Biblioteksservice lige til døren

05/09/2012 09:28

Holbæk Kommune

Det kan blive en realitet, at kommunens svageste borgere i fremtiden kan få leveret biblioteksmateriale på deres hjemmeadresse. Holbæk Kommune arbejder på højtryk for at hjælpe et frivilligt chaufførkorps på vej.

Det startede med, at man kunne få årstidens frugt og grønt til døren. Nu arbejder Holbæk Kommune sammen med frivillige om at overføre konceptet til biblioteksvæsenet. Fremtidsvisionen er, at kommunens svageste borgere i fremtiden skal kunne få leveret bibliotekets tilbud til dørtrinnet.

Når det nye, frivillige chaufførkorps kommer ud at køre på de kommunale landevej, så vil bilerne være pakket med biblioteksbøger, cd’er eller film. Motivationen for projektet er at hjælpe kommunens svageste borgere med at få adgang til den service, som raske og rørige borgere oplever som en selvfølge, nemlig adgangen til det lokale bibliotek. Her mens projektet er i støbeskeen, arbejdes der ud fra idéen om, at det frivillige chaufførkorps både står for at aflevere og hente biblioteksmaterialet hjemme hos borgerne.

- Det er et rigtig spændende initiativ, som vi nu skal se, om vi sammen med en række frivillige kan få kørt i stilling. Idéen om at nogle borgere i kommunen kan være med til at lette adgangen til bibliotekets materialer for andre af kommunens svageste borgere er en fantastisk tanke, fortæller kultur- og fritidschef Brian W. Ahlquist

Kultur- og fritidssekretariatet i Holbæk Kommune arbejder i øjeblikket med at få realiseret det frivillige chaufførkorps. Idéen er et af mange output, som Holbæk Kommune fik ud af forårets frivillighedseksperimentarium.

Samarbejde om det frivillige chaufførkorps
Holbæk Kommune er i fuld gang med at hjælpe projektet på vej, og kommunens frivillighedskonsulenter er sat på opgaven. De er allerede i dialog med blandt andet kommunens biblioteker for at undersøge, hvordan ordningen kan komme til at se ud.

- Vi bakker op om det initiativ, som der er lagt op til. Og vi har allerede indgået et samarbejde med frivillighedskonsulenterne fra kommunen, så vi i fællesskab får lavet en fornuftig og holdbar ordning, fortæller bibliotekschef Bjørn Ulrik Larsen.

Mest Læste

Annonce