme madspild til livs. I dag tæller vi over 6.000 medlemmer, deriblandt top-politikere som Poul Nyrup Rasmussen, Villy Søvndal, Bertel Haarder; top madfolk som Camilla Plum, Thomas Rode Andersen, Jan Hurtigkarl og mange flere. Vi har i over 60 medier sat madspild på dagsordenen og konstruktivt påvirket den offentlige opinion i landsdækkende og regionale aviser samt i radio og TV. Derudover har vi medvirket til at butikskæden Rema 1000 droppede mængderabat i alle kædens 164 butikker og derved medvirker til mindre madspild.

Regeringen er også begyndt at sætte fokus på madspild. Stop Spild Af Mad indgår i Miljøministeriets Affaldsstrategi 2010, og jeg sidder i følgegruppen for Miljøstyrelsens affaldsforebyggelses kampagne 2010 "Brug mere - spild mindre" og rådgiver herunder Miljøstyrelsen om mindre madspild.

Miljøminister Karen Ellemann og jeg skrev en fælles kronik om madspild i Politiken i sommer, og til Kulturnatten havde vi et stort arrangement i Miljøministeriet, hvor vi satte fokus på anvendelsen af gode madrester.

Spild Af Mad har talt på de største konferencer i forbindelse med Klimatopmødet COP15 sidste år - og i oktober i år, har Stop Spild Af Mad sat fokus på madspild i EU da jeg var gæstetaler på fødevarekonferencen "How to Transform Food Waste Into a Resource" i Europa-Parlamentet i Bruxelles, en konference for medlemmer af Europa-Parlamentet samt akademiske professorer og NGOer. Ved konferencens afslutning blev fremlagt et fælles dokument, som er under udarbejdelse af alle deltagende parter og som skal videregives til EU og FN. Dokumentet indeholder forslag til bæredygtig anvendelse af fødevarer samt forpligtelse til global reduktion af madspild på verdensplanen med mindst 50% inden år 2025. Dokumentet foreslår bl.a. at reduktion af madspild bliver en ny UN Millennium Development Goal.

Til februar udkommer Stop Spild Af Mad med en reste-kogebog i samarbejde med danske top madfolk og forlaget Gyldendal. Bogen vil indeholde opskrifter på lækre retter lavet af gode madrester. Et stort skridt fremad.

Alle vores resultater i Stop Spild Af Mad er skabt gennem ulønnet og frivilligt arbejde.

Vær den forandring du ønsker at se i verden

Madspild er kommet på finansloven. Det er stort. Det er historisk. Men det nytter ikke at folk læner sig tilbage og venter på at politikere, NGOer eller beslutningstagere begynder at gøre noget - at “de andre” vil tage sig af det.

Man kan heller ikke betale sig fra madspild med et girokort, for mindre madspild kræver en aktiv handling.

Vi behøver ikke at gå i gult tøj og slå på tromme eller lænke os til træer for at skabe forandring. Forandringen starter i det daglige. Det kræver blot en smule omtanke i hverdagen. Omtanke for ikke at smide de gode madrester ud. Omtanke for at klippe mademballagen op for at få det sidste mad ud. At bestemme over sit indkøb, i stedet for at lade sit indkøb bestemme over een. At købe kun dét man har brug for – og bruge dét man har købt. Vi kan ikke kræve at systemet og folk omkring os ændrer sig, hvis vi ikke ændrer os selv.

Om man gør det for klimaets skyld, for etikkens skyld eller for sin egen pengepungs skyld, er det sådan set underordnet. Bare man gør noget. For hvis man vil blive den forandring, man ønsker at se i verden, skal man handle. “De andre” vil ikke handle for os.

Mest Læste

Annonce