De er mere enige end du tror: Alternativet kan blive Løkkes stærke joker

Han har gjort det før. Lars Løkke Rasmussen. 

Lavet omfattende reformer i den offentlige sektor. Kommunalreformen går for at være hans svendestykke. Reformen af sundhedsvæsenet ditto. 

Ingen betvivler hans politiske snuhed og fornemmelse for muligheder, og han brugte selv en central vending i valgkampen. “Serveretten” skal tilbage. 

Serveretten er betydningsfuld for en politiker. Med serveretten kan politikeren sætte dagsordenen. Fogh Rasmussen var eminent til det og Løkke har været minister under netop Fogh.    Løkke kan reformere den offentlige sektor Forventningerne til blå blok og Løkke er i bund efter et mudret valgresultat. Men Løkke udstråler en kombination af blødhed og ro. Det er hans sidste chance, så han har alligevel ikke andre muligheder end at gå all in.   Valgresultatet kan også være faldet helt rigtigt ud for netop reformatoren og den politiske strateg Lars Løkke Rasmussen. Trods mistilliden hos vælgerne er der respekt for hans politiske evner. Samtidig er fornyelsen i Folketinget stor og ønsket om forandringer har slået rod helt derud, hvor DF tegnede Danmark gul.

Kigger man på de forskellige partiers ønsker og mærkesager ligger muligheden for en ny vigtig moderniseringsreform af den offentlige sektor lige foran Løkke.    Lars Løkke Rasmussen har muligheden for at forene blå bloks partier og indfri årtiers behov for modernisering af den offentlige sektor, og lykkes det kan de kommende år forandre den offentlige sektor hurtigere og mere effektivt end nogen forestiller sig.    Partierne og deres mærkesager Dansk Folkeparti er et velfærdsparti. Mange kalder partiet socialdemokrater i forklædning, men ser man på deres politiske resultater siden 2001 er det svært at se. Socialdemokrater er klar til at tage fra nogen, for at give til andre. Dansk Folkeparti taler kun om, dem der skal have, og lader de politiske forhandlinger afgøre, hvordan der skal gives. Ældrechecken er et godt eksempel. Vi kan alle huske, at de fik den indført, men ingen kan huske, hvordan den er finansieret.                      Læs også: Danskerne valgte velfærden men ønsker ny retning Konservative i krise springer vi et øjeblik hurtigt over, og går til Liberal Alliance, der med et markant skifte i deres kommunikation gennem mere end et år har brugt betydelige kræfter på to ting. For det første at tale om tilliden til offentligt ansatte. (Thyra Frank har ikke siddet i Folketinget forgæves). For det andet har partiet dyrket en social profil. Gemt under fordømmelsen af Joakim B. Olsens firkantede skarpe retorik har Anders Samuelsen præsenteret en liberal opfattelse af socialpolitik. 

Tilliden til offentligt ansatte kan blive et omdrejningspunkt. Partiet vil frigøre milliarder ved at reformere den offentlige sektor, som fjerner absurde dokumentationskrav og lader hundredtusinder af fagprofessionelle få tid og frihed til at passe det arbejde, de er uddannet til. 

Lige her møder Liberal Alliance på forunderlig vis Alternativet. Uffe Elbæks parti vil sætte offentlige institutioner fri. Det er en af de mærkesager, der er tættere på sund fornuft end den offentlige debat har givet indtryk af. Læs selv her fra Alternativets politiske program: 

“Offentligt ansatte bruger årligt 60 mio. arbejdstimer på at dokumentere arbejdet, hvilket svarer til, at hver enkelt medarbejder bruger en time om dagen. Det er for voldsomt. Alternativet vil sætte de offentlige institutioner fri for kontrol og mistillid, så de i stedet kan koncentrere sig om deres kerneopgaver.”    Alternativet taler med dette forslag lige ind i et enormt behov for at frigøre innovationskraft og frihed fra offentlig topstyring og kontrol. Men også direkte ind i Liberal Alliances mærkesager.     Hvis Uffe Elbæks nye parti, der lige nu er placeret i rød blok, anerkendes og får opmærksomhed af Lars Løkke Rasmussen vil han give rød blok panderynker og samtidig forære Alternativet en platform, der kan skyde partiet ind i en solid politisk fremtid.   Moderniseringsreformen Nok vil Dansk Folkeparti have offentlig vækst, men det centrale for partiet er, at der også fremover er råd til at sikre partiets mærkesager - ældre, dagpenge og sundhedsområdet.    Nok vil Liberal Alliance have nulvækst, men det centrale for partiet er, at den offentlige sektor over tid bliver forholdsmæssigt stadigt mindre end den private sektor.    Nok vil Alternativet en masse omkring bæredygtighed og cirkulær økonomi, men det centrale for partiet er at få indflydelse og levere resultater, der giver opmærksomhed.    I dette trekløver af ønsker står konturerne af en omfattende reform, som måske ligger i Lars Løkke Rasmussens skuffe.    Offentligt ansatte har i årevis efterlyst en tillidsreform, hele fagbevægelsen har efterlyst et opgør med new public management (dokumentationskrav og stigende topstyring gennem djøffer) og enhver økonom med respekt for samfundsøkonomi har efterlyst en sundere balance mellem offentlig og privat sektor.    Lars Løkke Rasmussen sidder nu med serveretten og kan spille en reform på bordet, hvor historiske forandringer vedtages og centrale politiske ønsker fra forskellige partier forenes.    Han kan invitere til en reform, der frigiver milliarder efter krav og forslag fra Liberal Alliance, gør arbejdet med de senere års tillidsreform konkret ved at sætte offentligt ansatte fri efter ønske fra Alternativet og Dansk Folkeparti får imødekommet sine ønsker med afsæt i tryghed og sikkerhed. Alle vinder.   Sidegevinsten for Løkke bliver at Alternativet tager opmærksomheden fra resten af rød blok, og dermed skaber en helt ny situation i dansk politik.