Faldende børnetal blev til særligt tilbud til alle børn i Bulderby

14/03/2012 12:29

Middelfart Kommune

I Børnehaven Bulderby i Strib er børnetallet fra 1. marts 2012 faldet fra 74 til 64. Det giver normalt en økonomisk udfordring, men i Bulderby har det i stedet født en ny mulighed for børnene, som får et særligt tilbud, samtidigt med, at børnehaven udnytter ressourcerne optimalt.

Børnetallet er generelt faldende i Strib ved Middelfart, hvor Børnehaven Bulderby ligger, men de færre børn har givet ledelse og personale en anledning til at tænke nye tanker for børnenes trivsel og læring.

Nord og syd og stor og lille
Børnene i Bulderby er normalt fordelt i blandede børnegrupper på henholdsvis Syd- og Nordgården, men den 1. marts 2012 blev der indført en ny struktur med aldersopdelte grupper, som er målrettet det enkelte barns leg og læring. Leder Else Jacobsen fortæller:

”For de 3-4 årige børn på Nordgården er det vigtigt for os at skabe et trygt og roligt miljø, hvor hverdagen er overskuelig og forudsigelig for barnet. Vi har et særligt fokus på barnets sprog. Sproget har stor betydning for barnets identitetsdannelse og selvopfattelse, ligesom det er adgangsbillet til fællesskabet. Vi styrker sproget gennem sprogværksted, musikalsk legestue i børnehaven og ved at have fokus på sproget i vores samvær med barnet.”

Børnene er opdelt i 2 grupper på henholdsvis Rød og Blå stue – med 20 børn og 3 voksne på hver stue. Det er disse voksne, barnet har den tætteste tilknytning til.

Fokus på naturoplevelser og gode relationer op mod skolestart.
På Sydgården, hvor de kommende skolebørn skal opholde sig, vil der være et særligt fokus på fællesskabet og børnenes sociale kompetencer. Else Jacobsen fortæller: ”Vi ved, at barnets gode relationer til andre børn har afgørende betydning for barnets evne til at lære. De kompetencer vil vi gerne give barnet med i skolerygsækken.”

I storegruppen vil vi også udnytte vores store legeplads på 5000m2. I forår, sommer og efterårsmånederne er vi, som udgangspunkt ude det meste af dagen. Der er fokus på udeliv og naturoplevelser. Udelivet giver børnene mulighed for at beskæftige sig med det konkrete og nære – men også dramatiske oplevelser, der gemmer sig i naturen. Her er der god plads og mulighed for fordybelse og fysiske aktiviteter.

Den nye struktur betyder, at alle børn er samlet på Nordgården fra morgenstunden. De kommende skolebørn går på Sydgården kl. 8.30 – 15.00. Det gjorde de første gang den 1. marts 2012 (se billede). Alle med rygsække venligst doneret af den lokale Dansk Bank til det nye liv i ”storegruppen”.

Yderligere information
Else Jacobsen: Bulderby-Nordgården 88885390 Bulderby-Sydgården 88885385

Mest Læste

Annonce