Boganmeldelse: Cirkus Slotsholmen hudflettes i Ansvaret der forsvandt

Fremragende bog om centraladministrationen, Folketinget og medierne udstiller en fundamental samfundskrise.

Lad det være sagt med det samme. Pernille Boye Kochs og Tim Knudsens bog, “Ansvaret der forsvandt - om magten, ministrene og embedsværket” er skræmmende pligtlæsning for enhver, der har en smule engagement i samfundet.  

Tema om offentlig modernisering

Gennem 30 år har politikerne forsøgt at modernisere den offentlige sektor.

Læs her hvad centrale nøglepersoner mener om de forsøg. 

De to forskere hudfletter Cirkus Slotsholmen, så man sidder tilbage med alvorlige bekymringer om styringen af landet.

Bogen gennemgår de senere års offentlige skandaler - eller sager - og afdækker, hvordan demokratiske kontrolfunktioner som Ombudsmanden, Rigsrevisionen og forskellige undersøgelseskommissioner har tabt indflydelse til fordel for et magtapparat, der i stigende grad varetager egeninteresser over samfundets interesser.

Den kontroversielle Solcellesag er ifølge bogen et direkte  eksempel på dette, da flere ministre forsøgte at lægge pres på Folketingets formand for at få ham til at indskrænke Rigsrevisionens kulegravning af sagen. Bogen kommer omkring en lang række andre eksempler, der understreger forfatternes pointe.

Udviklingen  er alvorlig, fordi omkring halvdelen af den samlede danske økonomi løber gennem offentlige systemer. Alvorlig, fordi forfatterne afdækker en magtkorrumpering, der er havnet i en ond cirkel. Det er derfor rimeligt at sætte ordet krise på den måde landet ledes på, og man kan tilføje ordet akut, når selv forfatterne til denne bog melder pas på, hvilke løsninger, der skal tages i brug.

Frustrationer i lys lue

Jeg blev anbefalet at læse bogen, da jeg i en samtale med en tidligere offentlig topleder omtalte Jesper Tynells bog ‘Mørkelygten’, som er anmeldt her. Anbefalingen lød, at Knudsen og Boye Kochs bog gik dybere og mere indsigtsfuldt til værks. Det er også rigtigt, men bøgerne udstiller på hver deres måde en alvorlig styrings- og ledelseskrise i centraladministrationen. Den kan ikke længere affærdiges med, at skandaler og sager er undtagelsen.

Se vores bogomtale og anmeldelser

Vi anmelder jævnligt nye bøger eller får indlæg fra forfattere. Find alle tidligere boganmeldelser her.

Vil du selv være anmelder? Skriv til redaktionen (klik her)

Hvor Jesper Tynell gennem adskillige kilder i ‘Mørkelygten’ journalistisk afdækker, hvordan frustrationerne er stigende i embedsværket og ingen rigtig ved, hvad de skal gøre ved det, så formår Pernille Boye Koch og Tim Knudsen direkte at hudflette arbejdsmetoder og samtidig stille alvorlige spørgsmål ved den måde, centraladministrationen arbejder på - fra fuldmægtige og afdelingsledere over departementschefer til de folkevalgte politikere, der indtager ministerposterne.

                Læs også: Interview med departementschef Sofus Garfiel

Forfatterne formår på en forskningsmæssig elegant måde at formidle egne menneskelige frustrationer i en velformuleret og grundig gennemgang af de seneste års store sager. Det gælder Statsløseskandalen, der så sent som i august blev aktualiseret med kommissionens rapport, samt  Jægerbogssagen, Helle Thornings skattesag, de overbetalte private sygehuse og den skæbnesvangre nødløgn i Christiania-sagen, hvor Bødskov måtte gå som Justitsminister, og danskerne nogen tid senere måbende kunne konstatere, at en tjenestemandsundersøgelse fandt det ok at konstruere en løgn overfor Folketinget, hvis den kunne kategoriseres som en såkaldt nødløgn. Ind imellem det hele drysses henvisninger til andre sager, så man ser den direkte forbindelse mellem sagerne og Cirkus Slotsholmen (det skal retfærdigvis siges, at udtrykket er opfundet til anmeldelsen og ikke findes i bogen.)

Underlig mistillid til politikere

Bogen har sit omdrejningspunkt i embedsværket, og deri ligger en fokusering, som kommer til at udstille en central problemstilling i debatten om vores demokratiske indretning: Politikerne.

Man får nemt det indtryk, at forfatterne mangler tillid til  - eller respekt for - den politiske institution. De overser, at den politiske ledelse af samfundet er fundamental for borgernes tillid til demokratiet, når forskerne eksempelvis skriver, at politikerne mangler kompetencer. Eller også har der sneget sig en ny fortolkning ind af politikerrollen i det repræsentative demokrati.

I en gennemgang af ministerrollens historie forklarer forfatterne, at i midten af 1950’erne var “kun” seks af seksten ministre akademisk uddannede, og flere havde kun syv års skolegang. Herefter problematiserer forfatterne, at landet har ministre, der ikke er fagligt eller uddannelsesmæssigt klædt på til opgaven. Ja, de kalder det et “problem”.

Her ligger en farlig fejlfortolkning af demokratiets nerve. Nemlig det repræsentative. Muligheden for at enhver uanset uddannelse, baggrund og status kan blive politiker. Og hermed også behovet for, at den politiske institution har et embedsværk, der formår at samarbejde med, lytte til og aktivt lade sig inspirere og forny samfundet i kraft af det til enhver tid siddende politiske kollektiv.

Man får den tanke, at de senere års enorme akademisering af samfundets centrale positioner simpelthen har fortrængt denne helt centrale del af demokratiet. Nok lever vi i en tid, hvor udviklingen på mange måder går hurtigere end den kollektive menneskehjerne kan følge med, men er det en grund til at fordumme politikere med eksempelvis følgende:

“De sager - og mange andre - som vi har præsenteret i denne bog, tyder for os på, at systemet er blevet uholdbart. Det er dog umuligt bare at skrue udviklingen tilbage og bede ministre og andre politikere om at klare opgaverne på egen hånd med mindre hjælp. De ændringer, som er sket, skyldes i vid udstrækning, at politikerne har fået sværere ved på egen hånd at leve op til alle de krav, som en større og mere kompliceret verden stiller i dag.”

Jeg fristes til at spørge, om det kun er politikerne, der har fået sværere ved at leve op til kravene i en kompliceret verden? Og jeg kunne provokerende referere forskeren Søren Obed Madsen, der har forsket i strategier og deres udførelse. Han gør opmærksom på, at den, der finder noget kompliceret, bare ikke har forstået det.

Denne tilgang til politikerne skal ikke lægges forfatterne til last, for den går igen i mange sammenhænge, og politikerne har i høj grad selv bidraget til det, som en af forfatterne, Tim Knudsen, i øvrigt selv peger på i et interview med Djøf-bladet. Her taler Knudsen blandt andet om statskundskabsretningen, som mange af nutidens politikere og centrale embedsfolk og lobbyister har valg.

”Det værst tænkelige, jeg kunne forestille mig, er, at statskundskab degenererer til en skole i magtmanipulation. Et sted hvor man først og fremmest interesserer sig for, hvordan man kan markedsføre politik, og hvordan man ved hjælp af kommunikation både kan vejlede og vildlede.”

Interessevaretagelse før samfundet

Knudsens frygt er virkelighed i hans og Pernille Boye Kochs bog, og man sidder tilbage med samme frustrationer, som de selv fremlægger med bogens opbygning.

Første del gennemgår den historiske udvikling og de lovmæssige og formelle rammer og kriterier for embedsværkets arbejde, herunder særligt ministeropgaven og ministerbetjeningen. Derefter leverer de glimrende gennemgange af de senere års største og væsentligste sager og stiller centrale spørgsmål ved den måde, systemet har forsøgt at lære af sagerne. Den gennemgang bruger de elegant til at gennemgå forskellige forslag til at justere systemet. Fra ideen om at indføre juniorministre over større ministersekretariater til statssekretærer eller en forstærkning af Folketingets eget embedsværk. Forfatterne anbefaler ingen af forslagene anbefalet over andre.

Knudsens og Boye Kochs egne frustrationer får lov at skinne igennem, og med deres tredje-sidste sætning sætter de en trumf på, der bør vække eftertanke og blive helt central for hver eneste offentligt ansatte fra den fuldmægtige til departementschefen.

“Politisk-strategiske overvejelser må ikke trumfe normer om lovlighed og saglighed”

Således bliver bogen et vigtigt bidrag til debatten om djøficering, embedsmandsstyre og karrierevaretagelse for både embedsmanden og politikeren. Den ene gruppe har fået politikerne som ledere, mens den anden - politikerne - har danskerne som ledere. Det er måske den lille detalje, mange mennesker har tendens til at glemme både som politikere og embedsmænd.

Ivrigheden efter at vise politisk tæft, skabe resultater og komme videre i karrieren må aldrig overstråle eller komme før hensynet til det ansvar der følger med jobbet som t j e n e s t e-mand eller f o l k e-valgt for så kan man vel ligeså godt søge en karriere i det private erhvervsliv.

 

Emneord: Boganmeldelse, Ansvaret der forsvandt, Pernille Boye Koch, Tim Knudsen, Slotsholmen, Embedsmandsstyre, Embedsværk, Centraladministrationen, Ministerstyre, Ministeransvar, Demokrati, Folketinget, Chefredaktør Nick Allentoft, Velfærdsstat eller velfærdssamfund, Tavshedskultur
Den Offentlige på DenOffentlige.dk Du er DenOffentlige!...
Aktivitet: Artikler: 145

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Kommentarer
  • 29.08.15 Tommy Jensen
    Cirkus Slotsholmen

    Interessant artikel der bekræfter hvor synderen reelt sidder. Man kan sure den over embedsværkets imperiebyggeri og dårlige sager, erhvervslivets fiflerier og hensynsløshed, men aben for det korrupte system sidder entydigt på politikerne skuldre når analysen er tilendebragt.
    Embedsværkets efterlysning af kompetence hos politikerne behøver ikke at have noget at gøre med 7 års skolegang eller manglende erhverserfaring.
    S-politikeren Peter Hummelgaard der forklarede at mange tog fejl og troede politik handlede om det bedste for de fleste, men at politik var kamp mellem interessegrupper.
    Hvis det er den småtskårne holdning på hele Slotsholmen, at det bare drejer sig om kampe om at rage mest mulig til sine egne og ikke om en tillidspost til gavn for alle, har demokratiet skudt helt forbi.
    I det mindste har vi udpeget stedet hvor aben skal sidde, tilbage er et arbejde med at få ansvar hægtet sammen med magten. Her kunne embedsværket måske hjælpe med at gøre en forskel.

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige