Derfor bliver de nemt overset af elite-Danmark og meningsdanner-Danmark, der arrogant tror, DE skal komme og fortælle landbefolkningen om det gode liv. På landet lever de fleste godt med deres mindre stressede liv - med får eller heste, håndværk eller kunst, familie og sport. Ja, der er flere der tjener mindre. Men måske behøver de heller ikke tjene så meget, for at tro at de er noget. Måske er det dem på landet, der har fat i den lange ende?
Landet og hovedstaden
Når man kommer fra hovedstaden og skal arbejde i et landdistrikt, som jeg har gjort det gennem en del år, kan man fejlagtigt tro, at nu skal man ud og ”redde” Udkanten. Intet kunne være mere forkert. Udkanten kan selv. Og de vil også gerne selv, hvis bare de får et minimum af opbakning og lidt infrastruktur. Det der sker, når man kommer fra hovedstaden er, at man opdager, hvor snæversynede vi er – hvor provinsielt lukkede om os selv, vi er i København og Århus.
De fleste af dem, der lever på landet, er glade for det. Det viser Land-by barometeret fra 2011 og en lang række andre undersøgelser. De siger samstemmende, at næsten 50 procent af dem, der lever på landet, evaluerer sig selv som ”lykkelige” i modsætning til dem i byerne, hvor kun knapt 40 % svarer sådan.
Se her hvad en deltager i #lollandfalsterlovestorm skriver: ”Hvorfor bor du på Falster??? Fordi vi får mange m2 for pengene, fordi vi elsker vores familie og venner her, fordi vi kan ikke undvære Korselitze Skov & Strand, Købelevhaven, Slangen i Nyk. F. (cykelrute), Loppemarkedet i Nakskov, Lange lørdage på Grønvej. Markblomsterne på Marielyst, Solnedgangen ved Slotsbryggen, Vandring langs Ålholm Slot ved Nysted Havn, Isboden i Guldborgsundhavn, Claus Meyers Køkken på Sakskøbing Hotel, Grundlovsdag på Bandholm Hotel, Picnic Kurv i Knuthenborg Safari Park, Polmenakke Traktørsted, Brunch på Vindeholme Slot, Skt Hans i Middelaldercentret, Forårslam & Får i Parken ved Pandebjergvej, Frugtfestival i Sakskøbing, Kite Surfing Festival ved Farøbroen & Romkagen hos Rene Bager.”
Døden i landdistrikterne er menneskeskabt
Når de unge forsvinder pga. mangel på uddannelsesmuligheder og arbejdspladser – og butikker og busruter følger efter – skyldes det ikke at folk ikke ønsker livet på landet.
Det er menneskeskabte forhold, politiske beslutninger og finans-kapitalens prioriteringer, der centraliserer arbejdspladser, institutioner og boligkapital samt alle former for infrastruktur omkring de store bycentre - og udsulter landet.
Det er ikke livet på landet, som mennesker flygter fra – fugletrækket over den brede himmel, den stjerneklare nat, at børnene kan gå på en lille skole, få frisk luft og at der er råd til heste. Det er ikke skønheden ved skov, strand og mark, mennesker vælger fra. Tværtimod ønsker hver 5. bybo at flytte på landet og væk fra byen.
Det er rammerne for at folk kan leve på landet, der bliver stadigt ringere. Og ja, så må man søge væk, hvis man ikke vil rammes af den mismod, som de politisk og finansøkonomisk skabte omgivelser skaber.
At vælge livet på landet på trods af at der ingen hjælp er at hente
Dem der bliver tilbage på landet, har for det meste valgt det – på trods af mismodet, der breder sig.
De elsker naturen, de mange smukke steder, fællesskabet i boldklubben, at man smiler og nikker til hinanden og sludrer, når man mødes i Brugsen og i boldklubben. At man ikke er et nummer i rækken, men en person – på godt og ondt. Man er ikke ligegyldig. Man er en del af noget, man betyder noget.
De tjener måske ikke så mange penge – men det er også fordi de ikke behøver at tjene så mange penge, for at have et godt liv. De børnefamilier, jeg taler med på landet, priser sig lykkelige for at have valgt at lade deres børn vokse op, hvor naboer og familie – de har som regel valgt at vende tilbage til familienetværket - holder et venligt øje med dem. Netværk er godt for en kernefamilie, i medgang og modgang.
På ”røven” i Gentofte
Selv de familier, som vi ser i tv-programmet ”På røven i Nakskov”, elsker deres by. Det er ikke Nakskovs eller Lollands skyld, at de er blevet syge, arbejdsløse og ramt af mange slags modgang, der som bekendt sjældent kommer alene.
Familier der lever i stor social og økonomisk armod, findes - og det er godt, at vi møder dem og får dem kærligt beskrevet i programmet. Men de har intet med Nakskov at gøre. De findes alle steder. Også i Gentofte, hvor priserne er så høje, at en familie med almindelige indtægter virkelig er ”på røven”.
Selvfølgelig er der lidt flere, der er økonomisk ramt på landet. Alene af den grund, at dem, der har det svært, ofte ikke er i stand til at flytte sig, når vilkårene omkring dem ellers tilsiger, at de burde. Når ”sidste mand lukker og slukker”.
Selvfølgelig er der, lige som alle steder på landet, den gammeldags reserverede bondesjæl, der hellere tier end taler over sig – og så tænker og siger sit, når man er uden for søgelys. Men sådan er det i alle små samfund - også i et overvintret ’68 overklasse-kollektiv på Østerbro.
Lollands lyse sind
Det særlige ved Lolland-Falster og småøerne er en folkesjæl, der er mildere, lysere og mere imødekommende end andre steder. Det siger jeg – selv om jeg godt ved, at man ikke må generalisere. Jeg gør det alligevel, for man kan godt tale om folkesjæl på en egn.
Lollikker og Falstringer tager generelt meget varmt imod dem, der tager over Strømmen for at slå sig ned, finde mere tid til familien, genfinde roen, forbindelsen til årets og naturens gang eller finde nye fællesskaber.
Listen over landsbyer, områder og øer syd for Storstrømmen, der har ry for at tage godt imod tilflyttere, er lang. Landsbyer, der ikke tager imod tilflytterne med kyshånd, er en undtagelse på Lolland og Falster.
Der er meget fællesskabsfølelse på Sydhavsøerne. Der er en god, Grundtvigsk ånd: man giver sit lille bidrag til det fælles bedste, man løfter i flok. Men uden at bruge de store ord om det. Og uden at se ned på nogen, der ikke gør det helt på samme måde som en selv. Man er ikke snobbet. Og man er ikke missionerende.
Engagementet er højt på Lolland og Falster. Der er en sand underskov af iværksættere, idemagere og ildsjæle. Der ligger mange virksomheder, som er kendte globalt, fx MAN Diesel i Holeby og mange andre inden for frø, korn, energi, vandkvalitet og maskiner. Der eksporteres vin, frugt, sukker, ost og limousinekvæg fra Lolland og Falster. Og foreningslivet er utrolig rigt – måske det rigeste pr. indbygger i Danmark.
Også den kulturelle aktivitet er høj, især i vintersæsonen. Når man åbner en udstilling, spiller en koncert, viser en biograffilm, samler ind til en skole eller holder et foredrag i en by som fx Nysted, er alle mand af hus – det er ikke ualmindeligt, at 200 engagerede borgere møder op, hvor der kun bor 2000 sjæle. Det er normalt.
Det er vigtigt at historien om det gode liv bliver fortalt
Hvorfor skal alt dette siges? Kan man ikke bare lade øboerne passe sig selv, når nu de er så glade for deres liv? Nej. For en egn som Lolland har et ufortjent dårligt omdømme, og det koster arbejdspladser – og koster mange af de livsmuligheder, som de selv arbejder så hårdt for at skabe.
Se her hvad en deltager i #lollandfalsterlovestorm skriver: ”Mange tror også at MAN Diesel i Holeby lukkede i 2004. Men vi er altså stadig omtrent 200 ansat, mange med længere uddannelser bag os. Vi har faktisk det problem at det er svært at tiltrække f.eks. ingeniører til Holeby. Det skyldes givetvis det dårlige image som landsdelen har fået, så det vil være alle tiders hvis de gode historier kan hjælpe med at trække nye folk i vores retning.”
Så hjælp dem med det – giv Guldkanten, Vandkanten og Madkanten en hjælpende hånd, kære journalister.
Når nu politikerne og kapitalen ikke vil.
