En af de ting, jeg sprang lidt let hen over i minimanualen, jeg skrev til Kommunal- og regionsrådskandidater i september: "Kommunalkandidat - sådan vinder du stemmer på nettet" var spørgsmålet om, hvilken Facebookplatform en politiker skal gøre brug af. Nok det spørgsmål, jeg har besvaret oftest som digital rådgiver for et politisk parti: "Skal jeg have personlig profil eller officiel side?" Spørgeren var den politiker, som politikere er flest: Bruger al sin vågne tid på politik, høringssvar, §20-spørgsmål og borgerhenvendelser pr. mail. Og for nogle politikere er der desværre kommet den der ekstraopgave ind fra højre i form af "Du skal være på sociale medier, hvis du skal genvælges". Problemet er bare, at politikerne ofte bare stopper der, tænker, at de skal oprette en Facebook-profil, og så kommer resten af sig selv. Med den tilgang kan politikeren være sikker på, at det der kommer er en "shit storm", når politikeren har noget, som medierne twister til en dårlig sag eller bare almindelig badwill fra vælgerne, der synes det er toparrogant, at man åbner en kanal, hvor man ikke gider svare.
Husk bare engang, kære Facebook-ven til en politiker, og også dig, kære journalist: Politikere er ikke professionelle Facebook-brugere. De laver fejl, fuckups og fumlerier ligesom alle os andre. Vi har bare ikke pressen til at kigge over vores højre skulder, mens vi fumler. Det pres lever de med, og det er ikke morsomt, for mange af dem er "af den gamle skole", hvor de har ført valgkamp med folder og ikke Facebook i hånd.
Og så er det vigtigt, allerede inden vi kommer langt ud i konverteringsmanualen her: Er du en "lille kandidat", der kun lige med nød og næppe kan samle 400 venner, så gå i gang med en personlig profil og saml venner, indtil du har ca. 1.000, før du konverterer til en officiel side. Det er meget nemmere for ukendte kandidater at samle venner, end det er at samle fans - fordi man samler fans primært med annoncering. Og annoncering koster penge. Har du en privat profil kan du sende venneanmodninger, og de koster intet. Samler du aldrig over 200 venner, så skal du ikke have en officiel side, for så får du aldrig fans.
I valgkamp 2007 var det ikke muligt at konvertere sin Facebookprofil til en "officiel side" med fans, når man først havde oprettet en privat profil. Anders Foghs og Helles daværende webrådgivere kan sikkert fortælle mere om , hvordan det var at kontakte Facebook og få dem til at konvertere, da de ramte venneloftet på 5.000. Nu kan det lade sig gøre at konvertere en personlig profil til en officiel side. Og du kan hive dine fans med. Er du politiker, så skriver du pænt ud til dine venner, at "I næste uge konverterer jeg min Facebookprofil til en politikerside. Jeg håber, I fortsat vil følge mig". Så er der tre venner, der spørger hvorfor. Og tre venner, der skriver, at det gider de (fandme) ikke. Så skriver du pænt, at du gerne vil have en Facebookside, fordi der kan være flere på den side, og så har du gjort det, du skal. De tre venner, der hopper fra, kommer tilbage igen, hvis du er så interessant og så dygtig til at svare dem generelt, at de ikke kan undvære dig. Når du har gjort det, konverterer du siden ved at logge på Facebook som dig selv og klikke på https://www.facebook.com/pages/create.php?migrate ...
Prøv at se Park og Natur i eksemplet ovenfor. Taler du pænt til vennerne, der bliver til fans, og viser samme engagement, selvom du selv er ærgerlig over, at du nu bare er en officiel side og ikke kan vandre rundt på væggene hos dine gamle efterskole-venner, så har du med en officiel side et slagkraftigt våben til at nå ud til rigtig mange vælgere og pressen. Er du kommet til at konvertere din private profil til en officiel side, kan du bede Facebook om at rulle konverteringen tilbage på http://www.facebook.com/help/205056142869433/ (Held og lykke med det. Facebook er komplet umulige at komme i kontakt med for almindelige mennesker).
Når du skal konvertere, er "Kunstner, band eller offentlig person" i skemaet nedenfor, hvis du skulle være i tvivl, så der klikker du og bliver ved med at klikke på de rigtige ting, indtil der åbner sig en side, hvor du har nul fans. Lad være med at panikke. Dine venner bliver langsomt konverteret til fans, så de alle sammen kommer på lidt efter lidt. Tillykke. Du har en officiel side. Til gengæld har du ikke længere en privat side. Så du kan ikke snage hos dine venner, og du er reduceret til at skrive kun på andre officielle sider. Det er der masser af politikere på Borgen, der har nedtur over, så kan du ikke håndtere, at du er en offentlig person, skulle du ikke have klikket på den knap, jeg foreslog dig lige før.
Pia Olsen Dyhr spurgte i sidste uge sine Facebookvenner, om de kunne råde hende til at enten beholde både sin personlige og sin private profil eller slette en af dem. Først og fremmest har Pia spurgt, fordi vennesiden kun giver plads til 5000 venner (men hun havde 5349 - så noget kunne tyde på, at Facebook tæller dem med, som ligger i kø, selvom Pia ikke kan godkende deres venskaber - Henrik Sass har 5200, så også her er vennebegrænsningen overskredet). Og meningerne var delte, selvom overvægten opfordrede Pia til at have både privat profil med venner og officiel side med fans, og de råd var sikkert velmente, men der er bare en lang række fortilfælde, som taler imod at have begge. Pernille Rosenkrantz-Theil leverer et godt eksempel på, hvorfor man ikke skal have begge: Pernille er skarp på sociale medier, bruger det aktivt, og svarer selv, men hun dobbeltposter det samme på begge - og bagefter bliver det tydeligt, at hun ikke svarer lige ofte begge steder, fordi en politiker ganske enkelt ikke har tid - og slet ikke i en valgkamp - diskussionerne forgrener sig vidt forskellige steder hen, og hun ender med at have minimum en af platformene, hvor hun virker halvligeglad. Samtidig lever Pernille ikke op til sit potentiale på sin officielle side i antal fans og engagement, fordi hun er startet med en personlig profil. Alle dem, der har fulgt hende først ved at blive venner, er ikke hoppet med over på den officielle side, fordi de hellere bare vil være venner, og de er mere engagerede end fans'ene på den officielle side, hvorfor Pernilles officielle side aldrig bliver et rum for samme engagerede diskussion som den private profil. Er det noget sludder uden dækning for påstanden? Spørg Christine Antorini, der konverterede sin private profil til en officiel side og steg over 5000 fans med en fingerknips, Mette Frederiksen som gjorde det samme efter at have haft 5000 venner på en privat profil (nu har hun 20.000 fans). Eller Dan Jørgensen, som længe kørte med både officiel side og privat profil. Det var umuligt at få mere end 3-4000 fans på den officielle side, så længe Dan havde den private profil åben også. Nu har Dan 14.000 fans og hans side emmer af engagement, fordi han svarer og har fans samlet et sted. Spørg Frank Jensen som under forrige kommunalvalg kørte med begge - og som aldrig nåede sit fanpotentiale under valgkampen, fordi venner ikke ville være fans etc.
Skal Pia så have en privat profil eller en officiel side?
Søren Pind har succes med at køre en privat profil, som man kan abonnere på (fordi han har åbnet for det), og det gør, at hans FB-profil virker optimalt for ham. Eneste problem, som er relativt stort under en valgkamp, er at hans private profil ikke gør noget godt for ham på Google (private profilers status kommer ikke ud på Google), og han kan ikke promovere sine status eller annoncere med basis i sine venner, som han kan, hvis han har fans på en officiel side. Og det vil berøve ham muligheden for at "datamine", ligesom som han slet ikke når ud til lige så mange, som hvis han havde en officiel side. En almindelig status for en politiker med cirka 120.000 fans vil give ca. 400.000 visninger og 6-7000 likes under en valgkamp. Til gengæld når han bredt ud, fordi han med sin private profil hamrer kommentarer af sted, der rammer forsiderne.
Det er ikke et argument for en politiker, der vil genvælges eller have effekt på Facebook, at man "kan lide at svare på vennernes vægge (og snage i hvad de laver)" og derfor vil beholde sin private profil - man skal være lige så kontroversiel som Søren Pind, hvis man tilnærmelsesvis skal have effekt af den private profil - se at få den afskaffet, Pia, slet din nuværende officielle side og konverter den private profil til en ny officiel side, hvor du tager vennerne med over som fans - og så svar dem alt det, du kan, så de ikke ser forskel. Facebook bliver måske mindre spændende for dig, men det må du overleve. For det er et af dine vigtigste værktøjer til at blive genvalgt. Derudover giver en officielle side så mange værktøjer, når den skal modereres og holdes fri for racisme, trusler og injurier.
Og så er der det ministerielle. Statsministeriet har udsendt en tydelig vejledning til alle ministerier om, at det er ministeren selv, eller partiets kampagnefolk, der skal håndtere ministres Facebook-sider - det må ikke være ansatte i ministeriet - for ellers er hver eneste spørgsmål at betragte som en borgerhenvendelse, der skal journaliseres og besvares, og som man kan søge aktindsigt i behandlingen af. Og det giver en række problemstillinger for ministrene, der før de røg i ministerierne (ikke i rygekabinerne), sad tættere på partiets kampagnefolk.
Er du blevet kreativ nu, fordi du har læst hele indlægget og tænker "Så konverterer jeg da bare min private profil til en officiel side, selvom jeg har en officiel side i forvejen, og så beder jeg Facebook om at smelte dem sammen til en enkelt officiel side (merge), så jeg har flere fans", så held og lykke. Facebook er stadig svær for almindelige mennesker at komme i kontakt med, så går noget galt undervejs, så har du et problem.
Det skete faktisk for Pia Olsen Dyhr, der på en nat smed 5.000 venner væk, fordi fusionen ikke lykkedes (læs mere om den historie). Vi håber på, at hun får vennerne igen, når Facebook engang svarer.
