Danmark med i historisk satsning på vedvarende energi til 200 mia. kr.

Bæredygtighed

03/06/2016 12:28

Nick Allentoft

MISSION INNOVATION: Danmark styrker sammen med 19 andre lande forskningen og udviklingen af vedvarende energiteknologier. Målet er at gøre det mere attraktivt at investere i vedvarende energi og øge tempoet i den grønne omstilling globalt.
I disse dage mødes de 20 lande bag præsident Obamas ”Mission Innovation” for første gang siden klimatopmødet COP21 i Paris, hvor de hver især forpligtede sig til at fordoble deres udgifter til forskning i vedvarende energi frem mod 2020. Frem mod 2021 skal landene tilsammen have hævet forskningsbudgetterne til omkring 200 mia. kr. om året.

Det betyder, at landene fra i dag og frem til 2021 sammenlagt vil bruge ca. 700 mia. kr. på forskning og udvikling af vedvarende energi, hvis forskningsbudgetterne øges stabilt de næste fem år. Kombineret med private midler fra velhavende investorer som Bill Gates, Mark Zuckerberg og Richard Branson vil det give global grøn omstilling et massivt rygstød.

”Med vores deltagelse i Mission Innovation har regeringen fået Danmark med i Champions League for udviklingen af vedvarende energiteknologi. Den globale grønne omstilling er helt afhængig af, at vi gennem forskning og udvikling gør vedvarende energiteknologier billigere og mere konkurrencedygtig i forhold til energi fra kul, olie og gas, så vedvarende energi og energieffektivisering bliver det oplagte valg - især økonomisk - når alverdens lande skal lave grøn omstilling”, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.   Landende bag Mission Innovation mødes disse dage i San Francisco. Mødet skal bruges til at fastsætte de nærmere rammer og principper for det ambitiøse innovationssamarbejde. Den danske deltagelse i Mission Innovation vil være med til at sikre en fortsat dansk førerposition inden for udvikling og eksport af energiteknologier.   ”Danmark er globalt i top 10 på patenter inden for energiteknologier som vind, biobrændstoffer og brændselsceller. Vi ligger derfor lunt i svinget til at udnytte vores medlemskab af Mission Innovation, som kan blive nøglen til vores videre succes som en førende cleantech nation”, siger Lars Chr. Lilleholt.   Fakta om Mission Innovation Mission Innovation blev lanceret på første dag på klimatopmødet COP21 i Paris i december med deltagelse af stats- og regeringschefer fra deltagerlandene, herunder statsminister Lars Løkke Rasmussen.   Gruppen omfatter foruden verdens fem mest befolkede lande (Kina, Indien, USA, Indonesien og Brasilien) Danmark, Australien, Canada, Chile, Forenede Arabiske Emirater, Frankrig, Italien, Japan, Mexico, Norge, Saudi Arabien, Sverige, Sydkorea, Tyskland og Storbritannien. Derudover deltager EU-Kommissionen.   De 20 lande står tilsammen for 75 pct. af verdens CO2-udledninger fra elproduktion og 80 pct. af investeringerne i forskning og udvikling af vedvarende energi.   En række private investorer har dannet initiativet Breakthrough Energy Coalition, der vil arbejde tæt sammen med Mission Innovation. Blandt investorerne er:
  • Bill Gates, Co-chair, Bill & Melinda Gates Foundation (USA)
  • Mark Zuckerberg, Chairman and CEO, Facebook (USA)
  • George Soros, Chairman, Soros Fund Management LLC (USA)
  • Richard Branson, Founder, Virgin Group (UK)
  Læs mere på samarbejdets hjemmeside  

Mest Læste

Annonce