Danmarks mest digitale kommuner kåret

Infrastruktur

02/11/2014 23:11

Nick Allentoft

Danmark er lørdag gået over til Digital Post fra det offentlige. Det blev markeret på Post & Tele Museum, hvor finansminister Bjarne Corydon bød digitaliseringen velkommen og kårede Danmarks mest digitale kommuner sammen med økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard, KL og Danske Regioner.
De seneste års forberedelser til en digitalisering af det offentliges kommunikation kulminerede i dag, da Danmark som det første land i verden officielt gik over til Digital Post fra det offentlige.

Digitaliseringsstyrelsen stod bag arrangementet på Post og Tele Museum i København, der var en markering af overgangen og en anerkendelse af det store arbejde, som myndigheder, kommuner og regioner har gjort for at forberede borgerne bedst muligt til Digital Post:

Digitalisering - temaside

Danmark er under digitalisering. Følg med i udviklingen på vores tema-side her.

Mangler dine budskaber? Så bliv udgiver på DenOffentlige. Skriv til os.

”Det er en milepæl i kommunikationen fra det offentlige, at vi i dag er gået over til Digital Post. På tværs af de offentlige myndigheder har vi de seneste år arbejdet på at blive klar og sikre, at borgerne var klar, og det har været en spændende rejse. Vi vil fortsat arbejde målrettet med at hjælpe borgerne med at huske at tjekke Digital Post,” siger Lars Frelle-Petersen, direktør hos Digitaliseringsstyrelsen.

 

Greve er ”Danmarks mest digitale kommune”

Arrangementet var samtidig en anledning til at kåre vinderne blandt de kommuner, som har deltaget i Digitaliseringsstyrelsens og KL’s nationale kommunekonkurrence. Her har knap halvdelen af landets kommuner dystet om at få flest borgere tilmeldt Digital Post.

Det blev Greve Kommune, der løb med titlerne ”Danmarks mest digitale kommune” og ”Danmarks mest digitale unge”, mens Jammerbugt Kommune blev kåret til ”Danmarks digitale slutspurter”.

”Vi er meget glade og stole over de to titler, som vi satsede hårdt på at vinde. Vi har fortalt borgerne i Greve Kommune om Digital Post, hver gang vi har haft en anledning til det via breve, og når vi har mødt dem. Vi har også arbejdet meget målrettet på at få de unge tilmeldt Digital Post. En konkurrence blandt gymnasieklasserne om, hvem der havde flest tilmeldt Digital Post, gav især pote,” siger borgmester i Greve Kommune Pernille Beckmann og fortsætter:

”Endeligt har vi haft et godt og tæt samarbejde med Ældre Sagen, og vi kunne ikke have gjort det uden dem. De har blandt andet siddet i vores Borgerservice og hjulpet dem, som havde brug for det,” slutter hun.

I Jammerbugt Kommune har man også knoklet på for at sikre slutspurtstitlen, siger Birgitte Guldberg, Chef for Borgerservice og Fællessekretariat:

”I løbet af et halvt år er Jammerbugt Kommune gået fra at være den kommune med færrest borgere tilmeldt Digital Post i Nordjylland til at være på samme niveau som resten af Danmark. Vi har prioriteret den håndholdte indsats og har været ude og tale med borgerne om Digital Post. Kommunekonkurrencen gjorde dialogen om Digital Post med borgerne lidt sjovere, fordi det pludselig også handlede om at placere Jammerbugt på det digitale landkort. Det har vi nu sikret, og det er vi rigtig stolte af.”

 

Tidskapsel med digitale hilsner skal åbnes om 50 år

For at markere den historisk skelsættende dag har elever fra skoler og ungdomsuddannelser fra hele landet indsendt digitale hilsener, som er blevet gemt på en USB-nøgle. Den blev ved arrangementet forseglet i en tidskapsel, som først må åbnes om 50 år.

Tidskapslen bliver en del af Post & Tele Museums samling, hvor den vil fortælle historien om overgangen fra fysisk til digital kommunikation med det offentlige. Med tidskapslen vil man dermed kunne få et billede af, hvilke tanker unge danskere anno 2014 gjorde sig om, hvordan kommunikationen vil foregå i fremtiden.

Læs mere

Danmarks mest digitale kommuner kåret(1).pdf

Fakta om kommunekonkurrencen.pdf

Det skal du vide om Digital Post(2).pdf

 

Mest Læste

Annonce