Sådan, med vægten på den første oven for nævnte – negative – forståelse, ses ordet konkurrencestat i den antologi, jeg her omtaler: Søren Kaj Andersen og Ove K. Pedersen (red.): Konkurrencestaten og dens kritikere (2017). Den indeholder 22 nye og kritiske bidrag fra forskere, politikere og interesseorganisationer. Det er blevet til 516 sider!
Selve ordet konkurrencestat er herhjemme især blevet kendt fra en bog af Ove K. Pedersen fra 2011, der simpelthen hed Konkurrencestaten. OKP er professor ved CBS og blev doktor på bogen og en efterfølger, Markedsstaten fra 2014. Konkurrencestats-bogen omtales i flere artikler i antologien som en af de vigtigste danske værker inden for samfundsvidenskaben i flere årtier. Den har været genstand for betydelig offentlig debat, og ordet er ikke langt fra at være gået ind i dagligsproget, i hvert fald hos dem der interesserer sig for den offentlige sektor.
Mere om Bøjes Verden
Bøje Larsen har både været konsulent for og underviser af offentlige ledere og medarbejdere, især i regi af eget firma, han har været forfatter og forsker. Han var senest professor ved CBS, hvor han nu er tilknyttet som adjungeret.
Bøje Larsen spidder stemninger og normative opfattelser og inviterer til respektfuld debat.
Læs mere fra Bøjes Verden lige her.
Hvad betyder så ordet ”konkurrencestat”?
Det henviser for det første til den konkurrence, som et land som Danmark er udsat for i disse år. Landet kaldes sædvanligvis en lille, åben økonomi, der har en meget stor samhandel med udlandet, og som er afhængig af, at vi kan konkurrere med vore varer og ydelser med udlandet – og kan eksportere og derved betale for de varer, vi importerer.
Den globale konkurrence er klart voksende, og mange lande, ikke mindst i Asien, kan levere varer og ydelser til priser, som vi slet ikke kan konkurrere med – og som vi har nydt godt af i form af varer f..eks. elektronik til fantastisk lave priser i forhold til, hvis disse varer ville koste, hvis de skulle produceres her. En middag for to på en hip københavnsk restaurant også uden Michelin-stjerner kan koste mere end en asiatisk mobiltelefon.
Men konkurrencen går videre. Kan vi overleve? Vil vore lønninger blive presset ned? Vil der være plads til en i globalt perspektiv gavmild velfærdsstat? Til det repræsentative demokrati, når markedskræfterne kører os?
For det andet indeholder konkurrencestatsordet fra OKPs side også en tanke om, hvordan det danske samfund må og allerede har omformet sig for at klare udfordringen: Hårdere intern konkurrence også i den offentlige sektor, mere statslig styring (NPM og lignende), mere egoistiske holdninger. Han kalder det en mere opportunistisk indstilling: Vi søger at udnytte muligheder i egen interesse, hvor vi kan. Vi tjener ikke mere nationen, almenvellet, faget, velfærden eller andre ”højere” mål, men os selv. Det gælder for OKP ikke blot ansatte i private virksomheder, men også i det offentlige og i professionerne. Vi er alle blevet ”soldater” i konkurrencestaten, skriver han.
Hvordan skal Danmark reagere på den stigende konkurrence udefra?
Et gennemgående træk i artiklerne i antologien er en diskussion af, om det udefra kommende konkurrencepres nødvendigvis fører til, at Danmark og andre lande skal reagere ved selv at indeholde de samme træk. Er Danmark blot udsat for benhård konkurrence, men kan vælge forskellige reaktioner og forsvarsmekanismer internt? Eller sætter den internationale konkurrencetænkning sig automatisk igennem her også?
Mange af forfatterne kritiserer, at OKP nærmest synes at mene det sidste. Ligesom marxisterne mente, at kapitalismens love satte sig igennem og måtte føre til en arbejdernes revolution. Det var ikke noget, de eller andre kunne vælge eller fravælge.
De fleste forfattere mener, at vi har valgmuligheder, især i form af at styrke og forsvare velfærdsstaten i nogenlunde kendt form eller med reformer.
Velfærdssamfundets solidaritet og samarbejde er Danmarks svar
Formanden for LO, Lizette Risgaard skriver f.eks. i sin artikel, at velfærdsstat og konkurrenceevne har udviklet sig sammen, hvor begge forhold understøtter hinanden. Velfærd er ikke altid blot udgifter, men kan ses som investeringer. F.eks. børnepasning, som muliggør, at kvinder kan deltage i arbejdslivet. Hun taler derfor også om den danske models konkurrencedygtighed – og beskriver den i tre punkter. Et velorganiseret arbejdsmarked med samarbejde, en økonomisk politik med vægt på fuld beskæftigelse og velfærden. Skal man groft karakterisere hendes svar, så er det ”mere af det samme”.
Uffe Elbæk mener, at konkurrencetænkningen udhuler velfærden, slider den ned. Han taler derfor for et Balancesamfund med mere overskud og tid, som sit svar på udfordringen. Lad os skaffe os plads til os selv og hinanden. Lykken ligger ikke i forbruget. Han nævner, at flere og flere drives af meningen med deres arbejde, ikke af økonomiske incitamenter. Og mange vil gerne arbejde frivilligt.
Enhedslisten har en meget grundig artikel, der begynder med udsagnet om, at DK ikke har problemer med sin udenrigshandel. Overskud over hele linjen. Og der er mange styrker i det danske. Som et dril til Fogh har de en mellemoverskrift, der hedder ”Rundkredspædagogikken skaber eksport”. Danmark har været succesfuld i industrier, der er kommet ud af grønne bevægelser o.lign., f.eks. vindmølleindustrien.
Andre forfattere kritiserer også tanken om, at konkurrencestatstænkningen automatisk kommer til Danmark, men fra et andet synspunkt. Professor Lars Qvortrup fra DPU er en af afvigerne i antologien ved ikke at være helt så optaget af konkurrenceudsathedens onde skygge. I indledningen af sin artikel skriver han kritisk (s. 185):
”Nævn en samfundsmæssig dårligdom og konkurrencestaten har været svaret.”
Han tager f.eks. folkeskolereformen i 2013-14 som eksempel på det modsatte. Den kom ikke (som OKP nærmest mener), fordi konkurrencestaten fyldte aktørernes hoved og hjerter. Men som en lokal dansk samling af en nogle ændringsønsker fra forskellig side, som så fik overskriften ”reform”.
Skurkebarometeret var ikke et resultat af konkurrencestaten, men sund og konkret fornuft
Som et andet eksempel nævner Qvortrup de forkætrede PISA-undersøgelser – som han kalder ”skurkebarometeret” - af skoleelevers niveau. Det er da konkurrencestat om noget? Nej, de ændringer det medførte, skyldtes, at de første resultater i 1994 viste, at danske elever blandt de 32 undersøgte lande lå på den 3. sidste plads, før Trinidad og Tobago mht. læsehastighed og forståelse. Det krævede ikke nogen stor samfundsanalyse og konkurrencestatsord at blive enige om, at det måtte der gøres noget ved.
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, der også har bidraget til bogen, har naturligvis en anden udlægning af forløbet. Han er i øvrigt en af dem, der mest energisk og nærmest idealtypisk argumenterer for, at konkurrencetænkningen allerede har gjort sine ulykker i DK.
Stefan Hermann, rektor på Professionshøjskolen Metropol, er en anden mindre konform stemme. For ham er konkurrencestaten, modsat Bondo C.s argumentation ikke særligt prægende for det danske system. Han protesterer især over OKPs påstand om, at den opportunistiske person er skolens ideal.
”Færdigheder” som OKP ser som udtryk for konkurrencestaten, mener Hermann er et begreb med en lang historie i dansk skole, ikke noget nyt og ikke særlig knyttet til noget konkurrenceformål. Han peger også på, hvordan opdragelse til demokrati er et centralt mål i folkeskolen, indskrevet i lovgivningen. Lige som skolens betydning for at mindske virkningen af social baggrund heller ikke synes ham meget knyttet til konkurrencestatstænkningen.
Midt-venstre er i overtal i antologien
Forfatterne til de 22 bidrag er overvejende forskere. Hertil kommer fem fagforeningsrepræsentanter, typisk formændene (LO, Danmarks Lærerforening, FTF, Dansk Psykolog Forening, 3F.), seks politikere (Fra Socialdemokratiet, De Radikale (Marianne Jelved), Enhedslisten, Alternativet (Uffe Elbæk) og en arbejdsgiverrepræsentant (Dansk Industri). Det er altså mest venstresiden i politik og arbejdstagerrepræsentanter, der er inviteret.
Det afspejler sig selvfølgelig i indholdet, der overvejende ser konkurrencestaten, udefra eller i DK, som en trussel, og velfærdsstaten i sin kendte form som et gode, der skal beskyttes.
Der er ikke mange linjer tilbage til tidligere borgerlig kritik af velfærdsstaten, undtagen en smule i OKPs afsluttende artikel. Man kunne nævne f.eks. J. S. Dich: Den herskende klasse, 1973 , der så den offentlige sektors folk som en ikke kontrolleret magtfaktor i samfundet, der driver opbygnigen af velfærdsstaten, delvis i egen interesse. Og Henning Fonsmark: Den danske utopi, 1990, der beskrev fremvæksten af velfærdsstaten i forrige århundrede med en vis undren over, hvordan det kom dertil og med en i international sammenhæng så stor velfærdssektor, der også omfatter middelklassen.
Nyere borgerlig kritik af velfærdsstaten for at underminere klassiske værdier som ansvar for eget liv, flid og dygtighed, er heller ikke med. Ej heller kritik mod det repræsentative demokrati for beskeden handlekraft, for at give opdrift i de offentlige udgifter og for, senest, at medføre protestresultater, der næppe er gode for det pågældende samfund: Trump, Brexit, regionale selvstændighedsbevægelser, hvor deltagerne bilder sig ind, at lykken ligger i en form for ”selvstændighed”, som om den fandtes i den moderne verden.
En anden afgrænsning i antologien er, at den næsten udelukkende ser på Danmark. Danmark som offer for konkurrence og globalisering. Og Danmark som i bedste fald aktør mht. at redde sig selv. EU forekommer næsten ikke. Enhedslisten har, ros til dem, lidt om, hvad der foregår uden for den danske næsetip.
Udfordringerne udefra
Selve den internationale konkurrence, som konkurrencestaten i DK, med kendt eller reformeret velfærdsstat, skal være et svar på, beskrives ikke i bogen. Hvad er det ved f.eks. Kinas og andre asiatiske økonomiers voksende rolle, der er truende?
I dag er det ikke blot den kinesiske masseproduktion, som trods alt har givet os billige varer. Kineserne laver og bruger også de hurtigste højhastighedstog, har de længste broer, producerer og udvikler kvalitetscomputere (jeg skriver på en sådan, Lenovo), mobiltelefoner (Huawai mm.), De største stålkoncerner er i Kina, og de driver el-bil udviklingen etc. Kina er det land i verden, der investerer mest i genteknologi og kunstig intelligens. Nej, de overtager kvalificeret fagligt arbejde, ingeniørarbejde og udviklingsarbejde, som vi regnede med, vi skulle overleve på.
Dertil kommer, at Kina og f.eks. Rusland synes at gå mod en mere eller mindre oplyst form for diktatur, som ikke stemmer med danske demokratiidealer. Det skulle vel ikke vise sig, at disse halv-diktaturer både kan have større befolkningsopbakning og skabe resultater? Jeg håber det ikke, men …
Af andre pres kan nævnes folkevandringerne fra fattige til rige lande. Genfødt religiøs indflydelse og fanatisme. Had til den politiske elite. Fremvæksten af midlertidige beskæftigelser: Prekariatet. Der er nok at tage af.
Jeg indrømmer, at det ville være meget at tage med i en antologi, der allerede er 516 sider, men det er ofte i bogen, som om denne ukendte kraft udefra, det onde, kan overvindes alene ved, at vi står sammen om det sædvanlige Der er få positive bud på, hvad der bør justeres for ikke at sige, med tidens modeord, disruptes i den danske velfærdsstat og samfund. Måske er en sådan disruption ikke blot af det onde, men også en mulighed lidt på linje med Corydons udtalelse nævnt i indledningen. Mange vigtige forandringer, i samfund og personers liv, opstår som svar på et udefra kommende pres eller ligefrem brutale hændelser.
Det er ikke en bog, man læser på en aften. Så bliver man kulret i hovedet. Det er heller ikke som i en klassisk kriminalroman, der fører frem til en slutning, hvor vi får at vide, hvem der er forbryderen. Underliggende får vi nok indtryk af, at det er den væmmelige globalisering og konkurrence, der sætter det gode i DK under pres, men billedet af, hvad vi skal gøre, er ret uklart.
Jeg kan meget anbefale den alligevel.
