Søren Gade vender tilbage til politik og skaber ny spænding om fremtiden i Venstre.

Gade skal støvsuge Lene Espersens efterladte stemmer

Politik

01/05/2015 13:51

Nick Allentoft

Der er 10.000 stemmer ledige i Nordjylland efter Lene Espersen farvel til politik. V håber på Gade-bonus. Portræt her.
De Konservatives Lene Espersen var ved flere valg et populært navn i Nordjylland. Nu skal Søren Gade overtage rollen som politikeren, der kan trække stemmer fra andre partier. Det er i hvert fald håbet i V-toppen, efter at Søren Gade 1. maj meddelte, at han efter planen bliver opstillet i Aalborg Vest, hvor han dog først skal vælges formelt.
Ved det seneste Folketingsvalg i 2011 opnåede Lene Espersen 10.561 personlige stemmer i Nordjylland. De stemmer er nu ledige, efter at Lene Espersen har valgt at forlade dansk politik. Og dem vil Søren Gade have en god mulighed for at samle sammen, håber man i Venstre. Her er vurderingen, at det i høj grad var Lene Espersen som person, der formåede at trække stemmer til De Konservative, og derfor vil der være plads til en type som Søren Gade, der er kendt for at kunne tale direkte til vælgerne.                  Læs mere om Søren Gade   Ved valget i 2007 blev Søren Gades knap 24.000 personlige stemmer kun overgået af daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen. I den efterfølgende regeringsperiode frem til 2011 blev Søren Gade dog belastet af en række skandaler i sin rolle som forsvarsminister.    Søren Gade stiller ved det kommende folketingsvalg op i Aalborg Vest-kredsen. Han har selv flere gange afvist at vende tilbage til politik, og var fra 2012-2014 direktør for Landbrug & Fødevarer. Spekulationerne om hans mulige tilbagevenden til dansk politik blev aktualiseret sidste sommer. Her spillede Gade en central rolle som joker, idet han blev bragt i spil som ny formand, hvis Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, havde valgt at række sig - hvad han som bekendt ikke gjorde.   Alligevel sagde den tidligere minister i VK-regeringen aldrig nej til at kaste sig ind i en eventuel kamp om formandsposten i Venstre. Men Gade har aldrig lagt skjul på, at politik har store omkostninger.   - Der ligger en bananskræl et eller andet sted, du skal falde i. Jeg håber bare ikke, det er det her, sagde han i interviewet med Clement Kjærsgaard.   I Nordjylland kommer han op mod en række driftsikre, men knapt så eksponerede navne. Fra Venstre er det blandt andre retsordfører Karsten Lauritzen, der ved valget i 2011 formåede at overgå Lene Espersen og hente 14.346 personlige stemmer. Topscoren i Nordjylland blev dog Socialdemokraternes Bjarne Laustsen med 18.733. Siden valget har han blandt andet markeret sig som en kritiker af Thornings dagpengelinje.  Og han har formentlig hentet stor kredit i Nordjylland som manden, der for alvor fik bragt sagen om den syvårige pige Im Nielsen op på Christiansborg, så hun fik lov at blive i Aabybro i Nordjylland, efter at hendes far døde af kræft.     PORTRÆT: "Far her" vil tilbage i Folketinget Det er nok et af de mere legendariske interviews i dansk tv: Den daværende forsvarsminister, den populære venstrepolitiker Søren Gade, er i studiet hos tv-værten Clement Kjærsgaard. Rammerne er afslappede, talkshowet ser tilbage på ugen, der gik, og i netop den uge i oktober 2009 dominerede bogen "Jæger - i krig med eliten" nyhedsdagsordenen.   Kort fortalt har Forsvarsministeriet forsøgt at hindre bogen, der er skrevet af en tidligere jægersoldat, i at komme ud. Dagbladet Politiken har imidlertid alligevel trykt den, og pludselig er en arabisk oversættelse dukket op på nettet. Flere har dog mistanke om, at det er forsvaret selv, der står bag oversættelsen, men det afviser Gade blankt.   - Hvem får det konsekvenser for, hvis det viser sig, at du tager fejl, spørger tv-værten.   - Far her. Jeg er jo direktøren for det hele.   Det citat har siden klæbet til Søren Gade, der nu gør klar til et politisk comeback.  For Søren Gade var som forsvarsminister "direktøren for det hele". Kendt for at være nede i detaljen og dybt optaget af de danske soldater. Han fik en høj stjerne blandt soldaterne, fordi han ofte fløj til Afghanistan for at spise feltrationer med de udsendte, og han mødte op til samtlige militære begravelser og græd åbenlyst med de pårørende.   I 2008 døde hans kone efter lang tids kræftsygdom og efterlod ham alene med to døtre. Tabet var ifølge Gade selv med til at forstærke hans medfølelse for soldaternes efterladte. Ved folketingsvalget i 2007 fik han knap 24.000 personlige stemmer - i Venstre kun overgået af daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen.   Så det var en folkekær politiker, der i februar 2010 kastede håndklædet i ringen og trak sig fra politik. Søren Gade har siden åbent sagt, at han var slidt ned efter de seks år som forsvarsminister. Jægerbogsagen kom nemlig oven på den såkaldte lækagesag, hvor Gades daværende rådgiver blev beskyldt for at have lækket oplysninger om, at det danske jægerkorps skulle udsendes til Irak. Politiet droppede siden sigtelsen.   Blå bog om Søren Gade Søren Gade vender tilbage til dansk politik og stiller op som folketingskandidat for Venstre. Den tidligere forsvarsminister Søren Gade gør politisk comeback for Venstre og stiller op til Folketinget. Det bekræfter partiet over for Ritzau. Han bliver efter planen opstillet i Aalborg Vest-kredsen, hvor han dog først skal vælges formelt.   * Søren Gade er født den 27. januar 1963 i Holstebro.   * Han blev valgt til Folketinget for Venstre i 2001 og var forsvarsminister fra 24. april 2004 til 23. februar 2010.   * Som forsvarsminister var Søren Gade meget usædvanligt en af regeringens mest populære ministre og var på top 10-listen over personlige stemmer ved folketingsvalget i 2007, hvor han med knap 24.000 personlige stemmer i partiet Venstre kun blev overgået af Anders Fogh Rasmussen.  * Gade trak sig som minister og fra Folketinget efter den såkaldte jægerbogsag, der blandt andet handler om lækage af fortrolige oplysninger.   * Han blev siden nævnt som mulig borgmesterkandidat i Holstebro, men blev i maj 2012 udnævnt til administrerende direktør for Landbrug og Fødevarer. Han forlod stillingen sidste år, da han ikke ønskede at fortsætte i en ny ledelsesstruktur. * Uddannet økonom fra Aarhus Universitet i 1990.   * Tjenestegørende officer ved Jydske Dragonregiment i Holstebro fra 1983 til 1995.  * Reserveofficer med kontrakt ved Jydske Dragonregiment i Holstebro. Pt. med graden major af reserven fra 1985.   * Har blandt andet arbejdet i Færch Plast, Dansk Supermarked og Cheminova Agro A/S, ligesom han har undervist merkonomer i detailhandelsledelse. * Er far til to piger, Ida og Mette.   /ritzau/

Mest Læste

Annonce