Jonas Schultz Thygesen er ny borgerrådgiver i Haderslev Kommune

Borgerrådgiver slår dørene op

Ledelse

01/08/2014 23:09

Nick Allentoft

Den 11. august slår Haderslev Kommunes nye borgerrådgiver, Jonas Schultz Thygesen, dørene op for borgere, der har brug for hjælp til at finde rundt i det kommunale system.

Som borgerrådgiver vil Jonas Schultz Thygesen fungere som ”brobygger” mellem borgeren og kommunen. Han kan ikke ændre på afgørelser, men han kan hjælpe med at forstå dem, vejlede i klagemuligheder samt skabe eller genskabe dialog med kommunen.

Jonas Schultz Thygesen ser frem til opgaven:

 

”De sidste par måneder har jeg brugt til at sætte mig ind i mit arbejdsområde samt etablere mig rent fysisk på mit kontor på Bispen. Nu glæder jeg mig til at tage fat på dét, det hele drejer sig om, nemlig borgerne.”

 

Som udgangspunkt kan alle borgere og virksomheder i kommunen ringe eller skrive til borgerrådgiveren, hvis de oplever problemer i kontakten med kommunen. Men før man farer i blækhuset, er det en god idé selv at prøve at løse problemet.

 

”De fleste spørgsmål kan heldigvis besvares af den sagsbehandler eller afdeling, der er ansvarlig for området. Det første, jeg spørger om, er derfor, om man har prøvet at kontakte dem direkte. Men har man det – og har det ikke hjulpet – ser jeg gerne på sagen,” siger Jonas Schultz Thygesen, som i øvrigt henviser til Haderslev Kommunes hjemmesidewww.haderslev.dk/borgerrådgiver, hvor man kan læse mere om, hvilke typer sager, han behandler.

 

Borgerrådgiveren arbejder uafhængigt af den kommunale administration og refererer direkte til Haderslev Byråd. En gang om året giver borgerrådgiveren en beretning til byrådet med forslag til generelle forbedringer af kommunens sagsbehandling.

 

Fakta

  • Borgerrådgiveren har åbent mandag fra klokken 15-20 samt tirsdag, onsdag og torsdag fra klokken 9-13.
  • Borgerrådgiveren kan kontaktes i åbningstiden på telefon 20 26 64 45 eller via digital post på www.borger.dk
  • Borgerrådgiveren kan efter aftale træffes på Bispen i Haderslev og på bibliotekerne i Gram og Vojens. Se på www.haderslev.dk/borgerrådgiver hvornår han er de forskellige steder.
  •  

Mest Læste

Annonce