Befolkningen i Nakskov kommer mere ud i Naturen!

19/02/2013 14:39

Lolland Kommune

Det viser rapporten ”Kortlægning af borgernes brug af bynær natur i Nakskov,” som Niras udarbejdede 2011-12 for Lolland Kommune og Naturstyrelsen.

”Rapporten viser, at befolkningen har et solidt kendskab til byens naturområder, og at mange bruger dem regelmæssigt,” siger formand for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget i Lolland Kommune Gert Mortensen. ”Men den viser også, at det især er ældre naturområder som Hestehovedet, Svinglen og Hjertestien ved Indrefjorden, der er kendte og bliver brugt.”

Det er veldokumenteret, at brug af naturen giver bedre helbred. Det er også kendt, at afstand betyder meget for den faktiske brug, og at det især er de nære naturoplevelser, der bliver opsøgt regelmæssigt.

Lige nu vokser nye naturområder frem omkring Nakskov. Sundhed, velvære og nemmere adgang til naturen – det er bare nogle af tankerne bag Ringstien og de store skovrejsningsprojekter, som Lolland Kommune og Naturstyrelsen arbejder med i fællesskab.

Der var altså god grund til at tro, at projekterne kommer til at gavne nakskovitternes sundhed på længere sigt. Spørgsmålet er, om det også bliver tilfældet i praksis, og derfor besluttede Lolland Kommune og Naturstyrelsen som aftalens tredje element, at hele projektet skal evalueres.

”Nakskovitterne bruger stadig naturen lidt mindre end befolkningen i resten af landet,” siger skovrider Claus Jespersen fra Naturstyrelsen, ”og i forhold til sundhedsfremme vil mange have glæde af længere og mere udfordrende ture.”

Noget tyder dog på, at det vil ændre sig. 24 % angiver, at de har brugt naturen mere i løbet af det seneste år – og brugerne peger blandt andet på de nye naturområder som en af årsagerne.

Det er planen at resultaterne af rapporten skal sammenlignes med en opfølgende undersøgelse om 5-10 år, når den færdige ringsti har været åben for publikum i nogle år, og skoven er vokset mere op.

”Det hele går tilbage til den aftale daværende miljøminister Connie Hedegaard og borgmester Stig Vestergaard indgik i 2007,” forklarer Gert Mortensen. ”Den gik ud på, at der skulle etableres en ringsti omkring Nakskov og op til 110 hektar nye skov- og naturområder tæt på byen.”

Nakskovitterne får mulighed for at bruge naturen endnu mere i fremtiden. Ringstien og de nye naturområder bliver en grøn korridor rundt om byen, som også skaber sammenhæng mellem de naturområder, som borgerne allerede kender og bruger. Det er for eksempel allerede nu muligt at fortsætte en cykeltur til Hestehovedet med en tur på Ringstien langs Riddersborgparken og videre gennem Teglværkskoven og Vildmarkskoven til Svinglen.

”Vi er allerede kommet langt med projektet,” siger skovrider Claus Jespersen, ”og når vi bliver helt færdige, får alle i Nakskov adgang til nogle fantastiske naturoplevelser tæt på strand, marker og en skov, de kan se vokse til år for år. Det hele sker ganske tæt på byen, hvor folk bor og børnene går i skole. Det bliver et eksempel på borgernær natur, som resten af landet kan lade sig inspirere af.”

Mest Læste

Annonce