Danske lønninger stiger mere end i EU

Ledelse

24/09/2013 10:58

Arbejdsomkostningerne steg mere i Danmark end i EU. Men tallet giver ikke anledning til bekymring hos økonom.

Udgifterne til en ansat i den private sektor steg med 1,8 procent i Danmark i andet kvartal i år i forhold til kvartalet sidste år. Det er mere end gennemsnittet i EU, hvor stigningen lå på 1,1 procent, viser tal fra Danmarks Statistik.

- Tallet tal for arbejdsomkostningerne i EU og USA viser, at det for første gang siden tredje kvartal 2011 blev dyrere at ansætte en dansker end en gennemsnitlig EU-borger i andet kvartal, siger Peter Bojsen Jakobsen, makroøkonom i Sydbank.

Han påpeger, at når de danske omkostninger ved at have folk ansat stiger mere end i landene omkring os, kan det betyde at den danske konkurrenceevne vil få et nyk nedad.

Men Peter Bojsen Jakobsen understreger, at tallet kan være udtryk for teknik, og særlige ændringer som får relativ stor betydning.

- Vi mener derfor ikke, at dagens tal skaber grund til bekymring hos de danske eksportvirksomheder, og forventer fortsat en bedring af Danmarks konkurrenceevne, grundet lave lønstigninger, siger Sydbanks makroøkonom.

Selvom de 27 medlemslande i EU i snit ligger under Danmark - så er der stor forskel på, hvor meget lønomkostningerne stiger i de enkelte lande.

I Estland steg omkostningerne til en ansat i den private sektor med 9,1 procent på et år, stærkt efterfulgt af Litauen, der havde en vækst på otte procent.

I den anden ende ligger Slovenien og Cypern, der begge havde et decideret fald i arbejdsomkostningerne på årsbasis.

I Slovenien faldt arbejdsomkostningerne i andet kvartal således med 5,7 procent i forhold til samme kvartal. Og i Cypern var arbejdsomkostningerne i andet kvartal 2,9 procent lavere end i samme kvartal året før.

Arbejdsomkostningerne udregnes pr. time. Den består af løn, pensionsopsparinger og øvrige arbejdsomkostninger som for eksempel bidrag til offentlige kasser, uddannelsesomkostninger, frivillige personaleomkostninger og lignende.

Lønnen omfatter også uregelmæssige betalinger, såsom akkord- og bonusbetalinger samt efterreguleringer, oplyser Danmarks Statistik.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce