Foto: Nils Jepsen

Cheminova-rapport: Porøst depot sivede giftaffald

Bæredygtighed

21/03/2018 08:19

Freja Eriksen

Intern Cheminova-rapport fastslår, at virksomhedens giftdepot ved Harboøre Tange var ”totalt gennemtæret” og muliggjorde udsivning af giftaffald. Alligevel blev Cheminova i 2016 fritaget for ansvaret.

To fortrolige og interne rapporter fra kemivirksomheden Cheminova sår nu tvivl om, hvorvidt Cheminova har ryddet ordentligt op efter sig i en sag om enorme mængder giftigt affald fra 1960’erne og 70’erne, der blev oplagret i betonlagre tæt ved Limfjorden.

Af den ene rapport fra 1982 fremgår det, at da virksomheden forsøger at fjerne en del af affaldet i de såkaldte svovldepoter, som er deponeret i betonkar, graver fabrikkens folk gennem bunden, og Cheminova konstaterer, at betonbunden er ”totalt gennemtæret”. Dermed kunne giften ubesværet sive ud af bunden på det enorme, giftige affaldsdepot og ned i sandet og undergrunden på halvøen Rønland på Harboøre Tange.

Oplysningerne bekræftes af Mads Johan Jensen, der arbejdede på Cheminova fra 1976 til 2006. Han sad ligeledes i fabrikkens hovedsikkerhedsudvalg.

”Man fandt jo allerede for 40 år siden ud af, at der var sivet kemiaffald ud i undergrunden. Depotet var utæt, og det viste sig også, da man begyndte at grave i det; betonbunden var fuldstændig porøs. Det betød jo, at det flydende giftaffald kunne sive lige igennem og lige ned i undergrunden,” siger Mads Johan Jensen til Radio24syv.

Prøv DenOffentlige 2

DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur

Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.  

 

Det flydende affald indeholder ifølge Miljøstyrelsens egen redegørelse fra 2016 flere giftige stoffer som sultotep, benzin, triestere og ”stærkt ætsede eller utætte” tønder med organik – samlet set med en giftighed ”omtrent som Parathion”, der er voldsomt giftigt for dyr såvel som mennesker.

”Hvis man sprøjtede sig selv på buksebenet med Parathion, så bliver man alvorligt syg – måske dør man ligefrem. Det er virkelig ubehageligt,” siger Erik Degn, tidligere kemiker ved Ringkøbing Amt, der havde opsynet med Cheminova, til Radio24syv.

Alligevel godkendte Miljøstyrelsen endegyldigt i 2016, at Cheminova havde færdiggjort virksomhedens oprydning, idet affaldet ned til betonbunden var bortskaffet. Dermed ophørte et myndighedspåbud udstedt i 1982, hvori det fremgår, at ”det nuværende depots indhold skal fjernes”.

Betonbunden og - eventuel - forurening derunder blev efterladt, og ingen pålagde Cheminova at undersøge, hvad der ligger under de gennemtærede betonbunde eller oprense det. Cheminova afslutter oprydningen ved at dække betonen til med sand, ligesom virksomheden i dag frivilligt driver en række dræn og boringer på halvøen Rønland for at undgå udsivning til Limfjorden.

Hvad der gemmer sig under de gennemtærede betonbunde fremgår til gengæld tydeligt at en fortroligstemplet rapport, som Radio24syv ligeledes er kommet i besiddelse af. Her har Cheminova målt giftigheden af det udsivede væske, der gemmer sig under svovldepoterne.

”Vandet er mest giftigt i 6 m dybde, hvilket er uforklarligt,” skriver Cheminova i en fortrolig rapport i 1981.

Altså var Cheminovas enorme giftdepoter utætte, hvilket er en overtrædelse af et endnu ældre påbud, som Cheminova fik i 1965. Heri pålagde det daværende Landvæsensnævn Cheminova, at fabrikkens affald skal ”henlægges i tætte og overdækkede beholdere, indtil endelig destruktion kan finde sted.”

I dag driver Cheminova en række pumper og dræn i området, der gør, at forureningen ikke løber ud i Limfjorden og slår fisk og andre dyr ihjel. Men det drives frivilligt af Cheminova, og hvis Cheminova stopper, så havner ansvaret og regningen for det arbejde hos Region Midtjylland.

Det er uforståeligt, at Cheminova er blevet løst fra det ansvar, mener Erik Degn, der er tidligere kemiker i Ringkøbing Amt og dengang havde opsynet med Cheminova.

”Det kan jeg kun sige ganske, ganske kort: Det fatter jeg simpelthen ikke. Og jeg ved ikke, hvem der ellers skulle have ansvaret for det, for det er faktisk Cheminova, der har deponeret det,” siger Erik Degn til Radio24syv.

At Cheminova i 2016 bliver fritaget for ansvar er langt fra i orden, mener SF’s formand og miljøordfører Pia Olsen Dyhr.

”Det er klart en fejl. Miljøstyrelsens ophævelse af påbuddet i 2016 i forbindelse med salget af Cheminova placerer en urimelig regning hos skatteyderne til oprydning. Jeg vil helt til bunds i denne sag. Forureningen skal renses op og regningen så vidt muligt placeres hos de nuværende eller tidligere ejere – ikke hos den danske befolkning,” siger Pia Olsen Dyhr, formand for SF, til Radio24syv.

Miljøstyrelsen er allerede gået ind i sagen, efter at Radio24syv tidligere har afdækket, hvordan den oprindelige forurening kan være dobbelt så stor, som Cheminova har fortalt myndighederne. I den forbindelse har Miljøstyrelsen stillet krav om en redegørelse af forureningen på Rønland ved Harboøre Tange.

Radio24syv har forelagt kritikken for Miljøstyrelsen. Miljøstyrelsen bekræfter over for Radio24syv, at den aldrig har set en decideret opgørelse over, hvor meget affald, der blev deponeret og hvor meget, der er blevet fjernet. 

Alligevel valgte Miljøstyrelsen endeligt i 2016 at fritage Cheminova for at rydde yderligere op efter sig. Ingen i Miljøstyrelsen har ønsket at stille op til interview, men Yvonne Korup, kontorchef i Miljøstyrelsen, skriver følgende i en mail til Radio24syv. 

”Afgørelsen af 23. december 1982 lød, at ”Det nuværende depots indhold skal fjernes”. Det er sket i 2012 og 2013, hvor de sidste svovlgruber blev tømt og indholdet, 19.300 tons, blev sejlet til Norge. Miljøstyrelsen vurderede i forbindelse med afgørelsen i 2016, at styrelsen i denne sag ikke har hjemmel til at kræve undersøgelser af forureningstilstanden af jord- og grundvand. Men vi vil jo bede Cheminova om en redegørelse for de oplysninger, som er kommet frem nu, og når vi har den redegørelse, vil vi se på sagen igen i lyset af de nye oplysninger.”

Mest Læste

Annonce