Succes med frivilliges pasning af bede i Botanisk Have

14/03/2013 13:54

Niels Buch Johannsen

Frivillige skaber grønne oplevelser i Botanisk Have. Forsøgspro- jektet i 2012 har været en succes, og de frivillige har nye og spændende initiativer i støbeskeen til sæson 2013. Botanisk Have har i 2012 dannet rammen om et pilotprojekt. I løbet af havesæsonen har en række frivillige passet en række bede i Botanisk Have.

Da foreningen Botanisk Haves Venner blev dannet for et års tid siden, var det dog ikke på den mest muntre baggrund. Byrådet havde besluttet at spare plejen af en række bede i Botanisk Have væk, og foreningen blev dannet i kampen for at bevare bedene.

”Foreningen var i høj grad en protestbevægelse”, fremhæver Ophelia Achton, formanden for bestyrelsen i Botanisk Haves Venner, ”men i dag står vi faktisk med en fornemmelse af at være på vej mod noget rigtig spændende, som kan give en masse spændende oplevelser tilbage til byen”, fortsætter hun.

Engagerede borgere primært fra lokalområdet møder i havesæsonen op og luger i bedene, får en snak og en kop kaffe. Derudover er der løbende arrangementer i parken. Fremstilling af kryddersnaps med ingredienser fra haven var et blandt mange initiativer i 2012.

I løbet af vinterhalvåret er der fortsat arrangementer, og iderigdommen er stor, når det gælder projekter i det kommende år. ”Vi kunne rigtig godt tænke os at bygge bro mellem generationer med forskellige projek- ter, udtaler formanden.

I Aarhus Kommune ser rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek, mange udvik- lingsperspektiver i forsøget:

”Jeg er meget tilfreds med det store arbejde, som foreningen har lagt i Botanisk Have. Vi er i gang med et visionært projekt, hvor vi inddrager frivillige på en ny måde i de grønne områder, og jeg tror på, at vi i samarbejde med de frivillige kan nå rigtig langt – både i forhold til at skabe nye former for opgaveløsning og lokalt ejerskab”.

Natur og Miljø forvaltningen har i et vist omfang givet procesbistand og økonomisk støtte til foreningens opstart.

Afdelingschef fra Grønne Områder, Kim Gulvad Svendsen, tilføjer, at forvaltningen i 2013 fortsat vil understøtte Botanisk Haves Venner, så projektet kan få en mere driftsmæssig karakter.

Interesserede kan orientere sig på foreningens hjemmeside og på facebook.

www.botaniskhavesvenner.dk.

https://www.facebook.com/BotaniskHavesVenner

Mest Læste

Annonce