Vuggestuer og børnehaver går online

24/09/2012 12:05

Odense Kommune

Forældre i Odense Kommune kan fra 25. september følge deres barns hverdag i vuggestuen eller børnehaven, når det passer dem bedst. Fremover vil al information og kommunikation om deres barn flytte fra sedler i garderober og på opslagstavler til den nye informationsportal 'mitBarn'.

Dermed får pædagogerne mere tid til det, de er bedst til – nemlig at understøtte børnenes udvikling og læring

Institutionschef Britta Carl glæder sig over, at pædagoger og forældre nu kan kommunikere mere hensigtsmæssigt. ”Mange års traditioner skal naturligvis ændres med overgangen til det nye digitale kommunikationssystem, og selvfølgelig kan kommunikationen mellem pædagog og forælder ikke udelukkende foregå i 'mitBarn', men rigtig meget kan og skal flyttes. Ambitionen er, at 'mitBarn' er fuldt ud implementeret i alle børnehuse i løbet af efteråret, og herefter vil være et naturligt redskab for alle at bruge i dagligdagen”, siger Britta Carl.

Formålet og gevinsten ved indførelsen af 'mitBarn' er blandt andet:

At kvalificere kommunikationen med den enkelte forælder. Alle forældre får nu personlig, digital og mobil adgang til børnenes dagligdag, når som helst og hvor som helst. Informationer kan eksempelvis hentes af forældrene på mobiltelefon, pc og ipad

At lette pædagogernes arbejde med at synliggøre formålet og den forventede effekt af de pædagogiske aktiviteter, som de tilrettelægger for børnene i dagligdagen.

At kvalificere kapacitetsstyringen (overblik over fravær, ferie, sygdom)

At skabe en nem kommunikationsplatform for videndeling og dialog på tværs af børnehusenes medarbejdere og fra ledelse til medarbejdere.

”I forbindelse med implementering af 'mitBarn' er alle forældre blevet informeret, og medarbejdere samt ledere fra alle børnehuse har været på kursus, så vi er alle sammen klar til at anvende systemet allerede fra første dag”, siger Jan Wagn Lindstrøm, institutionsleder i Fraugde og tilføjer ”Vi glæder os meget til at komme i gang,og vi kan allerede nu kan se, at vi med denne kommunikationsform, vil få mere tid til at tilrettelægge udviklende og inspirerende læringsmiljøer for børnene. Og det er jo det vigtigste og bedste ved arbejdet som pædagog”, afslutter han.

Fakta:

Forældre logger med deres NemID ind på mitBarn via: https://mitbarn.odense.dk

Fra dagtilbuddet får forældre blandt andet:

  • Samlet information og kommunikation om barnets hverdag i dagtilbuddet
  • Et overblik over pædagogiske aktiviteter, oplevelser og nyheder
  • Invitationer til eksempelvis forældremøder, afstemninger, spørgeskemaundersøgelser
  • Mulighed for at lave legeaftaler og kommunikere med andre forældre m.v.
  • Mulighed for at downloade og selv printe billeder og meget mere.

Mest Læste

Annonce