(Hent oplægget som PDF nederst på denne side, red.) Det er tid til overveje, om demokratiet er blevet en kransekagefigur i stedet for et reelt bidrag til ledelse af det danske samfund. Vi elsker demokratiet og vil kæmpe til sidste blodsdråbe for det, men vi må også erkende, at demokratiets grundpille - politikerne - er ved at blive kørt over af sagsbehandling, bureaukrati, juristeri og økonomiske paradigmer. Udviklingen suger det politiske lederskab ind i et bureaukratisk styringsparadigme, som helt overser behovet for at vi er demokratiets vogter. Vi vil have lov at være politikere, agere som politikere og ikke mindst bruges som politikere.
Når vi kigger til andre dele af samfundet ser vi en seriøs og saglig debat om ledelse. Der er omfattende fokus på offentlig ledelse og uddannelse af ledere. Der er fokus på bestyrelsesmedlemmers kompetencer og bidrag i private selskaber.
Tag f.eks. bankkrisen, hvor det i flere tilfælde viste sig at bestyrelsen mere eller mindre havde været et klappen på ryggen organ. Det fik finanstilsynet til at forlange dokumentation for bestyrelsesmedlemmers kompetencer - og i nogle tilfælde gik finanstilsynet direkte ind og udpegede nogle, der skulle skiftes ud.
Det seneste år har flere sager i det centrale embedsværk rejst en debat og sågar medført et udvalg, der skal komme med opdaterede anbefalinger for centraladministrationens forhold til politikerne på Christiansborg.
Men centralnerven i vores demokrati, nemlig byråd og regionsråd, er foreløbig gået fri for væsentlig debat.
Det er nu et år siden, nye regions- og byråd trådte til efter det tredje valg siden 2005, og det er i 2015 ti år siden kommunalreformen blev vedtaget i Folketinget. I den tid har primært forvaltning og forskning fokuseret på lederuddannelse, styring, stordrift og sikker drift. Parallelt har politikerne imødekommet offentlige lederes ønske om at få fred til netop at lade nye strukturer slå rod. Men i forløbet er lokalpolitikerne blevet dekoblet den demokratiske rolle, der i bund og grund er både vores og hele vor samfundsmodels eksistensberettigelse. Den udvikling skal vi nu gøre op med.
Det er nødvendigt at bimle med alarmklokkerne. Politisk lederskab, politisk magt og politisk styring skal tilbage i fokus. Vi kan retteligt begynde med en debat om demokratiets tilstand lokalt og regionalt.
Vi leder landets største organisationer
I kølvandet på krisen er det blevet en velkommen trend, at uddanne bestyrelsesmedlemmer. Primært i den private sektor, men også bestyrelsesmedlemmer i offentlige selskaber får nu tilbud om uddannelse og netværk.
Foreløbig har medlemmer af byråd og regionsråd været undtaget. Det må undre, for vi sidder trods alt ikke i små sogneråd længere. Vi er medlemmer af det øverste ledende organ for nogle af Danmarks største organisationer med ansvar for driften af milliardstore enheder og fordeling af velfærdsydelser og services til landets borgere.
Alligevel sidder vi oftere og oftere med indtrykket af, at politikere tildeles en rolle som gummistempler, når det er værst, et nødvendigt onde, når det er ok eller behagelige kvalitetskontrollører, når vores roller respekteres i bureaukratisk tilpasning. Selvfølgelig er der eksempler på, at politikere sætter en retning og får rum og plads til det, men skal vi være helt ærlige, sker det, når der sidder en dygtig politisk leder for bordenden, og ofte betyder det, at magten koncentreres omkring få indflydelsesrige politikere.
Den oprindelige og for samfundet meget værdifulde funktion, som det repræsentative demokrati skulle varetage, bliver klemt og kvalt i en stadig mere regel og lov styret offentlig sektor. Den politiske forsamlings afspejler samfundet og repræsenterer borgerne. Alligevel oplever vi, at netop den mangfoldighed, som byrådet og regionsrådet repræsenterer, bliver overset eller sjældent brugt. Vi har som politikere fået stadig sværere ved at være….politikere. Stadig mindre tid til politikudvikling.
Vi er vejen til løsningerne
Vores rolle og funktion som borgernes vagthund og garanter for, at den offentlige sektor drives og udvikles af hensyn til borgerne, er de senere år manøvreret over i et forsvar for systemet snarere end det vi burde gøre - konstant minde systemet om, hvorfor det er skabt, til hvem det er skabt og af hvem det ledes.
De af os, der har været med i en årrække, lærer at leve med det men ser en udvikling med stadig sværere arbejdsvilkår, mens de af os, der som nyvalgte stiller nysgerrighed og engagement til rådighed, må konstatere, at politik er blevet en kompliceret affære. Den friskhed, som nyvalgte kommer med, burde bruges og omfavnes, men bliver ofte kvalt i venlig overbærenhed.
Det er ærgerligt, for ligesom alle andre danskere ser politikere også de udfordringer, vores samfund står i og med. Det gør også ondt på os, når borgere bliver urimelig klemt i systemet, eller offentligt ansatte knokler under urimelige forhold for at følge med de senere års reform tempo.
Tillad os at minde om, at det i sidste ende er politikernes ansvar at træffe beslutninger, der gennemfører forandringerne i indretningen af vores velfærdssamfund. At politikerne således skal træffe beslutninger i en verden, der bliver mere kompleks, og et samfund, der er udfordret mere end nogensinde på sin økonomi og indretning.
Ja, kære medborgere. I har faktisk kun os til at sikre det samfund, i gerne vil have i fremtiden.
Derfor er det for os at se en bunden opgave, at få opdateret det politiske lederskab til nutiden, og naturligvis gøre det i respekt for den historiske demokratiske fundering af mangfoldighed og lægmandstilgang, som er vores eksistensberettigelse.
Det begynder med at indkredse funktionen.
Vi er en slags bestyrelse
Der er en del ligheder, men også en del store forskelle mellem bestyrelser i private virksomheder og byråd og regionsråd. Mange ynder at sammenligne, så lad os lige tegne forskellene op.
Lad os begynde med motiverne for at sidde der. I politiske bestyrelser er man valgt for et parti med en bestemt holdning for at varetage sine vælgeres interesser. Uanset organisationens opførsel er det bestyrelsens opgave til hver en tid at sikre organisationens fokus på vælgernes ønsker. En godt politisk ledet organisation har solid opbakning fra vælgerne, og politikerne bliver udskiftet, hvis de ikke leverer varen. Demokratiets indretning sikrer, at den politiske bestyrelse over tid tager helhedshensyn til alle. Udfører politikerne et dårligt arbejde vil vælgernes tillid falde mærkbart, og efterfølgende komme til udtryk gennem et skifte i politisk lederskab.
I en privat bestyrelse er man kort sagt valgt af en generalforsamling til at varetage ejernes interesser – uanset virksomhedens ledelse og medarbejdere er bestyrelsens opgave til hver en tid at sikre virksomhedens fokus på at nå sine mål. En dygtig bestyrelse sikrer at virksomheden har den rigtige ledelse, som igen sikrer en værdiskabende drift gennem de rigtige medarbejdere. Markedets indretning sikrer, at virksomheden bliver straffet på indtjening, hvis bestyrelsen glemmer at passe sit arbejde.
Læg her mærke til, at tillid er politikernes markedsplads. I dag er tilliden til landets politikere den laveste siden jordskredsvalget i 1973, og dermed en blinkende advarselslampe til den politiske virksomhed.
Private skal enes, politikere skal debattere
En ting bidrager dog væsentligt til at udpensle en markant forskel på private og offentlige bestyrelser. Den samlede opgave.
Enhver privat bestyrelse skal og vil altid stile efter enighed. Uenighed fører til udskiftning,i øvrigt ofte under henvisning til “uenighed om den fremtidige strategi” og lignende.
I offentlige bestyrelser er det en præmis for arbejdet, at søge og helst spille lidt på uenighederne. Nok skal der træffes beslutninger, men præmissen for hver eneste beslutning er, at uenigheder skal kunne tåle offentlighedens kendskab. Ja, engang imellem skal visse uenigheder rent faktisk skal udkæmpes i pressen, så vælgerne ved, hvor de har deres politikere. Det er en del af spillets regler, men åbenlyst med til at komplicere arbejdet for de mennesker, der skal udføre offentlige bestyrelsers beslutninger - de kan jo blive ændret senere, hvis folkestemningen eller nye oplysninger presser politikerne til justeringer.
Den største forskel er dog, at bestyrelsen i en privat virksomhed har fælles succesmål. Det har bestyrelsesmedlemmer i en politisk bestyrelse ikke. Politikere i byråd og regionsråd lever med en præmis om, at være uenige. Debattere, fastholde standpunkter og udfordre hinanden. Vi er på een gang det øverste ledende organ og en forsamling, der kæmper for forskellige synspunkter.
Derfor bør man, som politiker, spørge sig selv:
“Hvem er jeg her for?” Regionen/kommunen, borgerne, partiet eller mig selv. Uanset hvilket svar man kommer frem til, så må det i hver sag afvejes hvilken af de tre første muligheder der er tungest. Hvis svaret er “mig selv”, bør man trække sig og gøre privat karriere.
Man skal være kritisk
Uanset om man sidder i en politisk eller en privat bestyrelse, er det en konkret opgave, at forholde sig kritisk til driften, vurdere behov både kortsigtet og langsigtet og bidrage med viden og forslag til løsninger og strategier for udvikling.
På bestyrelsesuddannelser problematiseres det, hvis virksomheden har en (for) stærk direktion og en (for) svag bestyrelse. Det kan hurtigt føre til egenrådighed, hvis magten er koncentreret hos en enkelt eller få personer. Det kan også føre til, at man narrer bestyrelsen, som sidder uvidende tilbage og ikke aner uråd. Eksemplerne kender vi. Nordisk Fjer, IT Factory, Roskilde Bank, Amagerbanken og i det kommunale landskab Farum Kommune.
De gode eksempler kender vi også. Veldrevne virksomheder, der nok har en toneangivende ejer, men også en ledelse, der agerer professionelt og består af stærke ledere. Den slags mennesker, der binder eget ry og rygte op på opgaven, og derfor taler højt om bekymringer og stiller kritiske spørgsmål. A.P.Møller, Novo, Danfoss, Lego og Carlsberg er eksempler.
Når en bestyrelse skal forholde sig kritisk til direktionen, kræver det, at rammerne for at kunne gøre det, er til stede. Bestyrelsesmedlemmerne skal være klædt ordentligt på, for at kunne stille de rigtige spørgsmål. Organisationen skal være velsmurt, der skal være en vis åbenhed mellem cheferne på ledelsesniveauet. Man forlanger den nødvendige tid til at forberede sig, og kan følge en række anerkendte anbefalinger til udførelsen af bestyrelsesarbejdet. Nørby-udvalget med sine anbefalinger for god selskabsledelse satte solide standarder for ledelsen af store virksomheder.
Private virksomheder kan rekruttere medlemmer til bestyrelsen med de kompetencer virksomheden har brug for, og man kan udskifte bestyrelsesmedlemmer i takt med virksomhedens behov.
I det offentlige er direktioner, ledere og medarbejdere prisgivet. Det er vælgernes interesser, der sammensætter byråd og regionsråd, og det stemmer ikke altid overens med behovet for kompetencer. Sådan er demokratiets grundvilkår, og ideen er lige så stærk som den er vanskelig.
Politikere skal være uenige
Politiske bestyrelser er derfor også betydeligt værre, sværere og mere komplicerede end private. Særligt, hvis byrådet eller regionsrådet ledes dårligt eller bare er i disharmoni lurer katastroferne. Politiske “bestyrelser” forvalter som bekendt borgernes penge, og er sammensat af mennesker, hvis eksistensberettigelse er uenighed og forskellige retninger. Vi skal være uenige, og vi skal helst også debattere om det i offentligheden. Forestil dig lige de vilkår for A.P. Møllers, Novo Nordisks eller Legos bestyrelser!
Det er en konsekvens af, at politikere er valgt af vælgerne. Vi har ikke sagt ja til en specifik opgave. Vi er ikke udpeget til at løse en konkret opgave, når vi sidder der i byrådet eller regionsrådet, og skal forholde os til, hvordan borgernes milliarder bruges. Sådan er det og sådan må det være i et demokrati, for vi er sat i Verden for at lede, styre og udvikle fællesskabets interesser.
Men netop dette dna for det politiske arbejde bliver et problem snarere end en fordel, når den offentlige sektor mere og mere drives som en privat virksomhed. Der kan være fornuftige rationaler i at søge inspiration i den private sektor, men vi må aldrig glemme, at det offentlige er os allesammen.
Politikeres reelle indflydelse og magt krymper
De senere år, er politikeres reelle indflydelse på netop ledelse, styring og udvikling af den offentlige sektor blevet mere og mere indskrænket.
Nogle politikere kan selvfølgelig følge med på alle områder, og alle kan helt sikkert følge med på nogle. Men vi er i stigende grad tvunget til at fordele arbejdet mellem os i vores respektive politiske grupper, for ellers er det nærmest umuligt at følge med. Den mangfoldige rolle, som en politisk forsamling skulle have, bliver samtidig kvalt i omfattende og til tider uigennemskuelige sagsfremstillinger, som fordeles mellem os. Det er åbenlyst en kæmpe udfordring for mindre politiske grupper. Derfor griber vi oftere og oftere til de sager, der er konkrete, enkle og lette at kommunikere. De sager, der har stærk symbolik, men kan have mindre væsentlighed i driften.
Vi prioriterer vores arbejde i en grad, så den mangfoldige politiske debat centreres omkring nogle få. Dermed opstår en devaluerende cirkel, der opløser det demokratiske formål med politisk ledelse, styring og udvikling.
Rammerne for det politiske arbejde giver kort sagt ikke mulighed for at alle medlemmer kan bidrage - eller blive brugt - optimalt.
For det første er de politiske dagsordener og sagsfremstillinger ofte en retorisk udfordrende affære. Men det er også en procesmæssig udfordring, fordi mange sager dukker op flere gange inden de vedtages endeligt. Selvom sagerne dukker op flere gange er processen sjældent klar og overskuelig, og spørger man ind til tidligere trin i processen opstår vanskeligheder med informationerne.
Læg hertil mængden af sager og tiden til rådighed for den enkelte politiker. Det er normalt med op til fire hverdage til at læse, forstå og forberede op til 100 dagsordenspunkter med bilag, samtidig med at et almindeligt arbejde skal passes.
Det er således åbenlyst, at rigtig meget magt ligger hos direktionen/embedsmændene. Det er ikke embedsmændenes skyld, for de påtager sig blot ansvaret, men det er væsentligt for debatten om politikeres arbejdsvilkår og det lederskab, som borgerne ønsker vi varetager og forvaltningerne udfører deres arbejde på grundlag af.
Enhver politiker bør derfor stille sig selv følgende spørgsmål:
- Er jeg i stand til at gennemskue budgettet?
- Er der rimelig dokumentation for at direktionens vurdering er realistisk?
- Følger direktionens forslag den besluttede strategi?
Svarene for mange politikere er nej, ved ikke og hvilken strategi?
Det repræsentative demokrati, der sikrer mangfoldighed og bredt sammensatte politiske bestyrelser, er med andre ord enormt udfordret af en mere og mere kompliceret indretning af velfærdssystemet og mere og mere akademiseret styring af beslutningerne.
Politikere kommer med mangfoldighed
Politiske bestyrelser består af vidt forskellige mennesker med vidt forskellig livserfaring og kompetencer. Hvis sådan en gruppe skal fungere og træffe velfunderede beslutninger skal man som det mindste sikre en fælles forståelse af opgaven, forventningerne og beslutningsgangene. Ingen af disse tre ting opfyldes i dag.
Eksempelvis er det urimeligt, at forvente af smeden, at han kan gennemskue en finansieringsaftale mens det omvendt er urimeligt, at forvente af økonomichefen, at han kan gennemskue en socialpolitisk strategi. Men lytter man kan de hver for sig kvalificere beslutningsgrundlaget for begge dele, hvis kulturen og viljen er til det.
Vel har man mulighed for at stille spørgsmål, men hvis en politiker skal kunne stille kritiske spørgsmål til samtlige punkter på dagsordenen, så kræver det et større sekretariat blot at stille dem. Konkret betyder det, at mindre partier med en eller få valgte politikere er ringere stillet end partier med store politiske grupper. Det svækker den politiske debat, og forringer dermed det politiske beslutningsgrundlag.
I praksis betyder det - og nu slår vi hul på et tabu - at vi har oplevet situationer, hvor vi har stemt om en sag på grundlag af politiske kollegers orientering. Vi vil i forbindelse med forskellige sager være tvunget til at henvise til en kollega, hvis en vælger stiller et spørgsmål til noget på en dagsordenen. Alligevel optræder vores ja eller nej til et beslutningspunkt i referatet. Sådan er virkeligheden.
Problemet med alt det her opstår i konsekvenserne af den beslutningskultur, som denne udvikling skaber. Selvom man satte sig ind i hver eneste sag, gør det kun lille forskel. Vi har alligevel sjældent mulighed for at forholde os til en dagsordenen i tid nok til at få spørgsmål besvaret og uddybet.
I sådan en kultur ligger magten hos dem, der skriver sagsfremstillinger og dagsordener, nemlig embedsmændene.
Nok er politik en konkurrence, hvor den der ved mest, får mest. Den, der arbejder mest, opnår mest. I hovedreglen. Men graden af spildtid, frustrationer og risici for dårligt belyste eller direkte forkerte beslutninger stiger forholdsmæssigt med antallet af politikere, der stemmer i blinde. Så vidt vi ved, var det i hvert fald ikke intentionen med det repræsentative demokrati vi hylder så stærkt.
På denne måde har de senere års udvikling devalueret - i flere og flere tilfælde opløst - den kontrollerende, kvalificerende og demokratisk funderede flaskehals, som politikerne er og burde være. Det skal vi gøre noget ved.
Spørgekulturen mangler
Beslutningstagernes fornemmeste opgave både i politiske og private virksomheder er, at sætte retningen for virksomheden. Hvor vil vi hen?
Det er man som nyvalgt politiker, med al respekt, ikke i stand til efter et par timers gennemgang af de forskellige områder. Man kan være heldig at være medlem af en stor partigruppe med mange erfarne, men det er som bekendt ikke alle, der er det.
Derfor bør man bede om at få mission, vision og værdigrundlag på dagsordenen samt tilhørende strategier. Samfundet er dynamisk og derfor bør disse vigtige emner jævnligt komme op til diskussion og evt. justering.
Det menneskelige spiller også en stor rolle. Hvordan er kulturen og samspillet mellem bestyrelsesmedlemmer? I politik sker det ofte, at uenige medlemmer sidder og ryster på hovedet og mumler noget negativt til sidemanden. Det er de i deres gode ret til, men det bidrager ikke til en kultur, hvor der er åbent for at bidrage med andre synspunkter.
Nyvalgte politikere kan møde en kultur, hvor de helst ikke skal spørge for meget, hvis overhovedet om noget. Hvor der kan falde bemærkninger som: Det står i dagsordenen. Underforstået – en konstatering af at spørgeren ikke har forberedt sig ordentlig.
Når en politisk opgave begynder sådan, er der stor sandsynlighed for at det fortsætter. Derfor ser man også, at man efter mange år i politik er med til at træffe beslutninger, som er belyst på en måde, så de reelle følger er ukendte. Det kan i værste fald føre til en kultur hvor politikere er gummistempler.
Selvom det kan være svært i en politisk bestyrelse både at tilgodese forskellige politiske holdninger, forskellige motiver med arbejdet og forskellige evner og viden, så bør den valgte leder sørge for, at der er et fælles mål med arbejdet.
Du har kun politikerne
Nu er der gået et år siden nye byråd og regionsråd trådte til. Vi har alle politisk oplevet processen omkring budgetarbejdet, og hvordan aftalerne vedtages politisk. I budgetaftalerne er der reelt forhandlet om en økonomi, der flytter rundt på få promiller af det samlede budget. Sådan har det altid været.
Men vores samfund står med alvorlige og fundamentale udfordringer, når vi ser blot få år frem. Økonomien hænger ikke sammen, verden er under forandring, hastigheden hvormed udviklingen sker er uoverskuelig og vi har bygget systemer, der styrer og mere og mere.
Helt konkret har vi et socialsystem, der koster milliarder hvert år, men helt overordnet leverer de samme resultater nu som for 30 år siden, vi har en folkeskolereform, der forventer at folkeskolen bliver en del af sit nærområde, en stor demografisk udfordring på ældreområdet de kommende år, og en kæmpe opgave med at indrette fremtidens sundhedsvæsen. Byerne vokser imens landområderne affolkes. Teknologien giver muligheder men der er enorme forskelle på danskernes brug af teknologi. Klimaet ændrer sig og stiller kolossale krav til investeringer i infrastruktur som kloaker og energiforsyning.
På alle disse områder er det vores - politikernes - opgave, at søge, vedtage og sikre implementering af de rigtige beslutninger i årene, der kommer. Styrken ved den form for demokrati er, at vi har fokus på borgernes interesser mens meget af det, som kommer frem gennem systemet, ofte plejer nogle teknokratiske interesser.
Politisk kompetenceudvikling
I årevis har vi generelt fokuseret på kompetenceudvikling. Det er naturligt i en udvikling, hvor alt bliver mere kompliceret, arbejdspladser ændrer karakter og viden er magt. Vi har videreuddannelse og kompetenceudvikling for ufaglærte og faglærte i regi af Voksen Uddannelsescentrene, fagprofessionsuddannelser og videreuddannelser for samme på professionshøjskolerne, diplomuddannelser og masteruddannelser til ledere og mellemledere og tilbud om personaleudviklingsdage, orlovsmuligheder og meget meget mere.
Nyvalgte politikere har i årtier haft et tilbud, der går under navnet Kattegatkurset. Godt to dage på internat-kursus, hvor nyvalgte uddannes til opgaven som politikere. Navnet på kurset kommer af et rollespil, som blev udviklet for mange år siden i regi af Den Kommunale Højskole, som i dag hedder COK. Kursusdeltagerne skal forestille sig at sidde i byrådet for Kattegat Kommune, og udsættes for en række opgaver i det spil.
Gæt hvem underviserne er på disse kurser? Det er kommunaldirektører, og svarer altså til, at direktøren for Vestas står for at uddanne de nye bestyrelsesmedlemmer i Lego.
Lokalt er det normalt, at de årlige budgetforhandlinger åbnes på et længere seminar, der samler politikere og topledelse til en gennemgang af status og drøftelse af ønsker for fremtiden. En gang årligt samles alle, men programmet er pakket og tiden til at arbejde politisk skal findes før og efter sådan et seminar.
Det er heller ikke ukendt, at de enkelte partier tilbyder forskellige former kurser, ligesom de årlige Landsmøder eller Kongresser også indebærer et element af kompetenceudvikling. Men i sammenligning med samfundets øvrige fokus på det her, er det tankevækkende så lidt vi har fokuseret på det politiske lederskab.
Der er for os et åbenlyst behov for at sætte fokus på det politiske lederskab. På at debattere politikerens rolle i et stadig mere komplekst samfund, hvor nogle således taler om at vi skal være fuldtidspolitikere, mens andre netop vil fastholde politikerens kontakt med det liv, vælgerne selv lever.
Et første lille skridt kan være, at fokusere på to områder, hvor der er brug for en indsats, så politikere kan udføre vores opgaver endnu bedre.
For det første skal vi identificere de værktøjer som kan bruges til at skabe sig overblik og stille de rigtige spørgsmål for at kunne bidrage konstruktivt til kommunens/regionens drift. Det handler om at gøre politikerens tilstedeværelse værdifuld for kommunen/regionen.
For det andet skal vi have en tiltrængt åben og ærlig debat om, hvordan forvaltningerne og topledelserne servicerer deres politikere. Det handler om, at politikere skal bruges konstruktivt, og for at kunne udføre en opgave konstruktivt skal man have den nødvendige tid til forberedelse og en professionel og gennemskuelig fremstilling af de sager, der sendes til politisk beslutning.
Et konkret første resultat kunne være, at vi får udarbejdet nogle anbefalinger for godt politisk lederskab.
Når vi kan begynde at tale om løsninger og udfordringer, slipper vi nemlig også for at se på en udvikling, hvor borgernes tillid til os er faldende og kvaliteten af vores beslutninger vigende.
Anbefalinger
Det er vanskeligt og udfordrende, at begå sig i politik, men det behøver ikke være vanskeligere end man selv gør det. Politikere i byråd og regionsråd har et enormt ansvar, og sidder i sidste ende med netop ansvaret for de beslutninger, der bliver truffet. Det er derfor både rimeligt og nødvendigt at stille krav til den sagsbehandling og de arbejdsvilkår, man mødes med.
Den Lokalpolitiske Tænketank har derfor følgende anbefalinger, der skal bidrage til bedre arbejdsbetingelser og rammevilkår for udførelsen af det politiske lederskab.
Behov for kodeks for godt politisk lederskab
-
Der bør udarbejdes kodeks med anbefalinger for godt politisk lederskab. Den Lokalpolitiske Tænketank deltager gerne i sådan et arbejde, men initiativet til sådan et arbejde bør komme fra centralt hold.
Anbefalinger til Danske Regioner og KL
-
KL og Danske Regioner opfordres til at debattere behovet for tilbud om kompetenceudvikling til politikere, herunder finansieringen
-
Begge bør anbefale, at alle politiske forsamlinger gennemfører en årlig drøftelse om politiske arbejdsvilkår og rammer, og vedtager fokusområder for det kommende år
Anbefalinger til kommuner og regioner
-
Byråd og Regionsråd opfordres til at afsætte midler til individuelt valgt kompetenceudvikling for politikere, og evaluere erfaringerne årligt
-
Der bør lokalt findes anbefalinger for introduktion og uddannelse til nyvalgte politikere
-
Politikere og forvaltninger bør fremme en kultur, hvor det er tilladt at være sagligt kritisk og hvor der konsekvent og gennemskueligt følges op på relevante sager
Anbefalinger til lokal- og regionalpolitikere
-
Politikere bør på tværs af partier bakke hinanden op, når man mødes med urimelige arbejdsvilkår
-
Politikere bør insistere på en kultur, der er åben og inddragende.
-
Politikere bør på tværs af partier og uanset magtforhold acceptere en kultur med plads til uenigheder og debatter. Det er et vilkår for det politiske arbejde.
-
Politikere skal insistere på en kultur, hvor den besluttede strategi er ledetråd, hvor der er rimelig dokumentation for sagsfremstillingens anbefalinger, hvor der er gennemskuelighed og åbenhed i beslutningsgangen, og hvor det er ok at begå fejl.
