Data-analyse er ikke farligt: Vi kan hacke os til bedre nordiske velfærdssamfund

Velfærd

03/05/2018 08:33

Per Hyldborg

Facebooks og andre aktørers brug af data har gjort temaet brandhedt. Derfor er det positivt, at der nu bliver sat fokus på etik omkring brug af data og den information, vi vælger at dele med gratis webtjenester.

Den verserende mediehistorie om Facebooks og andre aktørers brug af data har gjort temaet brandhedt. Det kan komme helt bag på os i branchen, som har beskæftiget os med data og analyse igennem mange år. Jeg kan kun hilse velkommen, at der nu bliver sat fokus på etik omkring brug af data og den information, vi vælger at dele med gratis webtjenester, som til gengæld tjener deres penge på at vide en masse om os og give adgang til målrettede annoncer. Selvfølgelig skal man som bruger vide, hvad man har givet samtykke til.

Jeg håber til gengæld også, at der i slipstrømmen på den megen omtale vil skabes en mere generel interesse for, at data og ikke mindst analyse af data også kan bruges i samfundets tjeneste, og at der kan være meget mere interessant viden gemt i data end det, man kan få ud af at vide, at jeg har liket ”39 katte-videoer på sociale medier”.

For nylig var jeg medvært for en nordisk konkurrence, en såkaldt hackathon, hvor vi i SAS sammen med Intel havde inviteret ni hold fra vores partnere som stillede med hold af unge data-analytiske talenter til at give bud på, hvordan man kunne løse eller belyse en række samfundsmæssige problemer via SAS’ Viya-platform, der kan håndtere store datamængder, machine learning teknikker og samarbejde med open source- programmer.

SAS Institute deler viden på DenOffentlige

Læs flere artikler og indlæg fra SAS Institutes eksperter lige her. 

Jeg var dybt imponeret over de bud, de ni hold i ’Smarter Together’ konkurrencen vendte tilbage med, og det bekræftede min tro på, at vi kan belyse velkendte problematikker meget bedre, når vi tager big data til hjælp og engagerer dygtige unge mennesker til at tænke ud af boksen. Her er et par af eksemplerne på de anvendelses-cases, der kom på bordet:

Et satellitbaseret overvågningssystem, som kan påvise fravigende adfærd i flåder af fiskebåde, som måske kan være tegn på ulovligt fiskeri. Overvågning til søs er som bekendt en bekostelig affære og overfiskning et kæmpe problem for biodiversiteten i verdenshavene. Her får myndighederne et fingerpeg om, hvor de med fordel kan sætte ind. Teamet fra Knowit blev i øvrigt vindere af konkurrencen med dette konkrete problem, som kan løses.

Et værktøj til beslutningsstøtte, som sikrer ensartethed i tilgangen til at skabe behandlingsplaner for cancerpatienter. Metoden gør det lettere at overskue alle de data om den enkelte patient, som en gruppe af speciallæger og behandlere skal have med i deres fælles overvejelser og sikrer en ensartet tilgang, uanset hvem der har mulighed for at deltage i enkelte møder. Dermed skabes der mere tid til patientens faktiske behandling.

Andre gode cases handlede om at få skabt trafiksikkerhed på de farligste veje eller sikre, at man kender den eksakte position på isbjerge, som ellers kan skabe problemer og personfare for både sø-trafik og olie- og gas-udvinding.

Alle store samfundsomvæltninger har sol- og skyggesider. Data og anvendelsen af data har et enormt potentiale for at bidrage til at vi fortsat har råd til stærke nordiske velfærdssamfund, og jeg har stor tiltro til, at de ’data-drevne’ unge kommer til at bidrage til at løse dem. De brænder efter at gøre en forskel, og det kommer de helt sikkert til. 

Mest Læste

Annonce