Af Thorkild Olesen, landsformand i Dansk Blindesamfund
Kristian Pihl Lorentzen giver mig den spændende opgave at fremkomme med ideer til hvad der lokalpolitisk kan gøres for at borgere med handicap kan deltage i fritids- og kulturlivet lokalt uden væsentlige merudgifter for samfundet.
Planlægning, planlægning og mere planlægning
Hvis mennesker med et handicap skal kunne deltage i fritids- og kulturlivet lokalt er det en forudsætning, at vi kan anvende de faciliteter, som andre borgere anvender for at deltage i det lokale liv. Det betyder, at skoler, forsamlingshuse, haller, kulturhuse, biblioteker, rådhuse, ja, alle bygninger mv. som anvendes til arrangementer for borgerne lokalt skal være tilgængelige for alle.
Det er ikke kun et spørgsmål om at fjerne trapper og udjævne kanter, så kørestolsbrugere og gangbesværede kan komme frem, det er også et spørgsmål om at der er ledelinjer, så blinde og svagsynede kan finde vej i bygningerne, at der er tilgængelig information om hvor arrangementerne foregår, så vi dels kan finde ud af hvor det er og dels kan læse på dørene at vi har fundet det rigtige sted, at der er teleslyngeanlæg så hørehandicappede kan høre hvad der foregår og plads og mulighed for døvetolke kan tolke til døve medborgere.
Undersøgelser viser, at f.eks. skolerne i ringe grad er tilgængelige, ligesom adgangen til rådhuse også halter meget. Det skyldes, at man ikke i forbindelse med planlægningen af såvel nybygninger som renovering af de bygninger, hvor der skal afvikles offentlige arrangementer har tænkt tilgængelighed ind frastarten af byggeprojektet. Gør man det, vil man sikre, at mennesker med et handicap får adgang til at deltage i de lokale fritids- og kulturaktiviteter, som Danmark er så rig på, og man kan sikre det uden væsentlige meromkostninger for samfundet. Det kræver ”bare” planlægning og omtanke både hos de mennesker, der tegner og bygger husene, og hos de kommunale myndigheder, der godkender byggeprojekterne.
Mit forslag er, at kommunerne ved fremtidige ny- og ombygninger af offentlige bygninger forpligtes til at offentliggøre afsnit med fokus på tilgængelighed for mennesker med handicap i forbindelse med offentlige høringer, som man skal fremlyse. Der skal endvidere laves en 25 årig handlingsplan der skal sikre, at alle statslige, regionale og kommunale bygninger gøres tilgængelige. Med en sådan horisont vil alle myndigheder kunne planlægge investeringerne i forbindelse med almindeligt forekommende renoveringer og det vil ikke være en meromkostning for samfundet.
Befordring et nøgleord
Det er naturligvis ikke tilstrækkeligt, at bygningsmassen, hvor de lokale fritids- og kulturarrangementer afholdes er tilgængelige. Det er også nødvendigt at sikre, at mennesker med et handicap kan komme til og fra arrangementerne.
Undersøgelser viser, at en af de største barrierer for blinde og svagsynedes deltagelse i samfundslivet er at kunne komme til og fra aktiviteterne. Vi er i høj grad henvist til at anvende kollektiv befordring, og hvis vi ikke kan det, er vi enten prisgivet andres gode vilje til at befordre os, eller overladt til at læse lydbøger i vore hjem.
Kommunerne sparer i disse tider meget på kollektiv befordring. Det betyder, at mennesker med et handicap i tyndt befolkede områder af Danmark har et stort problem med at deltage i samfundslivet generelt. I forbindelse med et forsøg i Syd- og Vestsjælland om blindes inddragelse i den individuelle handicapkørsel som i visse tilfælde erstatter almindelig kollektiv befordring har det vist sig, at en udbredelse af forsøget til at dække hele landet vil koste mellem 14 og 20 mio. kr. altså op til ca. 4 kr. pr. borger i Danmark.
Er det en væsentlig omkostning for samfundet? Det er det næppe, hvis man tager de store samfundsøkonomiske briller på.
Det er en kendt sag, at isolation og manglende muligheder for samfundsdeltagelse betyder mere sygdom og et større forbrug af offentlige sundhedsydelser. Efter kommunalreformen er det blevet sådan at kommunerne skal medfinansiere det offentlige sundhedsvæsen, så hvis man sikrer, at mennesker med handicap har et bedre samfundsliv sikrer man også alt andet lige et mindre forbrug af kommunale midler til sundhedsvæsnet.
Med andre ord: Et merforbrug på 4 kr. i en kommunal kasse kan betyde et mindre forbrug på mere end 4 kr. i en anden kommunal kasse. Meromkostninger er ikke altid hvad de ser ud til at være, hvis man altså kan se ud over de enkelte kasser.
Mit forslag er, at regering of Folketing hurtigst muligt får inddraget blinde og svagsynede i den individuelle handicapkørsel. Samtidig skal politikerne sikre, at man i det arbejde, der allerede foregår i Finansministeriet om en udredning af omkostningerne til handicapordninger på befordirngsområdet ikke kun ser på omkostningerne til de enkelte ordninger men også sikre, at den samfundsmæssige gevinst ved ordningerne vurderes og at der sker en vurdering af, om de eksisterende ordninger er tilstrækkelige til at sikre samfundsdeltagelse for mennesker med handicap.
Manglende tilgængelig information – en barriere for samfundsdeltagelse
En tredje og meget væsentlig barriere for deltagelse i samfundslivet lokalt og på landsplan er adgang til information og materialer for mennesker med handicap.
I dag er det ikke muligt for en blind eller en person med læsevanskeligheder at deltage i et kommunalt møde, et folkeoplysningsforbunds aktiviteter eller husmoderforeningens madlavningskursus for mænd fordi vi ikke har adgang til de materialer, som anvendes. Vi er henvist til særlige oplysningsforbund, hvor man sørger for at bruge de materialer, der allerede er produceret til os. Og eftersom der årligt kun kommer ca. 800 nye titler til hos Nota, biblioteket der forsyner blinde og læsehandicappede med materialer, er vi altid hæmmet i vores muigheder for at deltage i samfundslivet.
Også tilgængeligheden til offentlige hjemmesider er iflg. tilbagevendende undersøgelser fra It- og Telestyrelsen dårlig. Foruden at være et alvorligt demokratisk problem er det også et alvorligt problem i dagligdagen, fordi vi befinder os i en tid, hvor mere og mere offentlig service skal ske via selvbetjening på offentlige hjemmesider.
Elektronisk tilvejebringelse af informationer er en utrolig stor mulighed for blinde og læsehandicappede. Mange barrierer kunne fjernes hvis vi kunne læse om møder og andre offentlige begivenheder/arrangementer på hjemmesider og samtidig hente materialerne til møderne her. Men mangel på omtanke og planlægning forhindrer dette. Tilgængelighed til hjemmesider er som tilgængelighed til bygninger, hvis man tænker det ind i projektet fra starten af, ville man kunne få mere tilgængelige hjemmesider og dermed fjerne en bariere.
Med ratifikationen af FNs handicapkonvention burde det være klart, at danske myndigheder skal overholde kravene om tilgængelighed til information mv. Mindre kendt er det nok, at konventionen også forpligter private til at sikre tilgængelighed. Folketinget og regeringen burde anvende konventionen til at sikre denne tilgængelighed. Som med tilgængeligheden til bygninger mv. vil jeg foreslå, at der laves en handlingsplan, der i løbet af maximalt 10 år skal sikre tilgængelighed til alle offentlige og private aktiviteter såvel lokalt som på landsplan. Med en sådan horisont vil der være tid til at udvikle tilgængeligheden, og der vil være mulighed for at finde løsninger og få dem ind i fremtidige projekter, så der ikke kommer meromkostninger.
Politisk vilje en nødvendighed
Mine forslag kræver politisk vilje til at turde stille også lovgivningsmæssige krav til offentlige og private om at sikre blinde og andre mennesker med handicaps tilgængelighed og dermed mulighed for at deltage på lige fod med andre borgere i samfundslivet.
Jeg vil sende denne stafet videre til Rene Skau Bjørnsson, handicapordfører for Socialdemokraterne, og mine spørgsmål er:
Hvilke ambitioner, Socialdemokraterne har for, med udgangspunkt i handicapkonventionen at nedbryde barrierer for vores samfundsdeltagelse?
Har Socialdemokraterne politisk vilje til at turde sikre mennesker med handicaps rettigheder gennem lovgivning?
