Borgerprotest mod kort høringsfrist på sygehusene

Ledelse

28/04/2015 08:41

Nick Allentoft

Man skal være hurtig, hvis man vil protestere mod den omfattende spareplan, som Region Midtjylland i går lagde frem. Høringsfristen er kun på 11 dage.

Det er man især i Silkeborg utilfreds med, hvor man risikerer en lukning af sygehusets akutklinik, flytning af medicinske sengepladser og en lukning af akutlægebilen.

Orla Madsen fra Initiativgruppen til Regionshospitalets Overlevelse mener, at en høringsfrist på 11 dage er alt for lidt.

                 Læs også: Region Midtjylland skal spare 699 mio.

- Jeg kan ikke forstå, at det skal køres igennem på så kort en periode. Det er ikke rimeligt overfor nogen, siger han.

Den korte høringsfrist på 11 dage skyldes, at regionen vil have den endelige beslutning i hus inden sommerferien, forklarer formanden for regionens hospitalsudvalg, Anders Kühnau.

Han mener, 11 dage er tilstrækkeligt, fordi tidsplanen for hele forløbet blev offentliggjort alllerede i januar.

Den argumentation køber Orla Madsen ikke:

- Så længe vi ikke har set forslagene, kan vi jo ikke basere vores mødeaktivitet og vores indsigelser på noget som helst.

Mest Læste

Annonce