Børnefattigdom vokser i udsatte kommuner

Velfærd

26/02/2018 09:36

Nick Allentoft

Kontanthjælpsloftet har betydet en stigning i antallet af fattige børn i områder som Langeland, Lolland og Vestsjælland, lyder det i analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Når formand for børn- og ungeudvalget i Slagelse Kommune, Helle Blak (SF), besøger kommunens skoler, møder hun børn, hvis forældre ikke har råd til at anskaffe en computer. Derfor må de låne digitale hjælpemidler på skolen. Et tydeligt eksempel på økonomisk afsavn, mener Helle Blak.

Det samme oplever man i flere kommuner landet over. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Fattigdomsdebatten boks

Fattigdomsdebatten bidrager med ny viden til fattigdoms-området. Læs tidligere indlæg her:  

Temaredaktør Per K. Larsen har beskæftiget sig med fattigdom og socialt udsatte gennem årtier, og er i dag landssekretær i EAPN. 

 

En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at 10.500 flere børn er blevet fattige i 2016 efter indførelsen af kontanthjælpsloftet. I 2016 var der samlet 48.300 fattige børn i Danmark. Ifølge analysen er fattigdommen mest udbredt på Lolland-Falster, i Sønderjylland, på Langeland, på Vestsjælland og i en række kommuner på Københavns vestegn. 

Målt efter den tidligere regerings fattigdomsgrænse levede 1020 børn i Slagelse Kommune, svarende til 6,7 procent af alle børn i kommunen, i 2016 i fattigdom. Det er en stigning på 1,3 procentpoint i forhold til 2015, og dermed er den vestsjællandske kommune et af de fire områder i Danmark med den største stigning i børnefattigdom. Langeland har den højeste andel af fattige børn. 7,6 procent af kommunens børn voksede op i en fattig familie i 2016, mens det gjaldt 7,1 procent af alle børn på Lolland, 6 procent i Ishøj og 5,8 procent i Tønder. Til gengæld er der færrest fattige børn i Egedal, hvor 1,4 procent var fattige i 2016.

”Vores analyse viser, at børnefattigdommen stiger mest i de kommuner, der i forvejen har mange fattige. Man kan spørge, om kontanthjælpsloftet har bidraget til, at det bliver endnu sværere at vokse op som barn på Lolland og på Langeland end i kommuner som Egedal, Allerød eller Gentofte, hvor der er den mindste andel af fattige børn,” siger analysechef Jonas Schytz Juul fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. 

Han mener, at politikerne i første omgang bør afskaffe kontanthjælpsloftet. Det blev indført i oktober 2016 og betød, at der blev lagt et loft over, hvor meget kontanthjælpsmodtagere kunne få i samlet støtte.

”Loftet ramte mindre voldsomt i 2016, fordi det kun var gældende tre måneder af året. Vi frygter, at der er kommet endnu flere fattige børn i 2017 og 2018,” siger Jonas Schytz Juul.

Analysens konklusioner kommer ikke bag på formanden for børn- og ungeudvalget i Slagelse Kommune, Helle Blak.

”Vi har brug for nye måder at gribe problemet an på. I Danmark er vi slet ikke gode til at investere i disse familier tidligt, så den enlige mor med børn for eksempel får intensiv støtte til at tage en uddannelse,” siger Helle Blak.

Læs hele historien i Kristeligt Dagblad

 

Mest Læste

Annonce