To danskere sigtet for menneskesmugling på Lesbos

Velfærd

15/01/2016 12:30

Nick Allentoft

Græsk politi har angiveligt anholdt og sigtet to frivillige danskere for menneskesmugling.

To danske mænd er natten til torsdag blevet anholdt og sigtet for menneskesmugling på den græske ø Lesbos, skriver Dagbladet Information. 

Ifølge avisen er de to mænd begge medstiftere af Team Humanity, som er en dansk nødhjælpsorganisation. 

Dagbog fra Lesbos

Psykolog Jane Maul beretter om seks dage som frivillig på Lesbos - hvor kun frivillige fra hele Europa sørger for den første kontakt, når traumatiserede flygtninge rammer klippekysten. Læs de gribende beretninger her.

Organisationens formand, Walle El Ghorba, oplyser, at de to er varetægtsfængslet og nu venter på at blive stillet for en dommer.

Læs også: Anholdte kommer for en dommer lørdag

Ifølge formanden var de to sigtede sejlet ud til en båd fyldt med flygtninge, der var ved at synke i Det Ægæiske Hav, da de blev anholdt. Walle El Ghorba afviser, at Team Humanity skal have fragtet flygtninge fra tyrkisk farvand til Grækenland og dermed på tværs af grænsen.

Tre spanske frivillige skulle angiveligt også være anholdt.

Ritzau har haft kontakt til en af de frivillige i organisationen, Ayman El Ghiouane, som fortæller, at han sammen med de to sigtede onsdag ved middagstid blev tilbageholdt af den græske kystvagt ved Lesbos.

- Der gik nogle timer og vi fik lov at gå igen, og jeg nåede et fly hjem til Danmark, fortæller Ayman El Ghiouane til Ritzau. Torsdag befinder han sig igen i Danmark.

- I nat (natten til torsdag) mellem klokken 2 og 3 sejlede de to andre fra gruppen ud igen, fordi de fik en melding om, at der var en båd, der var ved at kæntre. Der var så tre af kystvagtens både, der omringede dem. De blev trukket ind i land og blev anholdt, fortæller han.

Udenrigsministeriets borgerservice bekræfter over for Information, at to personer er blevet anholdt på Lesbos, og at ambassaden i Athen yder sædvanlig konsulær bistand. 

Udenrigsministeriet kan ikke bidrage med yderlige oplysninger på grund af tavshedspligt. Men borgerservice oplyser, at de anholdtes pårørende er underrettet, skriver Information.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce