Byråd iværksætter undersøgelse efter hård kritik

Politik

20/12/2013 11:53

Nick Allentoft

Efter hård kritik fra udsatte borgere tager politikere i Vejen Kommune nu affære. Der er iværksat en undersøgelse af beskæftigelsesområdet for at skabe en bedre sagsbehandling og dialog. Borgmester erkender, at borgerne skal anerkendes og inddrages mere. Men spørgsmål stillet ved byrådsmøde 10. december er stadig ubesvaret.

Den sociale modstandsbevægelse har nu etableret sig i Vejen Kommune med netværket Syg i Vejen. Efter markant kritik af kommunens jobcenter iværksætter politikerne nu en undersøgelse.

“Der er nogle borgere, som er fremkommet med en markant kritik af jobcenteret. Den kritik må vi naturligvis handle på, så derfor har vi iværksat en undersøgelse,” fortæller borgmester Egon Fræhr (V) fra Vejen Kommune.

Reaktionen kom efter den sociale modstandsbevægelse etablerede sig i Vejen. Historien er den samme som andre stedet i landet - borgerne bliver klemt i sagsbehandlingen, ikke inddraget og ifølge Syg i Vejen bryder Jobcenteret loven.

“Kommunen skal overholde loven og den praksis der er på området, og ikke udøve ulovlig praksis som vi desværre har flere eksempler på. Det er umenneskeligt og særdeles krænkende at dette sker,” fortæller Anette Juhl fra Syg i Vejen.

Hun og netværket ønsker markante forandringer.

“Jobcentrets medarbejdere skal ikke ikke tolke lov og jura som de vil - men have nogle faste retningslinjer som de SKAL overholde. Desuden ønsker vi, at de respekterer den enkelte borger individuelt og taler PÆNT til os,” fortæller Anette Juhl.

Borgmesteren i Vejen tager kritikken alvorligt, siger han.

“Borgerne skal selvfølgelig have en ordentlig behandling, og gør vi det ikke godt nok, må vi rette op,” fortæller Egon Fræhr.

Først undersøgelse, så opfølgning

Siden byrådets beslutning om at iværksætte en undersøgelse har borgmesteren indledt politiske drøftelser for at finde ud af, hvordan der rettes op. Det overrasker ham, at Vejen Kommune er inddraget i den sociale modstandsbevægelses protester.

“Jeg har godt lagt mærke til den kritik, som har været i andre kommuner, men det var min opfattelse, at vi gjorde det ordentligt i Vejen Kommune. Nu har nogle borgere rejst kritik, og det tager vi naturligvis alvorligt,” siger Fræhr.

I første omgang har byrådet efter indstilling fra Økonomiudvalget tidligere på måneden besluttet, “at der gennemføres en undersøgelse, som beskrevet i oplæg af 21. november 2013 fra Epinion om brugertilfredshedsundersøgelse på sygedagpengeområdet. Undersøgelsen skal anvendes fremadrettet og i et læringsperspektiv.”

Vejen Kommune har ifølge behandling i kommunens beskæftigelsesudvalg tidligere “foretaget undersøgelse af sagsgange gennem BDOanalysen på sygedagpengeområdet og i 2011 er foretaget undersøgelsen vedr. brugerinddragelse i kvalitetsudvikling - de lediges oplevelse af mødet med Jobcentret gennem konsulentfirmaet Marselisborg.”

Ifølge borgmesteren er undersøgelsen kun begyndelsen på, at få rettet op på eventuelle problemer i Jobcenteret.

“Nu får vi lavet den her undersøgelse, men vi oplever generelt et stort pres på jobcenteret efter de seneste reformer og de krav, der er til Jobcenterets medarbejdere. Det er nye vilkår, og vi må forsøge at indrette og omstille os bedst muligt,” fortæller Egon Fræhr.

Udover undersøgelsen, som byrådet vedtog at iværksætte på sit møde den 10. december, er kommunen også i gang med at svare på en række spørgsmål fra Syg i Vejen.

Ifølge Anette Juhl fra Syg i Vejen er undersøgelsen nemlig langt fra nok, og med en række spørgsmål til byrådet har borgerne et håb om, at der kommer mere opmærksomhed om den kritik, de har rejst.

“Undersøgelsen er bestemt ikke nok. Det er først nu, at Syg i Vejen skal træde i karakter og fastholde vore politikere på det, vi har stillet spørgsmål ved samt at den kritik vi kommer med er alvorlig, men også berettiget. Vi har beviser for at der er noget helt galt i jobcenteret i Vejen Kommune,” siger Anette Juhl.

Kommunen bekræfter, at der bliver arbejdet på at besvare en række spørgsmål fra Syg i Vejen.

“Det er korrekt, at der er afleveret en række spørgsmål. Svarene arbejdes der pt. på, og de er derfor ikke tilgået gruppen,” oplyser Vejen Kommune.

Spørgsmålene er stillet i forbindelse med byrådsmødet den 10. december,

Fakta:

Læs indstillingen om undersøgelsen af jobcenteret her. Det er punkt 336. 

Syg i Vejens spørgsmål til Vejen Byråd

Spørgsmål til Byrådet Tirsdag den 10. 12. 13 kl. 16.00

1 : spørgsmål

Vil Byrådet medvirke til at JC (Jobcenter, red.) fastholder den lov og jura der findes …og vil I medvirke til at der er en rød tråd igennem borgerens sagsbehandling.

En handlingsplan der tilrettelægges i dialog mellem sagsbehandler og borger ved første møde sådan at borgeren ikke pådrager sig en forværring af sygdommen eller andre sygdomme støder til.

Begrundelse :Det vil være et godt redskab for borgeren som har mulighed for at følge en plan og dermed fastholde JC i at den overholdes. Aftaler bør overholdes af alle parter.

Og man undgår unødvendig ventetid (= spare penge).

2: spørgsmål 

Angående undersøgelse af JC der sættes i gang . . . er det muligt at undersøgelsen kan kategoriseres således at sygedagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere holdes adskilt ved evt spørgsmål

Begrundelse: det er ikke relevant at sammenligne de to enheder, da borgerne står forskellige steder i forløbet.

3: spørgsmål

Hvad vil I i Byrådet gøre for at konklusioner i lægeerklæringer overholdes. Vil I medvirke til at lægefaglige udtalelser ikke IGNORERES men RESPEKTERES.

Begrundelse: vi finder det ganske enkelt uanstændigt at nogle sagsbehandlere underkender speciallægers faglige viden og dermed umyndiggør den enkelte borger.

Derudover er det spild af tid og penge at få foretaget disse undersøgelser som trods alt kræves af JC for af komme nærmere en afklaring i borgerens forløb.

4: spørgsmål 

Sagsbehandlerne tvinger syge borgere i flere unødvendige arbejdsprøvninger og vi ved at arbejdsprøvninger IKKE helbreder. Og vil I Det forværrer situationen for borgeren som derved nemt kan blive offer for et psykisk brud. Altså en FORVÆRRING at borgerens helbred.

Begrundelse : er bla et eksempel vi har fra et medlem som har været igennem 11 arb prøvninger af kortere og længere varighed. Vores spørgsmål dertil er : har det nogen effekt udover at borgeren bliver låst fast i givne situation - altså låst fast i systemet. ! Til fordel for kommunen som får refusion af Staten.

5: spørgsmål

En BØN fra Syg i Vejen…vil I som menneske kunne leve med at vi i gruppen har viden om syge borgere med selvmordstanker pga sagsbehandlingens karakter i JC , hvor borgeren føler at sagsbehandleren har påtaget sig en autoritær rolle og dermed nedgør borgeren som i forvejen er SYG.

Vil I som menneske være vidne til, at man er medvirkende til at skubbe borgeren længere ud mod afgrunden. DETTE BØR og SKAL der handles på og det skal gå stærkt.

Begrundelse : Den er vist ret klar.

KONKLUSION : Har vi ret i at ud fra Vejen Kommunes Beskæftigelsesplan 2013 hedder det sig :

At JC lægger i sin tilgang til den enkelte borger vægt på , at borgeren føler sig i centrum, og at den indsats borgeren modtager, er af høj kvalitet.

At målsætningen er , at alle borgere vil modtage et tæt og RETTIDIGT kontaktforløb som vil bidrage til en selvforsørgelse ELLER afklares til et videre forløb.

At der er fokus på en TIDLIG screening , af den enkelte borger , hvor personlige og faglige kvalifikationer SAMT eventuelle barrierer afdækkes.

Vi forventer at dialogen mellem Beskæftigelsesudvalget , Det lokale Beskæftigelsesnævn OG JC `s medarbejdere er tæt og konstruktivt. Og at man overholder den lov og jura der her er omfattet. !

Samt at vores samarbejde med det nye Byråd i 2014 kan være med til at kaste lys over JC i Vejen og få belyst hvilken behandling syge mennesker er udsat for.

Det er yderst vigtigt at man i Byrådet er bevidst om at denne undersøgelse , ( spørgsmål pr. tlf. til syge borgere ) - bliver udfærdiget således at der tages hensyn til samtlige kasser, det hedder sig , langtidssygemeldte og syge på kontanthjælp. Således at man ikke kun får en snæver undersøgelse af borger der har haft berøring med JC i kortere tid.... men at man er bevidste om at det er de borgere der stadigvæk hænger i systemet , denne undersøgelse skal omfatte.  

 

Mest Læste

Annonce